Dansk film er tilbage på landkortet – for en kort stund

DB - KLASSEFESTEN (720x301)Anders W. Berthelsen har noget at have sin begejstring i. ”Klassefesten 2: Begravelsen” kommer til at overgå den originale film med flere længder.

Fra Formandens Bord, den 3. marts 2014

Præcis som forventet satte ”Klassefesten 2: Begravelsen” og ”Far til Fire – Onkel Sofus vender tilbage” dansk film tilbage på filmlandkortet i februar, efter en mildt sagt sløv dansk januar.

”Klassefesten 2: Begravelsen” levede fuldt op til forventningerne – og lidt til. Filmen er på kun 4 uger blevet set af 494.652 tilskuere og vil langt overgå den originale films publikumstal på 517.799. Omend ”Far til Fire – Onkel Sofus vender tilbage” har haft et pænt tilskuerantal, lever den slet ikke op til forventningerne om denne type film. Mens de øvrige Far til Fire-film er svinget mellem 334.013 og 511.258 tilskuere, er den nye film hidtil blevet set af 262.715 tilskuere og får store problemer med at nå op på forgængernes niveau.

Det tredje aktuelle danske film, ”Kartellet”, havde en mere beskeden åbning med 25.302 tilskuere de første 4 dage. Inklusiv for-premierer er filmen i alt set af 41.547 tilskuere.

Dansk film har på årets to første måneder en markedsandel på 31,6% og 860.479 publikummer har foreløbig fornøjet sig med film fra Dannevang i 2014. Samme periode sidste år resulterede i en markedsandel på 44,0% og 1.411.490 publikummer. Det er en tilbagegang i publikumsantallet på danske film på hele 39,0% i forhold til sidste år.

Efter februar måneds danske bredside, tager dansk film sig dog en gevaldig slapper i marts med kun en enkelt ny film: Søren Balles ”Klumpfisken”.

Det der holder hjulene i gang, er nu engang amerikansk film. Over for de tre danske film, som blev udsendt i februar, stod tolv amerikanske film. Og i marts står en enkelt sølle dansk film over for syv amerikanske. En enkelt dansk film på en måned, kan biograferne ikke overleve på.

Samlet har danske og udenlandske film foreløbig tiltrukket 2.722.582 tilskuere i 2014, det er en samlet tilbagegang på 15,1% i forhold til 2013.

I den risikobetonede showbusiness-sektor, går det som bekendt op og ned.

Starten på 2014 indikerer beklageligvis et – på alle måder – udfordringsrigt år for biograferne.

Marts måned er, som nævnt, overladt til udenlandske, fortrinsvis amerikansk film. Tilskuertallet vil blive båret igennem af ”Hr. Peabody & Sherman”, ”300: Rise of an Empire”, ”The Need for Speed” og ”Captain America: The Winter Soldier”.  Svenske ”Monica Z” er der dog også store forventninger til.

Kim Pedersen, Formand, Brancheforeningen Danske Biografer

Unavngivet