Dagen før dagen…

Roll-up’en med de praktiske anvisninger til biografgæsterne er allerede sat frem i Empire Bio på Nørrebro i København

En lang række af de danske biografer genåbner i løbet af de kommende dage. Og det har medført travlhed i forberedelserne til at byde gæsterne velkommen tilbage.

På Nørrebro i det indre København ligger Fokus-biografen Empire Bio, som åbner torsdag (28. maj) med en række film på programmet.

4 af de 7 sale vil vise film, og det er både velkendte titler som “Parasite” og den ny dokumentar om Quentin Tarantino, der er på programmet.

Onsdag ved middagstid var der stadig håndværkere i gang i foyeren med at afslutte diverse reparationer, og samtidig var der fyldt godt op i velkomst-området med materialer til genåbningen.

Man har fået produceret roll-ups og plakater, der fortæller de overordnede retningslinjer for gæsterne og de ansatte. I gulvet er der blevet placeret afstandsmærker, og billetsalget sker med hvert andet sæde blokeret – eller med afstand fra en gruppe, der går i biografen sammen, til de øvrige gæster.

De fleste af Nordisk Films biografer, Cinemaxx-kæden og de fleste af Fokus-biograferne går i gang i løbet af de kommende dage.

Det må forventes, at de allerfleste danske biografer igen har åbent, når filmen “Little Women” har dansk premiere næste torsdag den 4. juni.