“Druk” rydder bordet for priser

“Druk” er blevet hædret med fire priser ved European Film Awards. Her Thomas Bo Larsen i rollen som Tommy (Foto: PR – Nordisk Film)

Fire nomineringer endte i fire hæderspriser for “Druk” ved lørdagens European Film Awards.

Den succesfulde danske film fik disse titler:

  • Bedste film
  • Thomas Vinterberg – bedste instruktør
  • Tobias Lindholm og Thomas Vinterberg – bedste manuskript
  • Mads Mikkelsen – bedste skuespiller

Dermed fortsætter Zentropa-filmen sin sejrsgang. Allerede for et par måneder siden fik filmens kvartet i hovedrollerne – Mads Mikkelsen, Magnus Millang, Lars Ranthe og Thomas Bo Larsen – i fællesskab en hæderspris for årets bedste skuespil-præstation.

Det skete, da de fik “Sølvmuslingeskallen” ved festivalen i San Sebastian i slutningen af september måned.

“Druk” har solgt godt 800.000 billetter i de danske biografer, oplyser distributøren via Det Danske Filminstitut.