Annette K. Olesen: Tvang er vejen frem!

Af Kim Pedersen, Formand, Danske Biografer
På Kulturminister Uffe Elbæk’s Facebook udspandt sig en kommunikation 23.-24. november 2011 mellem bl.a. Næstformand i Danske Instruktører, Christina Rosendahl, bestyrelsesmedlem samme sted; Annette K. Olesen og Producentforeningens direktør Klaus Hansen.
Det er klart, når man vælger præcis Kulturministerens platform for kommunikation, har det selvfølgelig et formål.
Det er sørgeligt at de 2 kvinder, i stedet for at tilegne sig viden på det område de udtaler sig om (vinduesproblematikken), i stedet øjensynligt har valgt en anden taktik, nemlig at lade deres komplette uvidenhed komme til fuldt udtryk – måske i forhåbningen om at blive modsagt og derigennem tilegne sig viden. Men så skulle de måske i fremtiden gøre sig større anstrengelser for at lytte – dog ikke en sans de foreløbig har bevist at være i besiddelse af.
Vi har allerede måttet konstatere Annette K. Olesens uvidenhed omkring hvordan film skal finansieres og hvor indtægterne mon skal komme fra, i hendes egen formulerede fremtidsvision. I kommunikationen på kulturministerens Facebook, bliver det også anskueliggjort at Annette K. Olesen ikke er bekendt med nogen form for distribution af VoD i Danmark, hun angiver endda at have ledt. Man kan kun opfodre hende til at lede videre, for de er der – endda i massevis.
Olesen viser endda meget interessante tendenser, når hun henvendt til Producentforeningen ordret skriver; ”Det er svært at forstå at I ikke mere offensivt forsøger at gennemtvinge de forandringer der skal til, for at imødekomme publikum (…) jeg har en drøm om at I reagerer og formulerer visioner og krav til distributører og biografejere og tænker os instruktører med (…) det er med de nye (film –red) og deres premierer slaget står.”.
Vi lader den lige stå lidt; gennemtvinge.
Og Olesen referer endda til et publikum hun ikke aner hvordan forholder sig til vinduesproblematikken. Imødekomme hvilket publikum? En Greens undersøgelse har påvist at sølle 12% af den danske befolkning ønsker tilgang til alle film på alle platforme på én og samme tid.
Det er yderst bekymrende når et bestyrelsesmedlem i instruktørforeningen mener at vejen frem, er tvang. Det næste bliver vel at publikum også skal tvinges til at se hendes film.
Christina Rosendahl udmærker sig med følgende fremtidsvision: ”Lige nu taler man om der skal laves enkelte forsøg med kort eller ingen holdback i biograferne for visse film. Men det store problem med forsøg, der kun baserer sig på enkelte film, er at, de ikke kan lære os noget som helst. Det tager tid for almindelige mennesker at vende sig til en stor velfungerende VOD-tjeneste. Det vil garanteret heller ikke virke at lave forsøg med en meget kommerciel film heller, for hvis forsøget skal lykkes, skal det have tid til at sætte sig mentalt hos publikum, der skal være kæmpevolumen i filmkataloget, anbefalingslogaritmer og stor brugervenlighed. Spørgsmålet er om store omvæltninger kan ske teknisk, hvis ikke mastodonterne går forrest. Det gjorde Apple i sin tid… I mine øjne bør der laves forsøg som er fullblown ellers vil de give bagslag.”
Den lader vi også stå et øjeblik.
Christina Rosendahl mener vejen frem er at igangsætte forsøg med (en uafvendelig) forretningsmodel, som kun kan lykkes, såfremt den bliver ’full blown’ – endda uden af vide hvordan filmene i det miljø så skal finansieres og hvor indtægterne skal komme fra. God fornøjelse.
Og derefter definerer Christina Rosendahl biografernes fremtid;
  1. Differentier biograferne mere, så man ikke skal se arthousefilm samme sted som popkornsfilm.
  1. Lav billetter til kl. 19, der inkluderer hurtig aftensmad.
  1. Udtænk nye filmklubber i stil med den geniale ‘Biografklub Danmark’ (politisk filmklub, musik filmklub, vampyr-sleepover filmklub).
  1. Ansæt ex. teenagere til at anbefale film til teenagere, via biografblogs,
  1. Inviter filmfolk ind for at debattere filmene med publikum.
Og slutter af med et ”Biografen er et levende rum. Biografen vil aldrig dø. Kun dem der holder fast i det gamle.”
Der skal da takkes for disse velmente råd, hvoraf de alle faktisk allerede er initieret, igen må man bede instruktørerne om at sætte sig lidt ind i forholdene, inden de farer frem. Det største problem med alle disse velmente, men dog irrelevante forslag er, at de iflg. forskning gennem Dodona Research, aldrig vil komme til at udgøre mere end 5% af biografernes nuværende indtægter. Så tænker man biografernes overlevelse er ovennævnte forslag som at slå vand på en gås.
Nu har biograferne aldrig forsøgt sig at kloge sig på hvordan de 2 kvinder skal lave deres film, man må venligst bede de to kvinder gengælde den tjeneste, idet deres forstand på biografdrift er ligeså stor som biografejernes forstand på raketvidenskab.
Klaus Hansen udmærker sig ligeledes på temmelig uhensigtsmæssig vis; ”Visionerne skal flyve og blive til realistiske handlingsplaner. Barrierer skal fjernes – herunder at man i biografvinduet er tvunget til at lave samme holdbackaftaler på Lille Soldat og Avatar.
Biograferne er i modsætning til filminstruktørerne modstandere af tvang, og skal da også fremhæves at biograferne så sandelig ikke tvinger nogen til noget som helst. Det er helt op til filmproducenten hvilke platforme en film skal lanceres. Det hverken kan eller skal biograferne blande sig i. Hvis en filmproducent ønsker at gå uden om biograferne; be our guest!
I Klaus Hansens faktuelle eksempel er vi da også fjernt fra virkeligheden. ”Avatar” havde et holdback på 131 dage. ”Lille soldat” havde et holdback på 187 dage. Så det er langt fra det samme holdback. ”Lille soldat” kunne iflg. de dispensationsregler der var gældende på tidspunkt være gået på DVD efter 122 dage, men producenten valgte altså frivilligt at give denne film et længere holdback.
Og Klaus Hansen fremsætter i øvrigt nye krav, allerede inden det tidligere krav om fleksibilitet er blevet forhandlet af branchens parter.
Producentforeningens taktik er krystalklar; Man fremsætter krav og i selv samme øjeblik de er imødekommet, fremsættes i samme sekund nye krav.
Da Producentforeningen i september 2010 fremsatte krav om ligestilling mellem udenlandske film og danske film, blev en imødekommelse mødt med yderligere krav i forbindelse med fleksibilitet omkring de ’små’ danske film. Og endnu inden en ny aftale er forhandlet på plads fremsætter Producentforeningen krav om at denne fleksibilitet skal omfatte samtlige film.
Vist på tide biografernes sætter hælene i, imødekommelse bliver jo kun mødt at nye krav. Overhovedet ikke tilfredshed over at de forrige krav er blevet imødekommet.
Det vil tjene denne diskussion ikke så lidt godt, om deltagerne satte sig ordentligt ind i problematikken og generelt afholdt sig fra at omgå sandheden lemfældigt.