Danske film om 2. verdenskrig er et hit

Danske_soldater_1940 (720x332)

Hele to nye danske film er på vej.

Inden for de senere år har der været en fornyet publikumsinteresse for danske film, som tager udgangspunkt i hændelser i forbindelse med besættelsen.

Vi har set både ”Flammen og Citronen” og ”Hvidsten gruppen” slå box-office rekorder, med henholdsvis 673.764 og 754.824 tilskuere i de danske biografer.

Lige efter 2. verdenskrig var der en meget stor publikumsinteresse for hændelser under krigen. Det resulterede i blandet andet de danske film ”Den usynlige hær”, ”De røde enge” og ”Det gælder din frihed”.

Senere kølnedes publikumsinteressen, om end der fortsat blev produceret en række spillefilm med dette tema. Blandt filmene kan nævnes, med tilskuerantal i parentes efter titlen, ”Drengene fra St. Petri” (256.833), ”En dag i oktober” (4.522), ”Øen i Fuglegaden” (18.419), De nøgne træer (73.035), og ”Forræderne” (133.784).

Den fornyede interesse har nu sat gang i produktionerne af danske film med præcis dette tema og hele to storfilm er på vej:

9. april med premiere 9. april 2015, instrueret af spillefilmsdebutanten Roni Ezra med Pilou Asbæk i hovedrollen. Filmen handler selvfølgelig om den skæbnesvangre dag 9. april 1940, hvor nazisterne invaderede Danmark. Klokken fire om morgenen 9. april indsatte tyskerne 40.000 soldater i Danmark, men det var kun i Sønderjylland, at de danske tropper kæmpede regulært tilbage mod nazisterne. Seksten danske soldater omkom, mens 23 blev meldt hårdt såret, inden regeringen og Kong Christian 10. officielt kapitulerede hen på formiddagen. Det er den formiddag, som ”9. april” skildrer. Det bliver et intenst, karakterdrama med fokus på de unge danske mænd, der var fanget i det storpolitiske spil.

Under Sandet med premiere i 2015, instrueret af manden bag ”Dirch”, Martin Zandvliet. Endnu er ingen skuespillere blevet annonceret. Et af efterkrigstidens mest dystre kapitler danner rammen om denne film. Det bliver en film om had, hævn og tilgivelse – om en gruppe unge drenge, der må stå til regnskab og gå bodsgang på en hel nations vegne. Filmen foregår i dagene efter 2. Verdenskrigs afslutning. Tyskland har kapituleret, fem års tysk besættelse er ovre og regnskabets time er netop indledt. En engelsk konvoj bevæger sig over den dansk-tyske grænse og ombord på flere af køretøjerne sidder unge tyske krigsfanger. De skal udleveres til de danske myndigheder i Sønderjylland. De har tre dage til at lære at afmontere landminer, inden de bliver sendt ud til Vestkysten, hvor de med deres bare næver skal fjerne to millioner tyske miner under ledelse af den danske sergent Carl Leopold Rasmussen. Hadet til tyskerne og minderne om krigen sidder dybt i den danske befolkning såvel som i Carl, der lader al sin vrede regne ned over de tyske krigsfanger, indtil en tragisk hændelse får ham til at ændre sit syn på fjenden; på det tidspunkt har mange dog allerede mistet livet til minerne.