Filminstruktør på gale veje

Af Kim Pedersen, Formand, Brancheforeningen Danske Biografer
Brancheforeningen Danske Biografer (DB) har med en vis bekymring på spillefilmens vegne, læst Annette K. Olesens kronik den 23. november 2011 i Politiken, under overskriften ”Dansk film er spærret inde i biografen”.
Annette K. Olesen er filminstruktør, endda en mægtig god en. Og gudsketakoglov for det, for den forretningsmæssige side af filmbranchen har Olesen fået fundamentalt galt i halsen.
Olesens holdninger, såfremt de blev dagens orden, ville i løbet af forbløffende kort tid reducere den danske filmindustri, i nuværende milliardklasse, til en industri hvis udkomme ville blive film af håndholdt YouTube-kvalitet, som vises gratis på internettet.
Olesen angiver at ’dansk film i krise’ skulle bero på, at der helt enkelt kommer for få ind i biografsalene til danske film. Intet kunne være mere fejlagtigt. Biograferne er filmproducenternes største indtægtskilde, faktisk strømmer publikum i biograferne til danske film, med enkelte få undtagelser. Det er de efterfølgende vinduer; DVD, VOD og TV, den er gal med. Indtægterne, som hidrører ’home entertainment’, er i frit fald.
Filmbranchens største udfordring er således at få indtægter fra alle de nye medier, uden at kannibalisere de gamle. Det er en meget svær udfordring, hvor man bør træde varsomt, idet ethvert skridt vil være uafvendeligt og bordet vil fange. I det lys bør der være forståelse for at filmbranchen ikke blot tankeløst springer ud i det blå, som Olesen foreslår.
Som forklaring på filminstruktørernes holdninger, hvis baggrund er helt uden omtanke for filmindustriens økonomi, må man konstatere at danske film slet ikke kan lade sig gøre uden massiv offentlig støtte, som beklageligvis resulterer i filminstruktørernes indifferens omkring den økonomiske side af sagen – men derimod overhalet af et frådende ønske om at så mange som muligt ser deres film, uden smålig skelen til indtægter. Sådanne holdninger har ikke alle i filmindustrien råd til at have.
Det skal understreges at alle film, som statsstøttes gennem De Danske Filminstitut, er målrettet for visning på biografernes store lærred. Billedkomposition, lydarbejde, grundighed under optagelserne m.m., foregår alt sammen med det store lærred for øje. Såfremt filmene var målrettet mod den lille skærm, kunne produktionsomkostningerne reduceres betydeligt, idet optagelser af film målrettet mod den lille skærm foregår efter helt andre principper. Det kan undre Annette K. Olesen ikke er bevist om dette faktum.
Filmindustriens yderst succesfulde forretningsmodel gennem de sidste 30 år, har fejret mange triumfer, hvor man bl.a. har undgået at konkurrere med sig selv, Olesens holdninger vil betyde at branchen for første gang vil konkurrer med sig selv om publikums gunst, og man behøver ikke være økonomiprofessor for at regne ud, at der er store faldgrupper i det miljø.
Den manglede viden om den forretningsmæssige side af sagen kommer også til udtryk gennem den manglende forståelse for, hvorfor film ikke bare kan streames på internettet på tværs af alle landegrænser. Film finansieres gennem salg med eneret indenfor territoriale grænser, hvis denne principielle forretningsform bliv udhulet, ville de fleste danske film slet ikke kunne finansieres.
DB indgik i juli en aftale med Foreningen af Filmudlejere i Danmark om danske films holdback. Til Olesens information; det skal understreges at filmproducenterne ikke er en part i denne aftale, idet filmproducenterne ikke er en juridisk part i samhandlen mellem filmudlejere og biografer. Aftalen betød en reduktion i holdback’et for danske film fra 6 til 4 måneder, med en fleksibilitet helt ned til 3 måneder. Såfremt Olesen havde en smule lavpraktisk viden om distribution af film, ville hun vide, at det slet ikke kan lade sig gøre at udsende en film i de efterfølgende vinduer tidligere end 3 måneder efter biografpremieren.
DB har fremlagt dokumentation, som påviser større indtægter i de efterfølgende vinduer, såfremt holdback-perioden er lang, pga. af repeatbusiness. Der er således intet grundlag for at påstå at filmene blegner over tid. Tværtimod.
Det skal ligeledes bemærkes, at biograferne bestemt ikke frygter at publikum HELT skal ophøre med at ville gå i biografen. Uanset hvilke forretningsmodeller der arbejdes under, vil der altid være et publikum, som ønsker at gå i biografen. Blot er problemet, at Olesens holdninger vil bringe tilskuerantallet ned på et niveau, hvor kommerciel biografdrift ikke kan lade sig gøre. Sidste gang filmbranchen ændrede forretningsmodel faldt tilskuerantallet årligt fra 16,2 mio. til 8,4 mio. Et sådan fald kan biograferne ikke overleve én gang til.
Det handler derfor slet ikke om biografernes overlevelse, det handler om spillefilmens oplevelse, for hvorfor producere film til et medie der slet ikke eksistere? Nej, Olesens holdninger vil betyde, at fremtidens filmudbud på den lille skærm eksklusivt, bliver billige TV-film, game- og realityshows.
Det skal afvises, at biograferne er protektionistiske; hvordan en film lanceres, og på hvilke platforme, skal biograferne slet ikke blande sig i, det står enhver frit for hvordan en film skal lanceres. MEN såfremt man ønsker at filmene skal vises i biografen, må det være rimeligt at biograferne ved hvor lang en periode man har til at hente sin indkomst. Det er et fundamentalt samhandelsvilkår, som ikke kun biografer arbejder under.
Sæt filmen fri, siger Annette K. Olesen. Det kan blive forholdsvis let, da det, med Olesens holdninger, nærmere bliver spørgsmålet om der overhovedet bliver noget som helst at sætte fri.
Afslutningsvis ser DB ser frem til at modtage dokumentation for Olesens bemærkelsesværdige påstande om illegale downloads på internettet af danske film, samt dokumentation for kilderne til at danske film havner på internettet.