“Druk” sprænger rammerne

Mere end en kvart million har allerede set “Druk” (PR-foto)

Det er sjældent, at en film går bedre i den anden weekend, end den gør i premiere-weekenden. Ikke mindst når premiere-weekenden er god.

Men den danske film “Druk” sprænger lige nu alle rammer. Efter en åbning 24.-28. september, hvor næsten 100.000 så filmen, så er billetsalget i den forgangne weekend steget med 20 procent i de danske biografer.

Dermed har mere end 260.000 danskere nu set filmen med Mads Mikkelsen, Magnus Millang, Thomas Bo Larsen og Lars Ranthe i de centrale roller.

De fire fik i sidste weekend som kvartet prisen for bedste mandlige skuespiller/hovedrolle ved festivalen i San Sebastian. Og filmens instruktør, Thomas Vinterberg, har modtaget en stjerneregn af gode anmeldelser fra størstedelen af det danske kritikerkorps.