Danmark elsker Far til fire

DB - BLACKFAR (720x325)

Den seneste film i dansk filmhistories mest populære filmserie, ”Far til fires vilde ferie”, trækker fulde huse i biografer over hele landet i efterårsferien. Filmen er da også strøget ind på førstepladsen på listen over de mest sete film.

I den seneste uge er filmen blevet set af over 100.000 tilskuere, som endnu engang har oplevet Far, Lille Per, Søs, Ole, Mie, Peter, Onkel Anders og Fru Sejersen på slap line. Filmen er til dags dato set af over 150.000 tilskuere.

Denne gang er Far og hans fire børn taget på øferie ved Vadehavet, og både Peter, Onkel Anders og Fru Sejersen gør dem selvfølgelig selskab. En række uheldige episoder gør, at de lokale begynder at mistænke Far for at være indbrudstyv. Så Lille Per må gå i aktion for at finde frem til de rigtige skurke og redde Fars ry – og ferien.

Lille Per spilles af Sigurd Philip Dalgas og blandt de øvrige medvirkende er Karoline Hamm, Rasmus Bardram Johnbeck, Emilie Werner Semmelroth, Jesper Asholt, Kurt Ravn, Kirsten Lehfeldt og Allan Hyde. Blandt de nye medvirkende ses Søs Egelind, Martin Brygmann og Joakim Ingversen.

Filmen er instrueret af Giacomo Campeotto, der også instruerede den seneste film i serien, Far til Fire – Onkel Sofus vender tilbage (2014), ligeledes har han været med til at skrive manuskriptet i samarbejde med Jens Korse.