DR’s store serie “Grænseland” på lærredet i grænselandet

På en græsmark uden for Rødekro ved Aabenraa havde Kinorama-ejer Per Matthiesens midlertidige drive-in biograf fredag gallapremiere på DR-serien “Grænseland”

Søndag aften (17. maj) viste Danmarks Radio det første afsnit af den dramadokumentariske serie “Grænseland”. Her gennemgås dele af den dramatiske historie, som Nord- og Sydslesvig, Danmark og Tyskland har været igennem.

En historie, der i 2020 skulle have været markeret ved store fejringer af, at det i år er 100 år siden, at Sønderjylland “kom hjem” til Danmark ved Genforeningen.

Men coronaen har også her medført ændrede planer. Forsamlingsforbud mv. betyder, at langt de fleste af de planlagte arrangementer er blevet aflyst.

DR-serien “Grænseland” er dog blevet gjort færdig. Men lanceringen af serien blev også ændret – egentlig var det DR’s ide, at man ville lave en galla-visning på Gram Slot i Sønderjylland for et indbudt publikum.

Men i stedet valgte DR at entrere med Kinorama-ejer Per Matthiesen (Aabenraa og Sønderborg), der i de seneste uger har haft åbent for publikum i biler på en plads i industrikvarteret ved Rødekro-afkørslen på motorvejen i Sønderjylland.

Selve lærredet – på 10 x 16 meter – lejer Per Matthiesen hos Jesper Meng, Jespers Rejsebio, og fredag aften var d’herrer travlt optaget af at få lærredet pustet op og surret fast; der var en ret hård blæst, men det lykkedes at få det hele op at stå.

Lærredet på 10 x 16 meter bliver pustet op og surret fast

Herefter kunne de godt 140 biler stille FM-radioen ind på den valgte frekvens, og lytte først til en kort præsentation og debat med blandt andet hovedrolle-indehaver i serien, skuespilleren Lars Mikkelsen, og DR’s kulturdirektør Henrik Bo Nielsen (tidligere direktør for Det Danske Filminstitut).

Herefter blev det første afsnit vist, da klokken var blevet 21.45, og mørket var faldet behørigt på.

En drive-in biograf kræver, at det er lidt mørkt

Den sønderjyske biograf har kørt en række forestillinger som drive-in biograf de seneste uger. Senest i lørdags, dagen efter DR-visningen, hvor “Bad Boys for life” blandt andet var på programmet.