Forbrugerne vil ikke betale for underholdning i hjemmet

Netflix har rejst ny kapital på $400 mio., mens videoabonnementsudbyderen forsøger at komme sig ovenpå en modreaktion fra kunderne pga. prisstigninger, hvilket efterlader selskabet med et plettet ry.
Beslutningen om aktieudvidelse og yderligere gældsætning har rystet enkelte investorer, som fortsat er bekymrede over Netflix’ evne til at komme ud af den krise, som blev udløst af ledelsen i juli, da den meddelte, at priserne i USA ville stige med helt op til 60%.
Netflix’ aktier er faldet fra kurs 305 i juli til nuværende kurs 73. Faldet skyldes at Netflix i juli annoncerede prisstigninger, så selskabet kunne betale film- og TV-studier mere for retten til at streame video via high-speed internetforbindelser.
Forsøget på at malke kunderne gennem højere abonnementspriser gav bagslag, og abonnenterne begyndte at forlade Netflix i hobetal. Oprøret blev kun værre, da Netflix i september annoncerede en, siden opgivet, plan om at udskille sin DVD-pr.-post udlejning til et separat websted, der hedder Qwikster. Resultatet var et tab på 800.000 abonnenter i juli-september perioden, og denne strøm af opsigelser er endnu ikke stoppet.