Filmaftale 2015-2018: Ingen løsning af dansk films problemer

Der blev ikke flere støttepenge til dansk film, ud over de allerede annoncerede 17,5 mio. kroner årligt, som politikerne hentede til dansk film i forbindelse med medieforliget i sommer. Det efterlader filmbranchen med en fortsat manko på mellem 40 og 60 millioner kroner i opretholdelsen af dansk film på nuværende niveau.

Politikerne støtter en forstærket indsats i bekæmpelse af filmtyverier på internettet. Ingen tvivl om dette tiltag er nøglen til forøgelse af filmbranchens indtægter. Så længe prissætningen på de digitale medier er dikteret af illegale hjemmesiders tilbud om gratis adgang til værkerne, vil internettet aldrig kunne kompensere for det fald filmbranchens har oplevet i dvd-salget.

Problemet er blot, at den forstærkede indsats har lange udsigter, først i sommeren 2015 vil man sætte sig sammen med repræsentanter fra rettighedshavere og telebranchen for at drøfte effekten af de igangsatte initiativer.

Der er dog ingen årsag til at vente så længe. Svaret foreligger allerede: De igangsatte initiativer er ganske uden effekt.

Politikerne må behandle indsatsen mod filmtyverier som en hastesag. De nye forretningsmodeller, som politikerne klogelig overlader til filmbranchen selv at udvikle, vil aldrig kunne få succesfuldt udkomme, så længe filmtyvene har det frie spil, hvilket er kendsgerningen i dag.

Udviklingen af nye forretningsmodeller går hånd i hånd med en øjeblikkelig forøgelse af indsatsen mod filmtyve.

Hvis der ikke sker en øjeblikkelig indsats mod filmtyverier, vil det komplet umuliggøre enhver tanke om at filmbranchen selv vil kunne bokse sig ud af problemerne.

Som en del af politikernes ønsker om nye forretningsmodeller, er en hurtigere adgang på de digitale platforme for mindre sælgende filmtitler. Det vil dog ikke bare antydningsvis hjælpe dansk films økonomi. Hvis forbrugerne ikke vil betale for at se en film i biografen, opstår der ikke pludselig en lyst til at betale for at se dem på de digitale medier. Det viser enhver erfaring.

Derudover får langt de fleste dårligt sælgende danske film dårlige anmeldelser. Ved at fremskynde lanceringen på de digitale medier, vil disse dårlige anmeldelser stå krystalklart i forbrugernes bevidsthed og absolut ikke være befordrende for lysten til at se disse film.

Derudover tales der i filmforliget om en forøgelse af antallet af spillefilm. Det er dog en sminkning af realiteterne, idet denne forøgelse beror på mellem fire og otte low- og lowlow-budget film om året. Der er dog slet ikke tale om lowbudget. Der er tale om mikro-budget film, som aldrig ville kunne karakteriseres som spillefilm, men derimod web- og tv-film. Der er da heller intet krav om biografvisning af disse småtterier.