CinemaxX i København udvider med 4 sale

db - cinemaxx (720x364)

For at kunne tilbyde et bredere udbud af film udvider CinemaxX København og får 4 nye digitale sale inden udgangen af 2014.

Danmarks største biograf, bliver nu endnu større. Fire nye digitale sale med samme høje standard indenfor både teknik og komfort som de eksisterende sale i CinemaxX øger biografens kapacitet med ca. 400 pladser. Med de nu 14 sale kan CinemaxX København tilbyde et bredere repertoire af film, samt tilgodese at filmene går i længere tid i biografen.

Siden James Cameron med ”Avatar” (2009) for alvor introducerede danskerne for 3D-formatet har udviklingen været, at samme film sendes på markedet i flere versioner – i både 3D og 2D. Ligeledes er interessen for at opleve animerede film fra de store studier i original version steget betragteligt.

Alt sammen tendenser, der har øget behovet for kapacitet.

“Vi oplever i stigende grad, at vi må tage film af programmet, selvom der stadig publikum til dem”, fortæller direktør i CinemaxX, Kim Brochdorf Hertil kommer, at biografgæster i dag ved, hvad de vil have. De har en klar holdning til, hvad de vil se og hvilken version af en film de vil opleve. Med de 4 nye sale, sikrer vi, at vi altid har både pladser samt repertoire til både det unge publikum, der vil se aktuelle film på premieredagen samt det typisk lidt ældre publikum, som lige skal finde plads i kalenderen til en biograftur” og tilføjer ”Det er vigtigt for os, at vi kan tilbyde og levere store filmoplevelser til alle.”

De 4 nye digitale biografsale opføres i 2 etager indenfor biografkompleksets foyerareal. De eksisterende sale berøres ikke af ombygningen.

Arbejdet med opførelsen af de nye biografsale, der starter medio juli 2014 og varer frem til medio december 2014, vil ikke påvirke den daglige drift.