Bibliografen i Gladsaxe fylder 10 år

Fotos: Katrine Bille og Kaj Bonne

Fællesskabet mellem borgere, biograf og bibliotek er den helt centrale tanke bag Bibliografen i Gladsaxe, der nu har været kulturelt samlingssted i 10 år.

Torsdag 6. februar holdt Bibliografen 10-års fødselsdagsfest med biografbilletter til kun 50 kroner på selve dagen, kaffe og croissanter om formiddagen, fødselsdagskage om eftermiddagen og et glas jubilæumsbobler til gæsterne.
Bibliografens leder Maiken Ellegaard Madsen fortæller: ”Min vision er at skabe mest muligt kultur hver dag sammen med mine kolleger. Det er fantastisk at tage en snak med vores super seje 101årige avislæser, se vores dygtige bibliotekarer formidle litteratur til en hel skoleklasse eller diskutere film med vores dokumentarfilmklub. Huset er altid fyldt med liv og gode ideer. Jeg håber at flere biografer med tiden får mulighed for at arbejde tæt på biblioteker og kulturhuse som vi gør”.

Bibliografen, der for 10 år siden blev smeltet sammen af Bagsværd Bibliotek og Gladsaxe Bio, har som sin helt centrale grundtanke et fællesskab til sin brede og varierede brugerflade.
I årene der er gået, har Bibliografen haft flere end 2 millioner gæster i fællesrummet til både biograf og bibliotek, med fælles skranke, fælles personale og fælles brugere i det centrale kulturhus i Gladsaxe Kommune, hvad end gæsterne skal finde sin yndlingsforfatter på hylderne, købe biografbilletter eller popcorn og slik til næste forestilling.

På dagen var bl.a. rundvisning i operatørrummet, hvor tidligere tiders store, tunge 35 mm filmspoler for længst er skiftet ud med en computer, hvortil filmene bliver hentet ned fra nettet, og skal låses op digitalt med krypterede nøgler.

Publikum blev også inviteret til et kig ’bag kulisserne’ på filmværkstedet, hvor der på workshops undervises i at lave film for kommunens små og store borgere, med elementer som manuskriptskrivning, filmoptagelse, skuespil og redigering.
Så sent om i efteråret endte eleverne fra Bagsværd Skole med at vise deres dokumentarfilm på deres helt egen filmfestival, komplet med rød løber, prisstatuetter og glamour for filmskaberne, forældre og venner.

Nogle gange, når Bibliografen viser film med litterært forlæg, inviteres en relevant foredragsholder før eller efter filmen, der således binder bøgernes og filmens verden sammen for gæsterne, så interessen for begge kulturtilbud forenes og skærpes.

Bibliografens vision er ganske enkelt, at der skal være plads til mest mulig kultur på de fleste af døgnets mulige timer, ikke sjældent fra 09:00 om morgenen med skoler og børnehaver i stolene, til efter 21:00 om aftenen efter sidste forestilling, med det bedste fra filmens og litteraturens verden… – Med andre ord; personalet i Bibliografen glæder sig altid til at invitere alle indenfor i fællesrummet med kulturel samskabelse, hvad end det gælder folkeoplysning, filmworkshops, musikbingo, kirkebio, eller live jazzkoncerter med de største stjerner, dokumentarfilm, oplæsning, børnefilmklub, animations- workshop, nordisk spildag, havekursus, ældrefilmklub, foredrag og meget, meget mere…