Formandens Bord: Atter på omdrejningshøjde med rekordåret 2015

 

DB - FRA FORMANDENS BORD II (720x329)

De 300.000 billetter biograferne kom bagud i februar, i forhold til sidste år, blev nogenlunde indhentet i marts. Så nu er biograferne atter på omdrejningshøjde med rekordåret 2015.

Det skyldes i langt overvejende grad én film: Den tredje Jussi Adler-Olsen filmatisering ”Flaskepost fra P”, som til dato er blevet set af knap 600.000 tilskuere og langtfra er udspillet. Filmen er da også strøget direkte til tops som årets (foreløbig) mest sete.

Filmen var hovedårsag til at bringe dansk films markedsandel op på 42,2 procent i marts. De tre første måneder af 2016 er den danske markedsandel på 29,0 procent, dog var andelen de første tre måneder af 2015 på hele 43,2 procent.

Dansk film har således fortsat en del af indhente i forhold til sidste år, hvor dansk film de første tre måneder bragte 1,8 millioner tilskuere foran det store lærred. For det første kvartal i år er tallet 1,2 million tilskuere. Med andre ord: En dansk tilbagegang på hele 33,3 procent i forhold til 2015.

Men så er det jo godt de danske biografer har haft amerikansk film til at dække den danske manko af.

Her blev vinderen ”Kung Fu Panda” som på de første to uger er blevet set af hele 198.118 tilskuere, mens ”Batman v Superman: Dawn of Justice” så sandelig også ramte det danske publikum, hvor 93.408 tilskuere så filmen den første uge. Både ”Zootropolis”, ”Deadpool” og ”The Revenant” har da også udvist fantastisk ’staying power’.

Engelske ”Carol” har også blandet sig i det højere luftlag og er på tre uger blevet set af 85.448 tilskuere.

1ABDSKKS (720x382)

Se den foreløbige top 25 for 2016 nederst i denne klumme.

I april byder dansk film ind med to film, Lisa Ohlins kærlighedsfilm ”De standhaftige” med Mikkel Boe Følsgaard og Cecilie Lassen, samt Jesper W. Nielsens drama ”Der kommer en dag” med Lars Mikkelsen og Sofie Gråbøl. Sidstnævnte er sjette film i sæsonens Biografklub Danmark-program.

Derudover vil tilskuerantallet i april blive båret oppe af tre amerikanske film: Frank Darabonts ”The Huntsman Winters War” med Charlize Theron og Chris Hemsworth. Jon Favreau har givet sig i kast med endnu en filmatisering af Rudyard Kiplings udødelig roman, ”Junglebogen”. Og så står den ellers på superheltefilm når Captain America turner sammen med Iron Man i Anthony og Joe Russos ”Captain America: Civil War”, selvfølgelig med Chris Evans og Robert Downey, Jr.

Børnene vil blive tilgodeset af den franske animationsfilm ”Fantomdrengen” af Jean-Loup Felicioli og Alain Gagnol. Fra Norge skal vi atter tilbage til Bakkekøbing i Rasmus A. Sivertsens stop-motion film ”Bakkekøbing og det store osteræs”.

Fra USA skal vi også stifte bekendtskab med Michael Moore seneste meritter i ”Where to Invade Next”, sci-fi filmene ”Den 5. bølge” og ”Hardcore” af henholdsvis J. Blakeson og Ilya Naishuller. Sidstnævnte er et sjældent eksempel på en amerikanske-russisk co-produktion. Et eksempel af de trosbaserede film, som pt. vælter ind over USA, bliver der også plads til med Patricia Riggens ”Miracles From Heaven” og endelig får David Leans ”Doktor Zivago” re-premiere i nyrestaureret og digital udgave.

Fra Argentina kommer German Krals inciterende ”Vores sidste tango”, fra England ”Lady in the Van” af Nicholas Hytner med Maggie Smith i den altdominerende hovedrolle. Fra Island kommer Grímur Hákonarsons ”Blandt mænd og får”. ”The Daughter” er en australsk film af Simona Stone med blandt andre Geoffrey Rush. Japan er repræsenteret af ”Månen over kirsebærtræerne” af Naomi Kawase. Endelig vil to franske film i april sørge for fuldende diversiteten i de danske biografer. Det drejer sig om Guillaume Nicloux’ “Valley of Love” med Gérard Depardieu og Isabelle Huppert, samt Xavier Giannolis ”Marguerite” med Catherie Frot.

1absbdnn (720x709)