4DX-biograf – Nu også i Kgs. Lyngby

Vind i håret og stole, der ryster, hopper og svajer. Tåge, duft af brændt gummi og snevejr. Det lyder ikke som en klassisk tur i biografen. Men det er nu virkelighed. 21. marts åbnede den første 4DX-biograf og nu er turen kommet til Kgs. Lyngby.

Under en filmforevisning i 4DX, vil gæsterne kunne springe ind i filmen med alle sanser, og biografturen vil ikke længere være begrænset til kun at foregå på lærredet. Biografkonceptet 4DX er en nyskabende teknologi, som gør gæsten til en del af filmens handling ved hjælp af hele 18 forskellige effekter som bl.a. vind, vand, regn, tåge, luftskud og lugt samt sne, sæbebobler og kildren på ryggen.

Ved hjælp af et hydrauliksystem bevæger biografsæderne sig i flere retninger, mens dyser spyer luft, vand og duft. Tilsammen giver det en meget virkelighedsnær oplevelse af vejrfænomener, bevægelser og andre elementer fra filmen.

De danske biografgæster får en revolutionerende biografoplevelse, når der føjes en fysisk fjerde dimension til biografoplevelsen. Det er ikke for sarte sjæle, når også lyn og torden buldrer gennem salen.

4DX-teknologien er udviklet af sydkoreanske CJ 4DPLEX og er verdens første 4D-teknologi udviklet specielt til spillefilm. Der samarbejdes tæt med de største filmstudier for at kunne tilbyde populære blockbusters i 4DX. Effektsporet designes individuelt til den konkrete film og gennemses i snit over 100 gange for at sikre en perfekt synkronisering af filmens handling og effekter.