“Druk” blandt årets bedste film

“Druk” har fået flere filmpriser, og nyhedsmagasinet “Indiewire” anser den danske film som én af de bedste i 2020 (Pressefoto)

“Thomas Vinterbergs opslugende, sorte komedie forandres til en livagtig og fascinerende fortælling om sprut, med Mads Mikkelsens stærke, utilpassede præstation som det vibrerende centrum. For første gang siden deres intense karakterstudie i “Jagten” fra 2012, er den danske skuespiller og instruktøren (Thomas Vinterberg, red.) gået sammen.”

Sådan skriver net-magasinet Indiewire.com i begrundelsen for, at Zentropa-filmen “Druk” er blandt årets 50 bedste film overhovedet.

Dette understreges også af, at filmen for nylig hentede hele fire priser ved “den europæiske Oscar”, og hæderen til Thomas Vinterbergs film går også på, at “Druk” er det danske bud på en nominering til at vinde den rigtige Oscar til foråret 2021.

Listen i Indiewire er blevet offentliggjort netop på den dag i uge 51, hvor de sidste danske biografer måtte slukke og lukke for gæster som følge af de intensiverede retningslinjer.

Dermed står det klart, at antallet af solgte billetter i 2020 til filmen ikke kommer højere – men med mere end 800.000 billetter er “Druk” uden sammenligning den mest sete danske film i år. Det fremgår af DFI’s oversigt.