Filminstituttet har udgivet makværk af en rapport

Når Filminstituttet endelig gør noget, spørger de ikke – og når de spørger, lytter de ikke. Og så er der nogen der undrer sig over den krise den danske filmproduktion befinder sig i.

Den statslige organisation, Det Danske Filminstitut, har udgivet en række rapporter for at analysere det danske filmmarked.

Der er f.eks. rapporten ”Indtægtsanalyse af danske spillefilm 2003/2007/2011” og der er den seneste udsendte ”Den økonomiske udvikling for danske biografer 2008-2012”.

Se rapporten på dette link: Den økonomiske udvikling for danske biografer 2008-2012

Det er intet mindre end beskæmmende at se, hvordan Filminstituttet agerer i disse år.

Rapporter udgives sanseløst uden nogen form for stringens, med vidt forskellige udgangspunkter. Nogen gange er rapporterne baseret på de sidste 10 år, andre gange specielt udvalgte år og i seneste tilfælde, de sidste 5 år. Hele tiden lurer Filminstituttet på veje til at fremme deres agenda, med smart retorik og stærkt manipulerende rapporter.

Filminstituttet har ladet smart retorik og spin overskygge fakta.

Og værst at alt: I det seneste værk om biografernes økonomi i årene 2008-2012, har filminstituttet udsendt en rapport, som ikke er det papir værd den er skrevet på.

Overordnet er materialet så fejlbehæftet, at det langt fra giver noget retvisende billede af biografernes økonomi.

Rapporten er udtryk for en utrolig tynd analyse uden profitabilitet og brug af tilgængelige noter (anlægsaktiver/EK/gæld). Konklusion henviser til at belægningsprocenten spiller en stor rolle uden at denne belyses i øvrigt. Der kigges kun på antal solgte billetter og ikke på kapacitet og/eller åbningstider.

Konklusionen beskriver også at de faste omkostninger er høje og variable omkostninger er lave – men det er et postulat. Der er således ikke lavet nogen flow-through analyse. Flere spændende ting der kunne belyses, så som den svingende profitabilitet og de stagnerende gennemsnitspriser i forhold til andelen af danske film, springes der let og elegant henover.

Det er en ganske ukritisk sammenstilling af tal, udarbejdet efter forskellige regnskabsmæssige principper, der er deciderede fejl i materialet, og der er tilsyneladende slet ikke gjort brug af de så vigtige noter i regnskaberne.

Vi har jo at gøre om en meget svingende branche med enorme investeringer, risici, lange lejekontrakter og dyre specialindrettede bygninger og teknologisk kapløb… og ustabile indtægtsforhold.

Biograferne betaler op til 60% af deres indtægter til filmenes distributør og producent. Så når det går godt for biograferne, betyder det at biograferne sender betydelige summer videre i systemet. Faktisk er biograferne den største enkelte indtægtskilde filmproducenterne har, efter indtægterne fra Home Entertaimment-sektoren er blevet sendt i frit fald, på grund af de nye digitale medier.

Biograferne betaler gennemsnitligt en højere filmleje for danske film, end for amerikanske film.

I forbindelse med den nye rapport, er biograferne er ikke blevet spurgt om de vil medvirke, man har blot overfladisk været på tilfældig jagt hos Erhvervs- og selskabsstyrelsen.

Når Filminstituttet gør noget, spørger de ikke. Når de spørger, lytter de ikke. Og så er der nogen der undrer sig over, hvorfor den danske filmindustri er i krise.

Nedenstående DB’s kritikpunkter overfor den senest udsendte rapport:

– Ref. side 2: Når man oplyser at det ikke er en 100%/fuldstændig branche analyse, ville det ville være rimeligt at lave en liste over hvilke selskaber der er indeholdt i rapporten.

– Ref. side 3: Omsætning har ikke været ”konstant stigende”. Den er steget fra 2008 til 2009. Udviklingen for 2009 til 2010 og til 2011 er flad/faldende. Endelig igen stigende fra 2011 til 2012. Dette ses endnu tydeligere udtrykt i faste priser.

– Ref. side 3: Trenden i resultaterne er ikke ”svingende”. Der er en stigning fra 2008 til 2009 og herefter faldende i 2010 og 2011 og igen stigende fra 2011 til 2012. Det er direkte misvisende, at sige at der har været en stigning over perioden. Det er således meget vigtigt at bemærke at hverken 2012 resultat eller margins er på niveau med 2009 selvom omsætningen i 2009 var lavere end i 2012. Omkostningerne ”udhuler” således resultatet. Dette ville ses tydeligt hvis man havde lavet en analyse af profitabilitet.

– Ref. side 4: Summen af anlægsaktiverne er ikke det samme som ”anskaffelser, der indkøbes for at kunne drive virksomheden”. I summen af anlægsaktiverne indgår også afskrivninger. Der er f.eks netop bemærkelsesværdigt at man ikke tager hensyn til de meget store investering og afskrivninger branchen har haft ifm digetalisering. Dette kunne man have analyseret i anlægsnoter i de offentlige regnskaber.

– Ref. side 4: Egenkapitalen er steget er ikke = et stærkt sundhedstegn. Udviklingen i Egenkapitalen er også et udtryk for op- og/eller nedskrivninger samt afhængig af udlodning af udbytte. Hvis der ikke havde været nogen op/nedskrivninger og der ikke havde været udloddet udbytte ville EK have været Mdkk 440 dvs 144% højere. Dette kunne man have analyseret i egenkapitalnoter i de offentlige regnskaber.

– Ref. side 5: Analyse af vækst giver ikke mening hvis man ikke tager højde for trend i omsætning.

– Ref. side 6: ”relativt konstant højt niveau”? Stigning på 8%/fald på 9% er vel ikke relativ konstant.

– Ref. side 6: ”amerikanske film …. synes relativt konstant”. Sving imellem 50% og 60% er vel ikke relativ konstant.

– Ref. side 6: Interessant at højeste gennemsnitspriser er i årene med laveste andel af danske film.

– Ref. side 6: Interessant at profitabilitet er i året med suverænt laveste andel af danske film.

– Ref. side 7: Samme trend som resultat.

– Ref. side 8: Trykfejl for 2008 – skulle være 28%. På trods af de ”stærke sundhedstegn … (jf. side 4)” er det kun lykkedes at ”holde” soliditetsgraden på de 28 – 29%.

– Ref. side 9: Forrentning af EK burde tage hensyn til kort/lang gæld til koncernforbundne selskaber.

Rapporten er kort og godt noget makværk.