Danske film i sommerperioden

Dansk byder ind med hele otte film i sommerperioden, og så er der alle filmene med dansk islæt.

CHARMØREN (Premiere 17. maj)

DANSKE - CHARMØREN (720x308)

Milad Alami spillefilmdebutere med et et psykologisk drama om iranske Esmail, der desperat prøver at finde en dansk kæreste, så han kan blive i landet. I takt med at tiden løber ud, forelsker Esmail sig uventet i en ung kvinde, og hans fortid indhenter ham. I filmen medvirker Ardalan Esmaili, Lars Brygman, Stine Fischer Christensen, Morten Hee Andersen og Boie Kratfeldt. Filmen får premiere i Danmark med hele 10 filmpriser fra internationale filmfestivaler i ryggen, blandt andet fra filmfestivaler i Chicago, Göteborg og San Sebastián.

SKJOLD OG ISABEL (Premiere 25. maj)

DANSKE - SKJOLD (720x320)

Emil Næsby Hansens dokumentarfilm om to unge mennesker på henholdsvis 17 og 18 år, som ikke længere er kærester, men vil for altid være hinandens første kærlighed. En sårbar og fovirrende tid for de to hen over en lang sommer i København, hvor de prøver at definere hvem de selv er, både som par og hver for sig. De er viklet ind i kærlige følelser og et stærkt venskab, og har svært ved at lade hinanden gå, så for at bryde med sine følelser beslutter Isabel sig for at flytte alene til Barcelona. Men vil deres nye frihed give Skjold og Isabel svarene på hvem de er? Politikens anmelder gik ud af sig selv i begejstring og tildelte filmen maksimalt antal hjerter.

DEN SKYLDIGE (Premiere 14. juni)

DANSKE - DENSKYLDIGE (720x309)

Gustav Möllers film er nok noget af det mest anti-blockbusteragtige man kan forestille sig, men samtidig er filmene en opvisning i hvordan man med ganske få virkemidler kan skabe en yderst vellykket neglebidende spændingsfilm. Politibetjenten Asger Holm besvarer et 112 opkald fra en kidnappet kvinde. Da forbindelsen pludselig bliver afbrudt starter en nervepirrende jagt på kvinden og hendes kidnapper. Med telefonen som eneste redskab kæmper Asger imod tiden for at redde kvinden. Men snart viser det sig, at forbrydelsen er større end Asger først troede. Med Jacob Cedergren ses i den altdominerende hovedrolle.

STOR SOM EN SOL (Premiere 14. Juni)

DANSKE - SOL (720x320)

Kasper Kiertzners dokumentarfilm om det danske rockband The Minds of 99. Efter to kritiker-roste albums er bandet i færd med deres tredje udgivelse; Solkongen. Filmen bevæger sig med rundt fra udsolgte koncerter, til isolation i en bunker og i et langt trip på Bornholm. Med Niels Brandt.

FAR TIL FIRE I SOLEN (Premiere 26. juni)

DANSKE - FARTILFIRE (720x320)

Og så er dansk films mest succesfulde franchise tilbage med et nyt afsnit i den uendelige historie om ”Far til Fire”. Filmen er den attende film i serien. Familien er rejst på tiltrængt solferie, hvor den skal stå på fred, afslapning og familiehygge. Børnene og Onkel Anders vil gerne deltage i hotellets konkurrence om at blive ”årets solfamilie”, men Far har bestemt ikke behov for at bevise noget. Han skifter dog hurtigt mening, da han ser den overperfekte konkurrerende familie bl.a. bestående af Fars gamle skolekammerat, Bjørn Skov… På rollenlisten finder vi Martin Brygmann, Thomas Bo Larsen, Elton Rokahaim Møller, Laura Lavigne Bie-Olsen, Mingus Hellemann Hassing, Coco Hjardemaal, Peder Thomas Pedersen, Maria Erwolter og Jannie Faurschou. Instruktionen har Martin Miehe-Renard stået for.

LANDET AF GLAS (Premiere 19. juli)

DANSKE - LANDETAFGLAS (720x320)

Marie Dalsgaard Rønn og Jeppe Vig Finds fantasy-film om en dreng, som opdager, at der bor elver i de danske skove. Han mødes med en elverpige, som har magisk perle i nakken, som giver evigt liv. Hun er på flugt fra onde mennesker, som vil have fingrene i hendes perle. Blandt de medvirkende møder vi Albert Rudbeck Lindhardt, Signe Egholm Olsen, Mads Riisom og Vigga Bro.

LYKKE-PER (Premiere 30. august)

DANSKE - LYKKEPER (720x321)

Og så kommer Bille August med det helt store danske drama, efter en roman af Henrik Pontoppidan. Filmen handler om den utilpassede præstesøn Peter Andreas Sidenius, der vokser op i Østjylland og hans videre færd. Peter Andreas tager afstand fra det miljø, han kommer fra, så han rejser som 16-årig til København for at studere på Den Polytekniske Læreanstalt. Her læser han til ingeniør. Per, som han nu kalder sig, har en stor plan om at skabe et kanalsystem i Jylland. Med dette ene projekt som formål søger han indpas i kredse i København, som vil kunne finansiere projektet. Herigennem knytter han kontakt til familien Salomon, blandt hvis døtre han skaber en nær kontakt til Jakobe, Via udlandsrejser, kritisk indflydelse fra Dr. Nathan, naturoplevelser, modstand fra finanskapitalen i København, religiøse anfægtelser, et ægteskab med en grundtvigiansk præstedatter finder han endeligt sit kald som vejassistent i Thy, hvor han dør. Esben Smed ses i rollen som Lykke-Per og omkring ham ses en perlerække af danske skuespillere, blandt andre Katrine Rosenthal, Julie Christiansen, Jens Albinus, Rasmus Bjerg og Karl Fischer.

DITLEV OG LOUISE (Premiere 30. august)

DANSKE - DITLEV (720x321)

Ditte Hansen og Louise Mieritz går til filmen og forsøger at gøre ”Klovn – The Movie” kunsten efter. Niclas Bendixen har forsøgt at holde styr på de to damer. Filmen er baseret på DRs tv-serie ”Ditte og Louise”. Ditte og Louise er (stadigvæk) to midaldrende skuespillerinder, som indser, at det eneste, branchen har tilbage at tilbyde dem, er roller som nogens mor eller “gammel luder”. Derfor griber Ditte til en radikal beslutning: Hun klæder sig ud som mand. Og med ét er verden vendt på hovedet! Stik mod forventning får Ditte succes som Ditlev.

 

Nedenstående følger en række film med dansk islæt. Danske talenter udfolder sig jo over hele kloden.

MIT GRØNLAND (Premiere 24. Maj)

DANSKE - MITGRØNLAND (720x329)

”Mit Grønland” er en fransk dokumentarfilm, som handler om en dansk lærer, der ankommer til en lille grønlandsk landsby med 80 indbyggere, som er isoleret fra omverdenen 10 måneder om året. I den altdominerende hovedrolle ses Anders Hvidegaard. Samuel Collardey har instrueret.

SIG DET ER LØGN LUIS (Premiere 7. juni)

DANSKE - LUIS (720x323)

Danske A. Film står bag Christoph Lauenstein og Wolfgang Lauensteins sci-fi familiefilm ”Sig det er løgn Luis”, som er støttet af både DFI og Copenhagen Film Fund. Vi følger den 12-årige Luis, hvis tilværelse ikke er helt normal. Hans far er ufolog og besat af tanken om, at fjendtlige væsener fra det ydre rum en dag vil angribe jorden. Et hæsblæsende eventyr tager sin begyndelse da tre aliens pludselig lander i baghaven… Niels Olsen, Jonathan Spang, Tobias Dybvad og Christian Fuhlendorf har lagt stemmer til den danske version.

VIOLINISTEN (Premiere 21. juni)

DANSKE - VIOLINISTEN (720x318) 

Kim Bodnia medviker i finske Paavo Westerbergs kærlighedsdrama om ambitioner, at opgive og nå sine drømmes mål. Blandt de øvrige medvirkende møder vi Matleena Kuusniemi, Olavi Uusivirta og Samuli Edelmann.

SKYTSENGLEN (Premiere 28. Juni)

DANSKE - SKYTSENGLEN - Kopi (720x317) 

Den finsk/danske spændingsfilm ”Skytsenglen” har Pilou Asbæk i hovedrollen og er optaget i Købehavn. Den 29. marts 1951 trådte den 28-årige Palle Hardrup ind i Landmandsbankens filial på Nørrebrogade. Da han løb ud af banken igen, havde han to liv på samvittigheden. Den sande historie om de såkaldte Hypnosemord. I de væsentligeste roller møder vi Pilou Asbæk, Josh Lucas, Cyron Melville og Rade Serbedzija. Arto Halonen har instrueret filmen.

UNDER TRÆET (Premiere 5. juli)

DANSKE - UNDERTRÆET (720x322)

Det Danske filminstitut har støttet det islandske komedie-drama “Under træet“ af Hafsteinn Gunnar Sigurðsson, som tidligere har gjort sig bemærket med (“Paris of the North”. Vil følger parret Baldwin og Inga, som en dag modtager en klage fra deres nabo. Et stort træ fra parrets have kaster en skygge over deres nabos solterrasse, og hvad starter som en lille konflikt, bliver til en voldsom nabostrid i den hyggelige lille islandske forstad. Med Steinþór Hróar Steinþórsson, Edda Björgvinsdóttir og Sigurður Sigurjónsson.

SKYSCRAPER (Premiere 12. juli)

DANSKE - ROLAND (720x320)

Og sør’me om ikke Roland Møller medvirker i det amerikanske actionbrag “Skyscraper“, som bedst kan karakteriseres som en blanding mellem ”Det tårnhøje helvede” og ”Die Hard”. Dwayne Johnson skal ikke alene redde sin familie fra et brændende højhus, han skal også fange nogle terrorister, og samtidig rense sit navn for falske anklager. Og hvis der en der magter det, er det The Rock. Udover Møller og Johnson medvirker blandt også Pablo Schreiber og Neve Campbell.

PAPILLON (Premiere 23. august)

DANSKE - PAPILLON (720x328)

Som afslutning på filmsommeren, skal vi opleve Michael Noers amerikanske afstikker, filmatiseringen af Henri Charriéres berømte roman ”Papillon”. Filmen handler om Henri “Papillon” Charierre, der bliver dømt til livsvarigt fængsel i Fransk Guyana. Livet som straffefange er hårdt, så Papillon forsøger gentagende gange at flygte og genvinde sin frihed. Charlie Hunnam, Tommy Flanagan og Rami Malek ses i hovedrollerne.