Biograferne fortsat lukkede

De tomme sæder vil præge biograferne i Danmark de kommende uger

Mandag aften (6. april 2020) meddelte statsminister Mette Frederiksen (S), at Danmark efter påske vil påbegynde en langsom, kontrolleret genåbning.

Vuggestuer, børnehaver og de mindste klasser i folkeskolen vil åbne, når de lokale myndigheder siger god for hygiejne og sikkerhed.

Til gengæld forlængede regeringen de øvrige restriktioner frem til 10. maj. Mette Frederiksen nævnte blandt andet biograferne:

»Biografer, foreningslivet, teatre, biografer og storcentre skal fortsat holde lukket frem til 10. maj, men vi vil se på, om man i næste fase kan lempe på restriktionerne,« sagde statsministeren på pressemødet mandag aften.

I en kommentar til Berlingske tirsdag udtalte direktør for Danske Biografer Lars Werge:

»Vi havde nok indstillet os på, at vi kom til at holde lukket til længere end til efter påske, fordi biograferne samler op til flere hundrede mennesker i ét lokale. Forhåbentlig betyder de krisepakker, som allerede er blevet lavet, at vores medlemmer kan holde skindet på næsen, men der er ingen tvivl om, at det begynder knibe for nogle af dem.«

Når biograferne på et tidspunkt igen får lov til at åbne, må det forventes, at der fortsat vil være restriktioner. Det kan for eksempel tænkes, at salene kun må fyldes delvist op af sundheds- og hygiejniske hensyn.

»Hvis man stiller krav om, at vi eksempelvis kun må besætte hvert andet sæde eller hver anden række, håber vi, man fortsat vil komme os i møde økonomisk,« siger Lars Werge.

Pressefoto (stm.dk)