Formandens Bord: Aldrig har tilfredsheden med dansk film været større og aldrig er de blevet set af så få

DB - FRA FORMANDENS BORD II (720x329)

Første halvår 2014 har i alt bragt 5,7 millioner tilskuere foran biografernes store lærred, heraf har de 1,5 millioner valgt vort hjemlige bryg. Det giver en hjemmemarkedsandel til dansk film på 25,6%.

Om end det ikke er så dårligt endda, er det selvsagt ikke helt tilfredsstillende. Ingen positive rekorder ser ud til at stå for fald i 2014. Biograferne kan trøste sig med at andet halvår -erfaringsmæssigt – altid er større end første halvår, hvorfor et tilskuerantal i hele 2014 på et pænt stykke over 12 millioner er meget realistisk.

Dansk film er imidlertid pt. i en historisk tilskuermæssig krise, de sidste ni danske film har slet ikke levet op til forventningerne: ”Klumpfisken” (34.989 tilskuere), ”Detektiverne” (33.374), ”The Salvation” (pt. 50.662), ”Ækte vare” (pt. 32.913), ”Miraklet” (742), ”Cykelmyggen og Minibillen” (pt. 12.634), ”Kolbøttefabrikken” (pt. 26.199) ”Når dyrene drømmer” (pt. 3.401) samt ”Lev farligt” (12.463 tilskuere de første fire dage).

Aldrig er så mange danske film faldet på bugen i streg.

Alle filmene, undtagen ”Miraklet”, er blevet udsendt i et hidtil uhørt højt antal danske biografer fra premieren.

Eneste danske undtagelse, som i denne periode klarede skærene nogenlunde, var Pernille Fischer Christensens ”En som elsker”, som pt. har ramt et tilskuerantal på 165.293, i vid udstrækning takket være Biografklub Danmark.

Halvårets to største danske successer ”Klassefesten 2: Begravelsen” og ”Far til Fire – Onkel Sofus vender tilbage” blev set af hhv. 604.285 og 285.786 biografgængere. Disse to film repræsentere hele 61,4% af dansk films samlende tilskuerantal i første halvdel af 2014.

Det er yderst bekymrende to film kan repræsentere en så stor andel, ud af de i alt tretten udsendte danske spille- og dokumentarfilm i biograferne det første halvår.

Nok er danskerne, iflg. undersøgelser, mere tilfredse med dansk film end nogensinde tidligere, men det er dog ingenlunde garantien for at man kan slå autopiloten til og blot lade de danske film blive banket ud på markedet efter samme devise.

Link til tilfredshedsundersøgelsen af dansk film: http://www.dfi.dk/Nyheder/FILMupdate/2014/Maj/Danskerne-elsker-de-danske-film.aspx

På alle danske film bør der kæmpes så blodet sprøjter ud af knoerne.

Man kan med glæde konstatere at hele to danske film er blevet inkluderet i Biografklub Danmarks tillægspakke i næste sæson. Det drejer sig om ”Lang historie kort” og ”Guldkysten” af de debuterende filminstruktører May El-Toukhy og Daniel Dencik.

Sådanne initiativer byder DB hjertelig velkommen. Men det alene kan ikke gøre det. Aktørerne i den danske filmbranche bør i langt højere grad rustes til at tage kampen op for at sikre danske film et større publikum.

I min blog på Filmmagasinet Ekkos hjemmeside, har jeg angivet flere indsatsområder for denne kamp: http://www.ekkofilm.dk/blogs/med-udkig-over-filmbranchen/schyyy-instituttet-sover/

Biograferne er filmproducenternes største indtægtskilde og alle erfaringer viser at jo større filmene bliver i biograferne, desto større bliver de på alle efterfølgende platforme.

Så der er langt mere at kæmpe for her, end blot filmproducenternes indtægter fra biograferne. Indtægterne fra biograferne er jo hele forudsætningen for indkomsterne på dvd og de nye digitale medier.

Når resultatet skal gøres op for juni måned, taler det sit tydelige sprog: til trods for hele fire danske film er blevet udsendt i biograferne, har det resulteret i et samlet tilskuerantal på kun 65.495, og en hjemmemarkedsandel for danske film på sølle 11,7%

Amerikansk film har selvfølgelig haft en del større succes i juni måned: ”En flænge i himlen” blev set af 74.113, ”22 Jump Street” af 68.087, ”The Edge of Darkness” 56.894 og ”X-Men: Days of Future Past” 54.294.

Med andre ord: en enkelt amerikansk film, ”En flænge i himlen”, er blevet set af flere på de første 18 dage, end hvad i alt ni danske film kunne tiltrække på en hel måned.

Og der er ingen grund til at tro billedet for dansk film vil ændre sig i juli måned, der bliver nemlig slet ikke udsendt danske film.

Tilskuerantallet vil også i juli blive hentet gennem amerikanske film: ”Sådan træner du din drage 2”, ”Transformers: Age of Extinction”, ”Abernes planet: Revolutionen”, ”Bad Neighbors” og ”Guardians of the Galaxy”.

Men juli måned kommer så sandelig til at byde på mere end blot amerikanske blockbusters: blandt andet Hans Petter Molands norske ”Kraftidioten” med Stellan Skarsgård, Francois Ozons franske ”Ung og smuk”, Laïla Marrakchis marokkanske ”Et hus i Marocco”, Nicole Fieschis franske ”Sommersøndag”, Vinko Bresans kroatiske ”Don Fabijans Bekendelser” samt Cédric Klapischs franske ”Chinese Puzzle”.

Børnene bliver selvfølgelig ikke glemt: Hélène Giraud og Thomas Szabos franske ”Minisekterne: Kampen og myrernes dal” og Mike Disas engelske ”Postmand Per – Filmen”.

København, den 1. juli 2012

Kim Pedersen

Formand, Brancheforeningen Danske Biografer

db - top 25 (720x776)