Danskerne låner 4,6 mio. film gratis på bibliotekerne

Af Kim Pedersen, Formand, Brancheforeningen Danske Biografer
I en tid hvor danske filmproducenter jamrer over dårlig økonomi, har bibliotekerne stor succes med gratis udlån af film på DVD. Sidste år steg udlånene på film med 2,6% til 4,6 mio., iflg. Danmarks Statistik
Formanden for Bibliotekschefforeningen, Mogens Vestergaard, bekræfter, at DVDer med gode film er en efterspurgt vare, som der er lange reservationslister til. Selv om kvalitetsfilm i dag kan købes for små penge, vil mange stadig hellere låne dem gratis på biblioteket.
Mogens Vestergaard udtaler i den anledning; ”En film ser man ofte kun én gang, og mange vil måske helst undgå at have en masse DVDer stående og fylde på hylderne i hjemmet.”
Ifølge Mogens Vestergaard skal bibliotekerne i dag have flere materialer, men bruge færre penge til indkøb.
Den samlede bestand af materialer på bibliotekerne faldt fra 2010 til 2011 med 5,5 procent.
Kun for filmenes vedkommende blev der mere at vælge imellem for kunderne.
Mens filmproducenterne mere og mere desperat forsøger at finde nye veje til indtægter, forårsager samme filmproducenter altså samtidig gratis adgang til næsten 1 film pr. dansker om året, og mener et af svarene på disse udfordringer er, at give endnu tidligere gratis adgang til dyrt producerede film – både på TV og biblioteker.
Det vil næppe være utidigt at påstå at filmproducenterne trænger til at blive reddet fra sig selv – på hele filmindustriens vegne.