Biograferne følger anbefalingerne

Fra begyndelsen af genåbningen har de danske biografer fulgt anbefalingerne og opfordret sine gæster til at opføre sig ansvarligt (Foto: Danske Biografer)

Det er vigtigt at holde fokus på indeklimaet for at undgå smittespredning med coronavirus.

Sådan lyder det fra Sundhedsstyrelsen i opdaterede anbefalinger fredag (2. oktober).

I anbefalingerne, der kommer forud for en koldere tid med flere stunder indendørs, er der således nu også et afsnit om udluftning og ventilation. Det er anbefalinger, som Danske Biografers medlemmer har fulgt, lige siden man i maj-juni fik lov til at genåbne efter corona-smitten var kommet under kontrol.

En tysk undersøgelse påviste for nylig også, at det er sikkert at gå i biografen:

“Det er konklusionen på en ny tysk undersøgelse, der har analyseret spredningen af såkaldte aerosoler (luftbårne partikler) i en biografsal – og sammenlignet det med et kontorlandskab.

Tallene er opsigtsvækkende i den forstand, at de viser, spredningen af aerosoler i en biografsal kun svarer til 0,3% sammenlignet med, hvad man udsættes for på et kontor.”

De opdaterede anbefalinger udkommer i en pressemeddelelse, og her citeres direktør Søren Brostrøm for at understrege vigtigheden af fortsat fornuft:

“Vi ser generelt mindre smittespredning i lokaler, hvor der er god plads til alle i rummet, i lokaler med god udluftning eller ventilation, og når aktiviteterne foregår udendørs frem for indendørs.”

“Når vi i højere grad opholder os indenfor, er det derfor en god idé at sørge for at huske at lufte ud med jævne mellemrum, og at der er god ventilation i lokaler, der har offentlig adgang,” siger Søren Brostrøm.

Biograferne er underlagt restriktioner og rammevilkår, som er udmøntet i det såkaldte sektorpartnerskab for området “siddende kulturoplevelser”.

Heraf fremgår det, at der er et arealkrav på 4 m2 pr. person i de fælles områder, hvor man for eksempel køber sin billet eller i øvrigt opholder sig inden filmen går i gang. Dette krav sætter en bremse for, hvor mange gæster, der kan være i biografen, og hvor mange film, der kan vises i biografen på samme tid.

Inde i biografsalene er kravet, at man skal have afstand til sidemanden, hvis det ikke er én, man er kommet til biografen med.

Danske Biografers knap 170 medlemmer har overholdt alle restriktionerne fra begyndelsen. Og det er således fortsat trygt og sikkert at gå i biografen.

De seks generelle råd fra Sundhedsstyrelsen i forhold til at bremse corona-virus i at spredes, er:

  1. Bliv hjemme hvis du er syg
  2. Vask dine hænder tit eller brug håndsprit
  3. Host eller nys i dit ærme
  4. Undgå håndtryk, kindkys og kram
  5. Vær opmærksom på rengøring – både hjemme og på arbejdspladsen
  6. Hold afstand – og bed andre tage hensyn