”Den Danske Pige” imponerende fra start i biograferne

B115_C002_0304UA

Danskerne har taget flot imod den internationale storfilm ”Den danske Pige”, som i åbningsweekenden har solgt hele 42.649 billetter inkl. snigpremierebilletter.

Tom Hoopers og Working Titles’ internationale storfilm ”Den danske Pige” om Lili Elbe og Gerda Wegener har trukket et stort dansk publikum ind i biografmørket i filmens åbningsweekend. Trods heftig konkurrence fra ”X factor” om fredagen og ”Bedrag” om søndagen, er ”Den danske pige” kommet særdeles flot fra start og har efter blot fire dage i biograferne solgt hele 42.649 biografbilletter inkl. snigpremierebilletter.

Hos filmens danske distributør UIP er der stor tilfredshed oven på den flotte åbningsweekend. Direktør Michael Berg udtaler:
– Det er med stor glæde at biografpublikummet i hele Danmark har taget ”Den Danske Pige” i sin favn og anbefaler den så positivt, og filmens succes er fuldt fortjent.

Copenhagen Film Fund er filmens danske co-producent og muliggjorde, at den bl.a. blev optaget i København. Direktør Thomas Gammeltoft udtaler:
– Det er en meget stor glæde for mig og Copenhagen Film Fund at have været med til at lave en film, som både underholder, fortæller en vigtigt historie og hiver publikum i biffen og så i tillæg hertil skaber vækst og beskæftigelse i Danmark. Det er gevinst på alle hylder og vidner kun om det helt nødvendige i en fond, som Copenhagen Film Fund, der gør det attraktivt at komme hertil for at producere.

Om filmen

”Den Danske Pige” er den usædvanlige kærlighedshistorie inspireret af det danske kunstnerpar Einar og Gerda Wegener, spillet af Eddie Redmayne og Alicia Vikander, hvis ægteskab og arbejde udfordres, da Einar begynder en rejse for at blive den første kønsskifteopererede kvinder i verden, Lili Elbe. Filmens manuskript er baseret på David Ebershoffs roman ”Den Danske Pige”, der for nylig er blevet genoptrykt hos Lindhardt og Ringhof.

I marts 2015 blev store dele af ”Den Danske Pige” optaget i København. Copenhagen Film Fund investerede 6 millioner kroner i filmen, hvilket muliggjorde at den blev optaget ’on location’ i det inde København, hvor Lili Elbe, der på det tidspunkt stadig hed Einar Wegener, boede med sin kone Gerda Wegener.

”Den Danske Pige” havde premiere i de danske biografer d. 4. februar.