Ang Lee forsøger sig atter med High Frame Rates (HFR)

Ang Lees næste film ”Gemini Man” er optaget i 4K 3D med 120 billeder i sekundet. Den normale hastighed er 24 billeder/sek.  

”Gemini Man” er en sci-fi-thriller med Will Smith, Mary Elizabeth Winstead og Clive Owen, hvor en ældre lejemorder må kæmpe mod en yngre udgave af sig selv. 

Ang Lees seneste film, ”Billy Lynn’s Half Time Walk”, blev også optaget i 4K 3D 120, men kun fem biografer i verden var i stand til at vise filmen i dette format. 

Hvordan Ang Lee og filmselskabet bag filmen, Paramount Pictures, vil løse problematikken i denne omgang, melder historien desværre ikke noget om. 

Filmens fotograf, Dion Beebe, fortæller til IBC.org, at han var nysgerrig efter at vide, hvorfor Ang Lee er så ivrig efter filmformatet.

Beebe har fotograferet film som “Chicago”, “Miami Vice”, “Edge of Tomorrow”, “Green Lantern” og “Mary Poppins vender tilbage”. Han vandt en Oscar i 2005 for Rob Marshalls ”Memoirs of a Geisha” og arbejder lige nu på en live action version af ”Den lille havfrue” for samme instruktør.

“I processen med at skabe ”Gemini Man” har jeg indset, at HFR uden tvivl er en del af det fremtidige filmsprog,” forklarer Beebe.

“For ældre generationer af publikum og filmskabere er 24 billeder/sek. det de er vant til, men der er en ny bølge fra videospilverdenen, der er mere vant til at se indhold i 60, 120 og sågar 240 billeder i sekundet. For dette publikum er HFR ikke en ny oplevelse, og desto mere sandsynligt er det, at højere hastigheder bliver en biografstandard.”

”Gemini Man” får premiere i danske biografer den 3. oktober 2019.