Bille Augusts ”Lykke-Per” åbner Biografklub Danmark

DB - ABLACKLYKKEPER (720x322)

Det blev Bille Augusts ”Lykke-Per” som pilen pegede på, da udvælgelseskomitéen traf sit valg til åbningsfilm i Biografklub Danmark-programmet 2018/19.

Filmen er baseret på Henrik Pontoppidans litterære mesterværk og får premiere 30. august. Filmen er svaret på Biografklubbens drømme om åbningsfilm: Et flot, storstilet dansk drama.

For Bille August er filmatiseringen af Pontoppidans værk en mangeårig drøm, der går i opfyldelse.

”Lykke-Per” er en moderne historie og samtidig en fantastisk kærlighedsfortælling – måske en af de smukkeste, der er skrevet. Per Sidenius er en selvrealiserende, moderne narcissist og fantast, som man – på trods af hans fejl – ikke kan lade være med at holde af. Overfor står hans forlovede Jakobe som et af de stærkeste kvindeportrætter, der nogensinde er skabt. ”Lykke-Per” er drevet af relationer, og med de skuespillere, vi har på holdet, bliver det både nærværende og rørende”, fortæller Bille August.

Titelrollen spilles af Esben Smed, der i februar 2017 blev hædret som Shooting Star ved filmfestivalen i Berlin, og som bl.a. har spillet med i filmen ”Sommeren ’92” og DR1-serien ”Bedrag”. I rollen som Jakobe ses Katrine Greis-Rosenthal, som bl.a. er kendt fra filmen ”Fasandræberne”, DR1-serien ”Broen III” og TV 2-serien ”Bedre skilt end aldrig”.

På rollelisten står også bl.a. Julie Christiansen, Jens Albinus, Rasmus Bjerg, Anders Hove, Tammi Øst, Tommy Kenter, Morten Hauch-Fausbøll, Ole Lemmeke og Benjamin Kitter.

”Lykke-Per” er produceret af Nordisk Film og TV 2 med støtte fra Public Service Puljen samt FilmFyn og Den Vestdanske Filmpulje.