Ejerskifte hos Kosmorama i Haderslev

Claus Thygesen blive eneejer af Kosmorama i Haderslev fra årsskiftet 2020-2021 (Foto: Kosmorama)

Biografen Kosmorama i Haderslev er igennem de seneste 3 år blevet drevet i et partnerskab mellem Torben Jølnæs og Claus Thygesen. Dette partnerskab blev skabt i forbindelse med opførelsen af Haderslevs nye luksusbiograf på Jomfrustien og har været rammen om at manifestere Kosmorama som en af Sydjyllands mest moderne og betydende biografer.

Udviklingen i biografen er gået stærkt og dette ses bl.a. ved at Kosmorama netop er blevet kåret som
Gazelle-virksomhed 2020 – en anerkendelse, som uddeles af Dagbladet Børsen til virksomheder, der har opnået markant vækst over de seneste år.

Den positive udvikling vil i fremtiden blive varetaget med Claus Thygesen alene ved roret, når han pr. 1. januar 2021 bliver eneejer af biografen.

“For mig er købet af Kosmorama opfyldelsen af en mangeårig drøm om at ”få foden under eget bord” og jeg glæder mig rigtig meget til den store udfordring som jeg nu har påtaget mig. Jeg er taknemlig for at Torben for snart 3 år siden gav mig muligheden for at blive en del af Kosmorama i Haderslev og at vi i fællesskab har fået lagt et godt fundament for fremtiden, som jeg nu glæder mig til at bygge videre på,” siger Claus Thygesen i en pressemeddelelse.

Hans snart forhenværende kompagnon, Torben Jølnæs, udtrykker også tilfredshed:

“Efter næsten 14 år i Haderslev og sammenlagt mere end 30 år i biografbranchen føler jeg at tiden er kommet til at give depechen videre. Jeg er sikker på at Claus vil videreføre og fortsat udvikle Kosmorama, så biografen også i fremtiden vil kunne levere store oplevelser på de store lærreder til børn og voksne i Haderslev og omegn. Og jeg ønsker alt det bedste for Claus og Kosmorama i fremtiden.”

Torben Jølnæs fortsætter et stykke tid endnu med at være med til at varetage biografens drift, indtil alle ansvarsområder er overdraget.