Biografer og distributører i opråb til Folketinget og regering

FAFIDs Frederik Malling Juul og DB’s Lars Werge i fælles opråb til regeringen og Folketinget (PR-foto)

“Sommerpakken” fra Erhvervs- og Kulturministerierne blev landet i slutningen af sidste uge (19. juni) – men den vækker ingen glæde hos Danske Biografer og FAFID (Foreningen af Filmdistributører i Danmark).

Det gør de to foreninger opmærksom på i et debatindlæg, der i dag (24. juni) er blevet publiceret på nyhedsmediet Kulturmonitor. Danske Biografer har desuden spredt et lignende budskab til politikerne på Christiansborg.

“Det er de danske biografer, der også i de tyndere befolkede dele af Danmark sikrer, at borgerne kan se de nyeste danske spillefilm.

Det er de danske biografer, der lægger lærreder til de danske filmproduktioner, der viser nye talenter frem – talenter, der nogle år og film senere måske får det store gennembrud også internationalt.

Men det er også de danske biografer, der lige nu er helt i knæ og hårdt ramt på økonomien. Aldrig har de danske biografer oplevet så stor en krise som den nuværende.

Biograferne er fortsat underlagt restriktioner omkring antallet af gæster i fællesområderne. Det giver store begrænsninger for branchen – og med den ny sommerpakke gives udbyderne af andre ”siddende kulturoplevelser” en direkte økonomisk fordel, som giver en skæv konkurrence for biograferne.

Derfor er det uforståeligt, at man fra Kulturministeriets og Erhvervsministeriets side helt har overset biografernes rolle som kulturformidlere. Vi håber, at der er tale om en forglemmelse, og vi håber, at politikerne vil genbesøge aftalen og rette op på dette.”

Sommerpakken har ifølge aftaleteksten et omfang på cirka 700 millioner kroner, som dels tager sigte på dele af kulturlivet, dels medvirker til at sænke billetprisen på udvalgte dele af den kollektive transport.