DR-analyse af filmbranchens udfordring er sprængfyldt med fejl

db - per juul carlsen

Netop som Informations filmredaktør Christian Monggaard har givet sine læsere et helt fejlagtigt grundlag for at vurdere filmbranchens store udfordring, følger Monggaards tro væbner, DR’s filmredaktør Per Juul Carlsen, lige i hælene. Man kunne ellers have håbet på det statslige Danmarks Radio havde en noget højere standard for deres analyser, men nej.

Carlsens fejlbehæftede artikel på DR Kultur kan læses her: http://mobil.dr.dk/smartphone/#artikel/nyheder/kultur/film/analyse-lanceringen-af-danske-film-halter-bagefter

I stedet for at bringe klarhed i forbindelse med en yderst vanskelig problematik, bidrager de to herrer kun med yderligere forvirring. På den måde løses filmbranchens problemer overhovedet ikke, og filmredaktørernes læserskare bliver i al fald ikke klogere på problematikken, med alle lægmandsræsonnementerne som fosser ud af filmjournalisternes taster.

Per Juul Carlsens analyse er, ligesom Christian Monggaards, sprængfyldt med fejl og misforståelser.

Juul Carlsen skriver biograferne er blevet færre og den himmelråbende fejlagtige påstand bliver fremsat netop på et tidspunkt, hvor der netop er åbnet nye biografer i Aalborg Syd, Fields og Herlev. Og der er endda nye biografer på vej i Køge, Frederikssund, Sønderborg, Østerbro, Haderslev og Hørsholm. Faktisk har antallet af biografer pt. aldrig været højere i mere end 30 år og antallet af biografsale er på nippet til at slå alle rekorder. Faktisk er vi tæt på at have et historisk højt antal biografsale i Danmark. Det kan undre det faktum er forbigået Carlsens opmærksomhed.

Carlsen skriver også at holdback-perioden, dvs. perioden der går fra biografpremiere til udsendelse på dvd og vod, er 4½ måned. Faktuelt arbejder den danske filmbranche med udsendelse af film til home entertainment-sektoren på helt ned til tre måneder. Biograferne har udvist stor imødekommenhed for give filmproducenterne optimale muligheder i forfølgelse af deres håb om højere indtægter, på et tidspunkt hvor home entertainment-sektoren har bragt filmbranchens samlende indtægter er i frit fald. Om denne imødekommelse vil få den ønskede effekt, afventer vi fortsat resultatet på. Men foreløbig må vi konstatere at alle eksperimenter på området i Danmark er blevet hemmeligstemplet, så vi ved faktisk intet om resultaterne af disse eksperimenter. Måske det var et område journalisterne skulle kaste sig over, i stedet for at blæse i misforståelsernes bål.

Overordnet må man dog konstatere, at biografernes holdback-periode til stadighed er blevet afkortet siden begyndelsen af 80’erne, ved videoens fremkomst, uden dog at være årsag til at filmbranchen har tjent flere penge. Så det håndtag er beviseligt ikke det rigtige at dreje på, hvis der fortsat skal kunne opretholdes høj diversitet, volumen og kvalitet i danske spillefilm. Det er jo som at operere på det raske ben, for at helbrede det syge.

Endvidere viser al erfaring, at hvis publikum ikke vil betale for at se en film i biograferne, vil de heller ikke betale for at se dem i hjemmet og så er det komplet ligegyldigt hvor lang tid efter biografpremieren de udsendes i home entertainment-sektoren.

Samtidig afslører Carlsen ubevist dansk films enorme problem, i forbindelse med de udfordringer filmbranchen står overfor fremhæver filmredaktøren, at ”Smukke mennesker” blev set af 5000 tilskuere i biograferne, men 200.000 så med, da filmene blev vist på free-tv. Ja, når filmene bliver vist gratis har de et stort publikum. Det sker gennem både DR, TV2 og pirattjenester. Problemet er blot, at det kan ikke sikre den danske filmbranche de indtægter, som er nødvendige for fremtidig opretholdelse af en filmproduktion i Danmark.

Mange fremhæver de ændrede forbrugsvaner i forbindelse med film og at man skal imødekomme de nye forbrugsvaner. Ja, forbrugerne vil have fri tilgængelighed på alle tænkelige måder, og de vil ikke betale ret meget for det. Og hvis prisen bliver for høj, ser de blot piratkopierede film i stedet for. Tidligere blev en pris fastsat efter udbud og efterspørgsel, men nu skal prisen altså fastsættes efter alternativet ”gratis adgang på pirattjenester”. I øvrigt findes pirateri ikke på danske film så længe de vises i biograferne, det er først når filmene netop er tilgængelige på talrige legale digitale platforme, pirateriet opstår,  

Resultatet vil i sidste ende være at forbrugerne vil få fri tilgængelighed til … ingenting. En vare kan nemlig ikke produceres, såfremt udsalgsprisen nægtes at afspejler produktionsomkostningen.

Denne konsekvens burde angivelige filmelskere, som Carlsen og Monggaard, nu hellere bruge deres energi på at præsenterer deres læsere for, i stedet blot at forvirre begreberne.

Man får nærmest indtrykket af at Carlsen må hade biograferne, hvis økonomi dog holder hånden under hele filmindustrien, når han føler anledning til at fremhæve ét enkelt uheldigt biografbesøg – ud af millioner og atter millioner lykkelige tilfælde – fra Gøteborg!

Nogen skal jo bidrage økonomisk hvis spillefilm fortsat skal kunne produceres, og her spiller biograferne en større og større rolle. I år 2000 bidrog biograferne med 30 procent af filmproducenternes indtægter, i dag er tallet op mod 60 procent. Og det er ikke fordi biograferne omsætter nævneværdigt mere, men fordi forbrugerne ikke vil betale en særlig høj pris for at se filmene i hjemmet. Faktisk bidrager streamingtjenesterne med sølle 9 procent af filmproducentens indtægter. Og det er altså den verden Carlsen gerne ser filmbranchen omfavne. Det bliver enden på spillefilmsproduktion.

Små film har der altid været. Der har altid været film som ingen gad se. Årsagen til de ikke kan spille sig hjem, er dog ikke biografernes, men derimod at forbrugerne ikke vil betale  ret mange penge for at se filmene i hjemmet. Og så er det komplet ligegyldigt hvornår de stilles til forbrugernes rådighed.

Når Carlsen påstår at færre film trækker rigtig mange mennesker i biografen, taler han mod bedrevidende. Faktisk er top 20-filmenes andel af det samlede tilskuerantal faldet de seneste tre år.

Det er ikke biograferne som hindrer direkte udsendelse på de digitale medier, det er bare at gå i gang. Af verdens årlige samlede spillefilmproduktion på 4500 spillefilm, viser biograferne 250. Så biograferne har for længst erkendt ikke at kunne vise alt.

Og nej, der vil aldrig findes en smart måde at tjene penge på de digitale medier, når konkurrenten er gratis adgang til filmene på pirattjenester. Man har aldrig – og vil aldrig – kunne konkurrere med gratis.

Og nej, I Norge vil der ikke blive vist ’premiereaktuelle’ film på de digitale tjenester, der vil kun være tale om de allerstørste filmflops og de vil først blive udbudt når filmene er færdigudspillet i biograferne. Man skal også her tænke på at langt de fleste biografer er kommunalt ejet i Norge og de norske skatteydere dermed dækker risikoen, i forbindelse med dette eksperiment.

I både England og USA lejer producenten biograferne til disse forsøg, for at friholde biograferne for risiko i forbindelse med forsøg som i al væsentlighed vil lukke biograferne og køre filmindustrien i sænk.

Uanset hvordan man vender og drejer det, kræver filmproduktion indtægter til at dække produktionsomkostningen. Det er yderst beklageligt at så få er villige til at anerkende dette faktum.