Danske Biografer ansætter direktør

Tidligere formand for Dansk Journalistforbund Lars Werge bliver direktør for biografernes brancheorganisation

Brancheforeningen for de danske biografer skifter nu gear. Organisationen ”Danske Biografer” har i en årrække haft et ønske om at stå tydeligere frem i debatten om filmoplevelser og biografer. Mette Schramm der er konstitueret formand for Danske Biografer ser ansættelsen af Lars Werge som det der skal til at placere biograferne centralt i debatten om filmoplevelser i Danmark.

”Vi har i Danske Biografers bestyrelse længe haft et ønske om, at få biograferne og deres gæsters interesser centralt placeret, når der tales film og særligt dansk film. Det gælder som aktør i de politiske kredse på Christiansborg og i forhold til branchens organisationer og kulturlivet som sådan. Og det gælder også foreningens ansigt i det offentlige rum,” siger Mette Schramm, der til daglig driver biograferne Empire Bio i København og Reprisen i Holte.

”Det var med disse forventninger, at vi opslog stillingen som direktør for Danske Biografer, og vi har været gennem en lang ansættelsesprocedure for at finde den rette til jobbet. Og en enig bestyrelse har nu bedt Lars Werge om at påtage sig ansvaret og pligten. Det forventer vi os meget af,” siger Mette Schramm.

For Lars Werge er der tale om et sceneskifte. Indtil sommeren 2019 var han formand for Dansk Journalistforbund, og han har tidligere arbejdet som journalist ved forskellige dagblade.

”Jeg går til opgaven med stor ydmyghed, men også med høje ambitioner. Gennem ansættelsessamtalerne, og sidenhen gennem gode snakke med formanden og andre fra bestyrelsen, har jeg fået en klar fornemmelse af det potentiale, som Danske Biografer rummer, og jeg har faktisk den ambition at indfri det og løfte organisationen både i offentligheden og overfor politikere og beslutningstagere,” siger Lars Werge.

Den ny direktør starter i jobbet 1. marts. Danske Biografer har adresse i Filmhuset i København, og foreningen organiserer 168 danske biografer.

Danske Biografer rummer alt fra mindre og mellemstore forenings- og privat drevne biografer rundt om i landet, kommunalt drevne biografer primært i Københavns omegn til kunstbiografer og store uafhængige biografer både i København og provinsen. Blandt foreningens medlemmer finder man også de to kæder CinemaxX , som har biografer i Århus, Odense og København og Nordisk Film Biografer som har 23 biografer fordelt over hele landet.

Min opgave er at fastholde og styrke sammenhængskraften og underbygge de fælles interesser i foreningen,” siger Lars Werge.

”Derfor ser jeg blandt andet også en opgave i at komme rundt i landet og få talt med de enkelte biografer. Danske Biografer er til for dem, og det starter med, at jeg som ny direktør kommer ud og lytter til de oplevelser og udfordringer, man har som biograf i Danmark,” siger Lars Werge.

I 2019 blev der i de danske biografer solgt 13,2 millioner billetter. Det er en stigning fra året før på 1,6 %. Andelen af billetter til danske film var på 26,2 %, og dermed under målsætningen for det sidste filmforlig der var på 29%. De to mest sete danske film, ”Jagtsæson” og ”Ser du månen, Daniel”, solgte næsten 500.000 billetter hver.

For yderligere oplysninger:

Konstitueret formand for Danske Biografer, Mette Schramm – 2062 0317

Direktør Lars Werge – 2986 6707