Annelise Hovmand er død

DB - ABLACKANNE (720x331)

Filminstruktøren og den tidligere mangeårige biografdirektør i Bio Næstved, Annelise Hovmand, sov stille ind i sit hjem onsdag morgen.

Annelise Hovmand blev 92 år.

Efter studentereksamen i 1943 blev Annelise Hovmand journalistelev på det for længst hedengangne Nationaltidende, hvor hun blev sat til at skrive om film. Således fik hun smag for filmens verden, som hun for alvor trådte ind i som scriptgirl hos selskabet Palladium. Senere blev hun assistent hos instruktøren og producenten Johan Jacobsen, som hun flyttede sammen med i 1951. Johan Jacobsen havde året for inden grundlagt sit eget filmstudie, Flamingo Film, og producerede her fem af Annelise Hovmands spillefilm.

Hun debuterede som spillefilmsinstruktør i 1957. Hendes første film var ”Ingen tid til kærtegn”, som indbragte hende en Bodil-pris. Herefter fulgte lystspillet ”Krudt og Klunker” i 1958 og modstandsfilmen ”Frihedens Pris” i 1960, som var baseret på hendes egne indtryk fra årene under den tyske besættelse.

Hendes næste film som instruktør blev i stedet ”Sekstet” i 1963, inspireret af Ingmar Bergman og den nye bølge fra Frankrig. En film som hun senere betegnede som ”mit mislykkede mesterværk”.

Annelise Hovmand og Johan Jacobsen gik hver til sit i 1965, og Flamingo Film blev solgt i 1966. Samme år lavede hun filmen ”Nu stiger den” om opfinderen J.C. Ellehammer, på selskabet Rialto Film.

I 1967 overtog Hovmand Bio i Næstved, som hun stod i spidsen for de efterfølgende 41 år. I 2008 blev Bio afhændet og biografens største sal bærer stadig hendes navn.

Annelise Hovmand ombyggede Bio fra en til tre sale i 1976 og i 1981 fulgte yderligere to sale. Ved ombygningen i 1981 blev den store sal desuden indrettet med en teaterscene, der fungerede som byens hovedscene frem til åbningen af Kulturhuset på Grønnegades kaserne i 2002. Bio lagde desuden scenegulv til Susanne Heerings årlige afdansningsballet, hvor Dronning Margrethe var med som scenograf gennem 31 år, frem til den sidste opvisning, der fandt sted i 2012.

Hendes arbejde som instruktør blev mere sporadisk, efter hun var blevet biografdirektør i Næstved. Det blev dog til yderligere to spillefilm. I 1971 stod hun bag den erotiske og halvdokumentaristiske ”Et døgn med Ilse” og tyve år senere – i 1991 – instruerede hun ”Høfeber”, efter Leif Panduros roman af samme navn. Egentlig var det meningen, at Edward Fleming skulle instruere, men han måtte afstå på grund af sygdom. Filmen blev derfor overtaget af Annelise Hovmand. ”Høfeber” blev hendes sidste film.

Annelise Hovmand har oplevet – og opnået – meget i sit lange liv i filmens verden.

Drømmeprojektet blev dog aldrig indfriet – filmatiseringen af ”Den afrikanske farm” om forfatterinden Karen Blixens liv i Afrika. Annelise Hovmand havde skrevet manuskriptet sammen med Blixens bror Thomas Dinesen, der var hendes onkel, og den britiske skuespiller Vanessa Redgrave var udset til at spille hovedrollen. Projektet måtte desværre opgives i midten af 1960’erne på grund af manglende finansiering.

Udover filminstruktør og biografdirektør kunne Annelise Hovmand også skrive klipper, manuskriptforfatter, produktionsleder, scenograf samt formand for Sammenslutningen af Danske Filminstruktører og medlem af Filmrådet på CV’et.

Ære være hendes minde.