Eini Carina fylder Politikens læsere med øregas

Af Kim Pedersen, Formand, Brancheforeningen Danske Biografer.

Eini Carina efterlyser i Politiken den 24. november flere film af kvindelige instruktører og det er hende en gåde danske biografer ikke gør mere for filmkunsten. Læs artiklen HER

Den største gåde er dog, hvordan Politiken kan slippe skribenter løs, som skriver direkte mod bedrevidende og fylder avisens sagesløse læsere med øregas. 

Danske biografer gør så sandelig noget for filmkunsten, de bestiller faktisk ikke andet, og jo, der vises så sandelig også i rigt mål film af kvindelige instruktører. 

Antallet af film udsendt i danske biografer er eksploderet. I 1992 blev der udsendt 139 film i danske biografer, dette tal er – takket være digitaliseringen – eksploderet til sidste års 246 film. Altså næsten en fordobling. Og da antallet af amerikanske film er nogenlunde det samme i 1992 og 2017, er det først og fremmest europæisk filmkunst som bliver tilgodeset i den helt store stil. 

I 1992 stod kvindelige filminstruktører bag 10 film på biografernes repertoire (eller syv procent af totalen) og i 2017 er dette tal øget til 45 film (eller 18 procent af totalen). 

I 2017 bragte mandlige instruktørers i gennemsnit 51.797 betalende biografgæster foran lærredet, kvindelige instruktørs film 20.119.

Udover det almindelige program lægger danske biografer sale til en lang række filmfestivaler, og jo, Cinemateket er så sandelig også en dansk biograf. 

Der er dog nogle fundamentale økonomiske forhold Eini Carina øjensynligt ikke er klar over, i forbindelse med filmenes vej til danske biografer. Danske biografer har ikke frit valg på alverdens filmhylder. Forudsætningen for en films visning i danske biografer, er at en filmimportør hjemtager en film til det danske marked. Filmimportører er folk der med privat risikovillig kapital investere i rettigheden til at udsende film i danske biografer.  

Og ja, der skal sør’me betales ´up front’ for disse rettigheder. Bag selv det mest tilforladelige kunstværk af en kvindelig instruktør står en grum salgsagent, hvis opgave det er at tjene så mange penge til filmen som overhovedet muligt. Dette rettighedssalg er forudsætningen for at filmen i det hele taget kan produceres. 

Så filmens vej til danske biografer er altså mere kompliceret end Eini Carina øjensynligt er klar over. Først skal en dansk filmimportør fatte interesse for filmen og så begynder forhandlingerne med filmens salgsagent. I mange tilfælde er salgsagentens ambitioner, om salgspris for det danske marked, alt for høj til at der kan bringes rentabilitet i importen. De forventede indtægterne fra biograferne skulle jo gerne harmonere med den pris salgsagenten forlanger. Og hvis de to tal ikke harmonere positivt, kan den danske filmimportør jo gå nedenom og hjem.   

Pengetræer findes ikke i filmens verden. Det er iskolde kontanter som gælder, og kan så sandelig lægge hindringer ud for import af kunstfilm. Det Danske Filminstitut har kun råd til at støtte importen af 15 udenlandske film årligt.  

Det er således ikke danske biografer som er årsagen til, at de film Eini Carina efterspørger ikke importeres. Det er økonomien i filmimport til det danske marked der forhindrer det.