“Druk” avancerer i Oscar-kapløbet

“Druk” er nu shortlistet til Oscar-statuetten som bedste udenlandske film 2020 (Pressefoto: Nordisk Film Distribution)

Natten til onsdag (10. februar) annoncerede Oscar-komiteen i USA, hvilke film i ni forskellige kategorier, den har udvalgt til prisernes såkaldte shortlist.

Mest interessant for den danske filmbranche var selvfølgelig, at Thomas Vinterbergs biograf-hit “Druk” avancerede. Filmen solgte godt 800.000 biografbilletter i efteråret 2020, og den har allerede modtaget en række priser både i Danmark og internationalt.

Shortlisten består af disse 15 film (med den engelske titel, bortset fra “Druk”):

  • Bosnien-Herzegovina: “QUO VADIS, AIDA?”
  • Chile: “THE MOLE AGENT”
  • Tjekkiet: “CHARLATAN”
  • Danmark: “DRUK”
  • Frankrig: “TWO OF US”
  • Guatemala: “LA LLORONA”
  • Hong Kong: “BETTER DAYS”
  • Iran: “SUN CHILDREN”
  • Elfenbenskysten: “NIGHT OF THE KINGS”
  • Mexico: “I’M NO LONGER HERE”
  • Norge: “HOPE”
  • Rumænien: “COLLECTIVE”
  • Rusland: “DEAR COMRADES!”
  • Taiwan: “A SUN”
  • Tunesien: “THE MAN WHO SOLD HIS SKIN”

Det Danske Filminstitut (DFI) har opgjort den videre vej for “Druk” til at blive endeligt nomineret:

Vejen til Oscar-festen

Akademimedlemmer fra alle faggrupper har mulighed for at tilmelde sig den kommende afstemningsrunde om, hvilke fem film der går videre – i modsætning til de andre kategorier med forhåndslister, hvor det kun er medlemmer af den relevante faggren, der kan votere. Selve afstemningen finder sted mellem 5. og 10. marts.

De fem film, der ender med at opnå en nominering i kategorien Internationale Spillefilm, bliver offentliggjort sammen med alle de øvrige Oscar-nomineringer den 15. marts. Den 93. Oscar-prisuddeling finder sted i Dolby Theatre I Los Angeles den 25. april.