DOXBIO laver ”biograf on demand”

DB - ABLACKONDEMAND (720x333)

Den 4. oktober lancerer DOXBIO et nyt initiativ, DOXBIO ON DEMAND, der gør det risikofrit at være med på dokumentarfilm-vognen. Måske har I lyst til at vise dokumentarfilm, men er bange for tomme sale?

Konceptet er ”biograf on demand” og går grundlæggende ud på, at biografgæster selv kan oprette filmvisninger og selv markedsfører dem. Sitet udbyder alle de dokumentarfilm, DOXBIO har rettighederne til.

Først vælger man den film, man gerne vil se, så vælger man den biograf man gerne vil se den i. Herefter vælger man mellem de datoer/tidspunkter, biografen har udbudt og herefter køber man en billet til visning.

Der bliver angivet et forudbestemt antal billetter, der skal være købt til visningen, før den bliver til noget. Bliver der ikke solgt det minimum antal billetter, får dem der har købt billet, automatisk pengene tilbage og biografen kan programlægge en anden film.

Ved billetkøb får du besked om, hvor mange billetter der skal være købt inden hvornår for at din visning bliver til noget, og du får nogle redskaber til at gøre opmærksom på visningen i dit netværk. Herefter får du op til deadline reminders med besked om hvor mange billetter, der mangler at blive købt.

Det er også muligt at oprette eventindhold. DOXBIO kan have lagt nogle muligheder ind centralt fx instruktørbesøg eller noget sponsoreret indhold, men det er også muligt for den enkelte biograf eller personen, der oprettede visningen, at byde ind med noget eventindhold.
Når det kommer til dokumentarfilmpublikummet ved vi, at de er i den aktive del af biografpublikummet, de er ofte engageret i interessegrupper omkring de emner, filmene handler om. Det er derfor oplagt, at DOXBIO ON DEMAND vil blive brugt af foreninger og andre lokale communities til at arrangere gruppevisninger.

Når vi går i biografen, gør vi det som regel, fordi vi har lyst til at dele vores filmoplevelse med andre. Det er nemt at se film hjemmefra fra sofaen eller computeren, men det sjovere at gå i biografen sammen! DOXBIO ON DEMAND gør det både nemmere og endnu sjovere at se dokumentarfilm i biografen.

Systemet er udviklet i samarbejdet med ebillet og bliver integreret med billetsystemet. DOXBIO ON DEMAND kan også bruges af biografer med andre billetsystemer, men er ikke integreret i disse.

For biografen er det en ny måde at inddrage publikum. Det må forventes at give flere publikummer til filmene. Det kan være en måde at udnytte kapaciteten på skæve tidspunkter. Og det kan være den risikofrie måde at tilbyde dokumentarfilm i biografen.

Vilkår: Filmleje 50 % første uge, herefter 40%, ingen minimumsleje

Praktik:
Vil du som biograf være med, så skriv til katrina@doxbio.dk. Du vil blive spurgt til:

  1. Hvilke dage/tidspunkter biografen kan afsætte
  2. Hvor lang tid i forvejen biografen skal vide, om en visning bliver til noget eller ikke?
  3. Hvor mange billetter, der som minimum skal være solgt for, at biografen vil lade visningen blive til noget?

    NB: DOXBIO opererer med 4 mdr. hold back på vores premierefilm og 1 mdr. ved de såkaldte eventdistributioner. En stor del af filmene i DOXBIO ON DEMAND vil være repriser, hvor hold back reglerne ikke er relevante.

    DOXBIO ON DEMAND er støttet af Biografklub Danmark Fonden, Det Danske Filminstitut og Danske Filminstruktører.