De 25 største filmsucceser i 2019

Som Storm P. sagde: ”Det er svært at spå – specielt om fremtiden.” Alligevel er her et forsøg på at identificere de 25 største succeser i 2019.

Ingen tvivl om det bliver et fantastisk Disney-år. I 2019 inviterer Disney på liveaction-udgaver af klassiske fortællinger om ”The Lion King”, ”Dumbo” og ”Aladdin”, samt fortsættelser af Disneys to allerstørste animationssucceser: ”Frozen 2” og Pixar-filmen ”Toy Story 4”.

Disney kommer med de fem ovenstående film til at slå alle rekorder, men det er langt fra alt Disney har at byde på i 2019. Fra LucasFilm kommer ”Star Wars: Episode IX” og fra Marvel kommer ”Untitled Avengers Movie”.

Den bredside vil uden tvivl efterlade de øvrige amerikanske studier i dyb frustration.

Dansk film kommer også med flere potentielle publikumstræffere.

De to Biografklub Danmark-film, May el-Toukhys drama ”Dronningen” med Trine Dyrholm og Michael Noers historiske drama ”Før frosten” med Jesper Christensen. Og følgende film kandidere til en placering i næste års klub-program: Mehdi Avaz’ drama ”Kollision” med Nikolaj Lie Kaas, Cecilie Stenspil, Rasmus Bjerg, Nicolas Bro og Sebastian Jessen, Anders Refns Anden Verdenskrigsfilm ”De forbandede år”, Niels Arden Oplevs ”Ser du månen, Daniel” efter en roman af Puk Damsgård med Anders W. Berthelsen og Esben Smed i hovedrollerne, filmatiseringen af Christian Jungersens ”Undtagelsen” med Danica Curcic, Amanda Collin, Lene Maria Christensen og Sidse Babett Knudsen i  Jesper W. Nielsens instruktion.

Jo, de danske film står på nakken af hinanden i forsøget på at blive indlemmet i biografklubbens program.

Men det er selvfølgelig ikke udelukkende på Biografklub Danmark-film, dansk film vil få succes til næste år. Store forventninger er der ligeledes til Fenar Ahmads storfilm ”Valhalla” med Roland Møller, Ask Hasselbalchs eventyrfilm ”Skammerens datter II: Slangens gave”, og så selvfølgelig den sjette Krumme-film med undertitlen ”Mors gode idé”.

Så alt i alt ser det ud til at blive et solidt dansk filmår i 2019.

Nedenstående listen over de 25 potentielt største succeser i 2019, i prioriteret rækkefølge. Historien har dog vist, at hvert år byder på både overraskelser og skuffelser.

Der skal naturligvis tages forbehold for premieredatoerne. 

1. The Lion King (Premiere 18. juli)

Liveaction-udgaven af Disneys største animations-succes i nyere tid, vil uden tvivl indtage førstepladsen på top 25 i 2019. Den originale animations-udgave blev set af over en million danskere. Filmen handler om løveungen Simba, der engang skal være dyrenes konge efter sin far Mufasa. Men i kulissen lurer Mufasas bror, Scar, der har skumle planer om at overtage kongedømmet. Jon Fevreau, som også stod bag liveaction-udgaven af ”Junglebogen” har instrueret.
Se traileren HER

2. Star Wars: Episode IX (Premiere 19. december)
Den sidste film i trilogien vil uden tvivl generer stor publikumstilslutning. De seneste to ”Star Wars”-film blev set af hhv. 722.882 og 582.910. J.J. Abrams står atter bag roret og filmens væsentligste roller bliver spillet af Domhnall Gleeson, Oscar Isaac, Adam Driver, Daisy Ripley, Lupita Nyong’o, Matt Smith,  Mark Hamill, John Boyega, Richard E. Grant og Billy Dee Williams. Filmen vil selvfølgelig ikke nå sit fulde potentiale i 2019, i denne sammenhæng er det filmens fulde potentiale der vurderes.

3. Frozen 2 (Premiere 19. december)

Søstrene Anna og Elsa vender tilbage i em opfølger til en af Disneys allerstørste succeser, ”Frost”, som for fem år siden blev set af hele 562.961 i Danmark. I mellemtiden er filmens popularitet kun blevet forøget. Filmen er instrueret af de to instruktører af den originale film, Chris Buck og Jennifer Lee. Filmen vil selvfølgelig ikke nå sit fulde potentiale i 2019, i denne sammenhæng er det filmens fulde potentiale der vurderes.

4. Valhalla (Premiere 10. oktober)

Dansk film kan også det med liveaction-udgaver af tegnefilm. Fenar Ahmad bringer os tilbage til Midgård og Valhalla, set gennem øjnene på de to vikingebørn Røskva og Tjalfe. I de væsentligste roller møder vi Roland Møller, Dulfi Al-Jabouri, Reza Forghani, Sanne Salomonsen , Jacob Lohmann, Stine Fischer Christensen og Andreas Jessen. Den originale danske tegnefilm blev set af 578.818.

5. Kollision (Premiere 7. november)

Dansk films fremtid, Mehdi Avaz, som overraskede med debuten ”Mens vi lever”, har trommet nogle af dansk films største stjerner sammen til sit nye drama: Nikolaj Lie Kaas, Cecilie Stenspil, Rasmus Bjerg, Nicolas Bro, Sebastian Jessen, Charlotte Munck, Tommy Kenter og Henning Jensen. Filmen handler om en familietragedie. Sorgen får familien til at falde fra hinanden, og midt i det hele står den ni-årige datter, Liv, der ender som kastebold mellem moren og faren.

6. Untitled Avengers Movie (Premiere 25. april)
2019 byder også på konklusionen i Marvels succes til dato: “Avengers: Infinity War”, som i Danmark blev set af 363.227 tilskuere. Atter skal vi opleve blandt andre Scarlett Johansson, Benedict Cumberbatch, Chris Pratt, Zoe Salana, Jeremy Renner, Robert Downey, Jr. og Chris Evans kæmpe for deres eksistens. Anthony og Joe Russo har delt instruktørstolen.

7. Toy Story 4 (Premiere 29. august)

Pixars allerstørste filmserie får også en fortsættelse i 2019. Woody og Buzz tager på et nyt eventyr for at finde Bo Peep, som Woody er lun på. Josh Cooley har instrueret og Tom Hanks og Tim Allen lægger atter stemmer til. Den seneste film i serien, ”Toy Story 3” bragte 359.532 begejstrede foran biografernes store lærred.
Se traileren HER

8. Kæledyrenes hemmelige liv 2 (Premiere 4. juli)
De populære kæledyr er tilbage, frækkere end nogensinde. Den originale film blive set af 321.795 tilskuere. Kevin Hart, Harrison Ford, Albert Brooks, Jenny Slate, Dana Carvey og Patton Oswalt har lagt stemmer til og instruktionen står Chris Renaud for. En erfaren herre, som udover den orignale ”Kæledyrenes hemmelige liv” også har stået bag ”Grusomme mig”-filmene.

9. Sådan træner du din drage 3 (Premiere 31. januar) 
Vikingen Hikke og hans drage Tandløs er tilbage på nye eventyr. De to foregående film blev set af hhv. 253.667 og 305.797. Franchisen har således en stigende formkurve. Dean DeBois, som også stod bag de to først drage-film, står for instruktionen og blandt de originale stemmer skal vi opleve blandt andre Kristen Wiig, Cate Blanchett, Gerard Butler, T.J. Miller og Jonah Hill.
Se traileren HER

10. Dumbo (Premiere 28. marts)

Gensyn med en af Disneys mest elskede figurer: Elefanten med de ekstaordinære evner. Tim Burtin står for instruktionen og han har også tidligere stået bag live-action versionen af ”Alice i Eventyrland”, som blev set af 308.081 tilskuere. I hovedrollerne ses Danny DeVito, Alan Arkin, Eva Green, Colin Farrell og Michael Keation.
Se traileren HER

11. Dronningen (Premiere 28. Marts)

Trine Dyrholm i sit livs rolle i May el-Toukhys drama om den perfekte kvinde med det perfekte liv. Men da hun forfører sin 17-årige stedsøn, Gustav, sætter hun alt over styr. Fortællingen om begærets pris og løgnens magt og er et portræt af et menneske, der drages mod et valg med uoverskuelige konsekvenser. Stedsønnen spilles af Gustav Lindh.  

12. De forbandede år (Premiere 25. december)
Anders Refn kommer med den ultimative film om Anden Verdenskrig. Med udgangspunkt i en velhavende dansk familie, gennemleves Anden Verdenskrig med alle de dilemmaer, udfordringer og konflikter krigen udløser. Rollebesætningen er endnu ikke offentliggjort. Filmen vil selvfølgelig ikke nå sit fulde potentiale i 2019, i denne sammenhæng er det filmens fulde potentiale der vurderes.

13. Aladdin (Premiere 23. maj)

I rækken af live-action udgaver af Disneys klassikere er turen kommet til ”Aladdin”. Filmen handler om den kække, småkriminelle Aladdin, hans romance med Jasmine og den magiske, ønskeopfyldende Lampens ånd. Guy Richie står for instruktionen. Mena Massoud er Aladdin, og i rollerne som hhv. Jasmine og Lampens ånd ses hhv. Naomi Scott og Will Smith. Den originale tegnefilm blev set af 522.382 tilskuere i Danmark.
Se traileren HER

14. Untitled Jumanji: Welcome to the Jungle Sequel (Premiere 25. december)
Ny film om det mystiske jungle-spil, som man er nødt til at gennemføre for at overleve. Jake Kasdans opfølger til succesfilmen fra 2017, som blev set af 302.578. Og hele kvartetten fra den første film er tilbage i junglen: Karen Gillian, Dwayne Johnson, Jack Black og Kevin Hart. Filmen vil selvfølgelig ikke nå sit fulde potentiale i 2019, i denne sammenhæng er det filmens fulde potentiale der vurderes.

15. It: Chapter 2 (Premiere 5. september)
Gyserfænomenet “It“ får selvfølgelig sin fortsættelse. Endnu engang er det Andy Muschietti som står bag kameraet og endnu engang skal vi opleve Bill Skarsgård som klovnen Pennywise. Filmen foregår 27 år efter den første, og følger Tabernes Klub som voksne, hvor de syv venner igen mødes i Derry for at bekæmpe det onde, i form af dræber-klovnen Pennywise. På rollelisten står også stærke navne som Jessica Chastain, James McAvoy og Bill Hader. Originalen blev set af 242.130 gæster i danske biografer.

16. Undtagelsen (Premiere 29. august)

Filmatiseringen af Christian Jungersens roman, som er solgt i over 200.000 eksemplarer. Danica Curcic, Amanda Collin, Lene Maria Christensen og Sidse Babett Knudsen spiller hovedrollerne i Jesper W. Nielsens nye thriller. Filmen fortæller historien om Iben og Malene, der begge modtager dødstrusler, og det går op for dem, at deres arbejde på Dansk Center for Information om Folkedrab har bragt dem i livsfare. Mistanken lander på en serbisk krigsforbryder, som de skriver artikler om. Men da en sag om mobning på kontoret eskalerer, begynder de langsomt at overveje, om ondskaben kunne komme fra dem selv.

17. Skammerens datter II: Slagens gave (Premiere 24. januar)
Fortsættelse af Lene Kaaberbøls historier, instrueret af Ask Hasselbach. Det er ham med “Antboy“-filmene. Med et budget på over 37 millioner kroner, er der ingen tvivl om der venter os noget spektakulært. Dina, familien og fyrstesønnen Nico lever på flugt fra Drakan, som er ved at indtage Højlandet. Davin og Nico tages til fange, og Dina må ud på en farefuld færd med sin ukendte far Sezuan for at befri dem. På rollelisten møder vi Jacob Oftebro, Allan Hyde, Søren Malling, Dejan Cukic, Stina Ekblad og Peter Plaugborg. Den originale film blev set af 218.825 tilskuere.
Se traileren HER

18. Krummerne : Mors gode idé (Premiere 1. September)
Nyt opus kommer der også fra en af dansk films mest succesfulde filmserier. Endnu engang skal danske familier glædes over de karakterer vi møder i Thøger Birkelands populære bogserie. Hverken instruktør eller skuespillerliste er blevet offentliggjort. Filmen er den sjette i serien og den sidste film i serien blev set af 223.431 tilskuere.

19. Ser du månen, Daniel (Premiere 19. september)
Beretningen om en af de mest spektakulære kidnapningshistorier i nyere tid, da den unge danske fotograf Daniel Rye sad som gidsel i 398 dage hos terrororganisationen Islamisk Stat i Syrien sammen med 23 andre udlændinge. Den anmelderroste bog af Puk Damsgård, som er solgt over 100.000 eksemplarer, filmatiseres af Niels Arden Oplev. Hovedrollerne er besat af Anders W. Berthelsen og Esben Smed.

20. Før frosten (Premiere 10. januar 2019)
Michael Noer står bag en af de bedste danske historiske film i rigtig, rigtig lang tid. Der hersker trange kår på landet i det 19. århundrede og med udsigten til endnu en hård vinter, står bonden Jens overfor et ubærligt valg. Hvis familien skal overleve vinteren må han indgå en pagt med storbonden på den nærliggende gård og give afkald på sin egen moral og det dyrebareste han ejer i et forsøg på at sikre dem alle et bedre liv. I hovedrollerne ses Jesper Christensen, Clara Rosager, Ghita Nørby, Elliott Crosset Hove, Magnus Krepper, Gustav Dyekjær Giese og Oscar Dyekjær Giese.
Se traileren HER

21. Alita: Battle Angel (Premiere 14. februar)
I erkendelse af man ikke kan nå det hele, overlod James Cameron instruktørstolen på et af hans hjerteprojekter til Robert Rodriguez. Filmen handler om den kvindelige cyborg Alita. Hun bliver dusørjæger efter at være blevet reddet fra skrotning af professor Ido, som omprogrammerer hende. I filmens væsentligste roller møder vi Rosa Salazar, Eiza González, Jennifer Connelly, Christoph Waltz og Jackie Earle Haley. Baseret på Yukito Kishiros manga-serie ”Battle Angel Alita”.
Se traileren HER

22. Green Book (Premiere 21. februar)
Peter Farrelly som ellers, sammen med sin bror, har stået bag komedier som ”Dum og Dummere” og ”Helt vild med Mary” har denne gang kastet sig over et noget mere seriøst emne. En udsmider af italiensk afstamning bliver chauffør for en sort klassisk pianist, på en turné gennem sydstaterne i 1960’ernes USA. Bogens titel refererer til en grøn bog, som dengang anviste hvilke hoteller og restauranter, der bød sorte velkommen. Filmens altdominerende hovedroller er besat af Viggo Mortensen og Mahershala Ali fra ”Moonlight”.
Se traileren HER

23. Once Upon a Time in Hollywood (Premiere 25. juli)
Til sommer er Quentin Tarantino klar med sin nye stjernespækkede krimithriller med Leonardo DiCaprio, Brad Pitt, Margot Robbie, Kurt Russell, Tim Roth, Zoë Bell og Michael Madsen. Filmen foregår i Los Angeles, sommeren 1969 og filmen fokuserer på en mandlig tv-skuespiller, som har medvirket i en hit-serie og er på udkig efter en vej ind i filmindustrien. Hans kammerat er på udkig efter det samme. Det rædselsvækkende mord på Sharon Tate og fire af hendes venner, udført af Charles Mansons kult, lurer i bag filmens hovedhistorie.

24. Rocketman (Premiere 30. maj)

Med den succes som er kommet Freddie Mercury og ”Bohemian Rhapsody” til del, rejser det forventningerne til Elton John og ”Rocketman”. Filmen er da også instrueret af Dexter Fletcher, som  har stået bag kameraet på førstnævnte. Filmen følger Elton Johns start på sin karriere, da han var på Royal Academy of Music og samarbejdet med Bernie Taupin. I rollen som Elton John ses Taron Egerton.
Se traileren HER

25. Spider-Man: Far From Home (Premiere 11. juli)
Tom Holland gentager sin rollen som Spidey, som i sidste ombæring blev set af 161.133 tilskuere. Instruktøren, Jon Watts, er ligeledes en genganger. I filmens øvrige roller møder vi Zendays, Jake Gyllenhaal, Michael Keaton, Samuel L. Jackson og Marisa Tomei.