DB i pressen: Det er forkert at lukke os

Direktør og ejer af kæden MovieHouse, Michael Obel, interviewes til DR TV-Avisen tirsdag 8. december

Der har været massiv efterspørgsel efter holdningen hos de danske biografer og organisationen Danske Biografer omkring nedlukningen af kulturelle og sociale aktiviteter i 38 kommuner.

Således blev direktør Lars Werge interviewet til blandt andet Politiken onsdag, hvor han gav til kende, at “det er svært at forstå for den almindelige biografdirektør, at han skal sende sine medarbejdere hjem. Derfor kommer det til at ramme hårdt mentalt denne gang”.

Også i MediaWatch var direktøren til stede og kaldte det “en kæmpe streg i regningen” for biograferne, at de nu lukkes i de 38 kommuner med virkning fra onsdag d. 9. december.

Berlingske satte fokus på nedlukningen med citater fra Lars Werge:

“Biograferne har haft et hårdt år som følge af nedlukningerne, men det blev bedre i efteråret som følge af danske film som »Druk«. En nedlukning nu vil være et meget stort skridt baglæns (..) Vi skal ikke have vippet for meget ved båden, før en nedlukning kan få varige konsekvenser.”

Onsdag morgen var direktør for og ejer af MovieHouse, Michael Obel, sammen med Lars Werge i interview i TV-Avisen morgen, og løbende har der fra en række medier været fokus også onsdag på, hvordan de danske biografer skal håndtere de kommende ugers udfordringer.

For Danske Biografer er det et kernepunkt, at biograferne endnu ikke har været arnested for smitte af corona. Der er ikke ét rapporteret tilfælde af smitte, der er lokaliseret til en af de knap 170 danske biografer, siden smitten kom til Danmark i februar 2020.

Samtidig er det dybt alvorligt for de biografer, der fortsat kan holde åbent. Disse biografer er henvist til et reduceret filmudbud, fordi en række distributører har besluttet at udskyde premieren på film til starten af 2021 i stedet for i 2020.