Formandens bord: Biograferne kæmper for dansk film

DB - FRA FORMANDENS BORD II (720x329)

For at sikre de danske filmproducenter størst mulig indtægt, bliver de danske film virkelig vredet til sidste krone i biograferne.

Tag nu blot ”Fjerkongens rige” som nu går på 8. uge. Filmen bliver pt. vist i hele 16 biografer og er til dato blevet set af 11.770 tilskuere.

New Danish Screen-filmen ”Ækte vare” fik premiere i 51 biografer og er til dato blevet set af 31.473 på 4 uger.

”Detektiverne” fik premiere i 73 biografer og går nu på 8. uge i hele 28 biografer. Filmen er til dato blevet set af 31.924 og havde premiere i hele 73 biografer.

Det er en af digitaliseringens velsignelser. De ovennævnte film ville tidligere være blevet udsendt i maksimum 10 kopier.

Ingen kan påstå biograferne spinder guld på visningen af på ovennævnte film, men det er udmærkede film, som fortjener størst muligt publikum og flest mulige biografkroner til filmens producent. For slet ikke at snakke om den udbredelse som kommer filmen til del, når så mange biografer agerer højtprofilerede reklamesøjler. Det er noget der virkelig opbygger awareness til de efterfølgende platforme.

”Far til Fire og Onkel Sofus vender tilbage” går nu på 17. uge i de danske biografer og varmer fint op til udsendelsen på Vod og dvd.

Jo, biograferne kæmper i sandhed for dansk film og det er i krisetider man bør kende sine venner.

På årets fem første måneder er dansk films markedsandel på 26,8%, med et tilskuerantal på 1.366.565.

Det var da også en dansk film som stod for et af de største tilskuerantal i maj måned: 108.653 tilskuere sendte ”En du elsker”, godt hjulpet af Biografklub Danmark, ”The Amazing Spider-Man 2” (39.132), ”Rio 2” (40.071) og ”Godzilla” (75.026) i skammekrogen.

Eneste amerikanske film som overgik ”En du elsker” var ”The Other Woman” (112.050), som dog også har et danske islæt i form af Nikolaj Coster-Waldau i den mandlige hovedrolle.

Jo, biograferne giver så sandelig dansk film en ordentlig skalle.

I den næste måneds tid venter fra dansk side: Simon Stahos ”Miraklet” (5. juni), Jannik Hastrup og Flemming Quist Møllers tegnefilm ”Cykelmyggen og minibillen (12. juni), Jonas Arnbys gyser ”Når dyrene drømmer (12. juni) og som rosinen i pølseenden: Christian E. Christiansens ungdomsdrama ”Lev stærkt” (26. juni).

Fra amerikansk film vil især følgende kæmpe om publikums gunst: “Edge of Tomorrow” med Tom Cruise (4. juni), “Ted”-instruktøren, Seth MacFarlanes “A Million Ways to Die in the West” (5. juni), Josh Boones “En flænge i himlen” (12.juni), Jason Reitmans “Labor Day”, som er den sidste film i Biografklub Danmarks hovedprogram (19. juni), samt komedien “22 Jump Street” (19. juni).

Det voksne kvalitetsbevidste biografpublikum skal dog ikke føle sig forbigået – tværtimod – juni måned har en masse at byde på: Steven Knights ”Locke”, som er optaget i real time (5. juni), Richard Ayoades ”The Double” med Jesse Eisenberg (5. juni), Lenny Abrahamsons komedie ”Frank” (12. juni), den polske mesterinstruktør, Andrzej Wajdas ”Walesa – håbets mand” (12. juni), Benedikt Erlingssons prisbelønnede islandske komedie ”Om heste og mænd” (19. juni) samt ”Enough Said” med James Gandolfini i hans sidste rolle (26. juni).

DB - TOP 25 - JUNI (720x773)