Filmproducenter vil lave flere film – og foreslår ny digital filmpulje.

Pressemeddelelse fra Producentforeningen 28. august 2014.

Flere danske film, større investeringer og etableringen af en ny dansk filmpulje skal styrke økonomien i dansk film og dermed sikre, at dansk film også i fremtiden både kan vinde internationale priser og trække tusindvis af danskere i biografen.

Det mener Producentforeningen, der torsdag afholder en filmpolitisk debat under ’Svend – Danmarks Film- og Kulturdage’ i Svendborg, hvor der også uddeles den særlige SVEND-filmpris. Producentforeningen har i længere tid påvist, at dansk film er truet af dårlig økonomi, hvilket blandt andet skyldes fald i DVD-salg på 40% fra 2011 til 2013 – svarende til 400 mio. kr. Nu har de danske produktionsselskaber et forslag til, hvordan dansk film får styrket økonomien og dermed også kvalitet og udbud:

•    Antallet af nye danske film skal tilbage på normalt niveau. I 2005 var der 31 nye danske film, i 2013 var antallet nede på 19. Gennemsnit bør være 25 danske filmpremierer om året.
•    Der skal derfor tilføres i alt 80 mio. kr. mere om året til dansk film. Medieforliget har tilført 17,5 mio. kr, så der mangler fortsat 62,5 mio. kr.
•    Den Digitale Filmpulje er arbejdstitlen på en ny filmpulje, finansieret af de store indtægter, som danske teleoperatører har i en tid, hvor datatrafik er i kraftig vækst, idet danskerne i stigende grad ser film og tv via bredbåndsforbindelsen..
•    Puljen skal gå til finansiering af nye danske film – og betaling til de danske film, der har skabt ekstra trafik og indtægter ved visning på nettet.

’Dansk film er fortsat en succes med internationale filmpriser og stort billetsalg i biograferne. Men vi bliver nødt til at skabe en langt mere robust økonomi, hvis vi også skal have succes i dansk film i fremtiden. Hvis vi producerer flere danske film, vil det både styrke diversitet og kvalitet – og samtidig sætte gang i økonomien, hvis der tilføres flere penge til de nye danske film,’ siger Klaus Hansen, direktør i Producentforeningen.

Ifølge de seneste tal udgøres 65% af al trafik på nettet af visning af film og tv-serier, og middelhastigheden for faste bredbåndsforbindelser er steget med 17.5% det seneste år. Det skaber store indtægter for de danske tele-operatører, der har langt større bruttoavance på internet-trafik end de har på traditionelle tv-pakker, hvor de skal betale rettighedshaverne for at distribuere indholdet. Derfor ønsker de danske filmproducenter, at tele-operatørerne deler deres indtjening med dem, der har skabt de film og tv-serier, der skaber den store vækst i trafik på internettet:

’Danske tele-operatører tjener godt på internet-trafik, når danskerne gerne vil se danske film på nettet – enten lovligt eller ulovligt. Med en ny filmpulje – Den Digitale Filmpulje – kan tele-operatørerne betale for den datatrafik film skaber og samtidig bidrage til at sikre fortsat succes for dansk film,’ siger Klaus Hansen.

Producentforeningen ønsker, at den nye filmpulje bliver en del af den politiske filmaftale, der skal forhandles på plads i løbet af efteråret. Den nye pulje skal både bidrage til finansieringen af nye danske film og betale til de film, der er blevet set mest.

FAKTA
•    Dansk films brutto-indtægtsniveau er faldet med 40 % siden 2004 – og producenternes netto-indtjening er faldet med 50% i samme periode.
•    Ambitionen i antal nye danske film er faldet fra 20-25 om året til 15-20 om året siden 2010.
•    Det faktiske antal nye danske film er faldet fra højdepunktet med 31 i 2005 til lavpunktet 19 i 2013.

Yderligere oplysninger:

Klaus Hansen, direktør i Producentforeningen

2081 0959