Formandens Bord: Dansk film har fået noget at tære på!

Fænomenet ”Ternet Ninja” har efterhånden slået enhver tænkelig rekord i dansk film og spændende bliver det om filmen, efter endt visning i biograferne, kan få prædikatet ”i samme klasse som Olsen-banden”.

Den milepæl nås når filmen slår ”Op på fars hat”, som blev set af 953.743 i 1985. ”Ternet Ninja” er pt. set af 889.486 og holder i 9. ugen tredjepladsen på listen over den seneste uges mest sete film.

Filmens enestående succeshistorie, har selvfølgelig betydet alverden for dansk films hjemmemarkedsandel. I februar nåede den danske markedsandel op på 30,2 procent, mod sølle 13,7 procent i februar 2017. For de to første måneder er dansk films markedsandel fantastiske 41,5 procent overfor kun 15,8 procent for samme to måneder sidste år.

Noget af en omvæltning for dansk film.

Jo, det kører for dansk film og det er betryggende at dansk film har bragt sig i en situation, hvor der er lidt at tære på. For den damp dansk film har holdt oppe i årets to første måneder, kan naturligvis ikke holde med samme styrke. Dansk film har dog flere potentielle, publikumshits i foråret, blandt andre ”Dronningen”, ”Selvhenter” og ”De frivillige”, som nok skal hjælpe til et flot halvårsresultat.

De første tegn på en smule dansk udmattelse kan ses i det faktum, at februar måneds mest sete film var amerikansk og både ”Sådan træner du din drage 3” og ”Vilde Rolf smadrer internettet” formåede at give ”Ternet Ninja” kamp til stregen.

”Mødregruppen” klarede sig såmænd udmærket, men nogen ”Klassefesten” er det altså ikke. ”Før frosten” er blevet Michael Noers største danske succes til dato og har holdt sig fint gennem februar, i betragtning af filmen havde premiere i begyndelsen af januar. Vinterferiens danske skuffelse var ”Skammerens datter II: Slangens gave”, som af uforklarlige årsager slet ikke kunne leve op til forgængerens publikumstilstrømning. En pokkers skam, for der er virkelig flugt over feltet i denne vellavede film.

Helt som forventet bragede ”Green Book” ind i de danske biografer. Filmen fik perfekt Oscar-medløb og blev den første uge set af 97.152 tilskuere. Jo, det store danske biografpublikum hylder Oscars bedste film.

Go’e gamle ”A Star is Born” har vist staying power, som kun meget få film er kommet til del. Filmen er efter 12 uger i biografen blevet set af 514.007 og i den seneste uge har knap 20.000 biografgæster valfartet for at se Lady Gaga og Bradley Cooper. På sådan en film burde lanceringen i home entertainment-sektoren udskydes på ubestemt tid. Og det samme gælder for så vidt også ”Bohemian Rhapsody”, som går på 17. uge og samlet er set af 474.705 tilskuere. Den seneste uge har knap 8.000 tilskuere fornøjet sig over Oscar-vinderen Rami Malek og Queens udødelige musik.

De to første måneders samlede tilskuerantal er knap 2,6 millioner billetter.

Nedenstående februars top 10 og allernederst i denne klumme årets foreløbige top 25.

Orientering om filmene i marts:

Dansk film udsender i marts hele fire film. Først og fremmest er der den med stor spænding ventede ”Dronningen” af May el-Toukhy. Vi skal møde Trine Dyrholm i en ny udfordrende rolle, som kvinden der forfører sin 17-årige stedsøn, Gustav, og sætter alt over styr. Gustav spilles af Gustav Lindh. ”Selvhenter” er titlen på en ny kulsort feel-good komedie af Magnus Millang. I filmen tager to brødre til Spanien for at hente deres far hjem, som er død efter et hårdt liv med alkohol. En rejse som ikke forløber helt som planlagt. De to brødre spilles af Magnus og Emil Millang. Poul Bang stør bag familie-actionfilmen ”Hacker” med Rumle Kærså, Josephine Chavarria Højbjerg og Mille Dinesen. Filmen handler om den 13-årige Benjamin, der er en særdeles skarp hacker. Efter Forsvarets efterretningstjeneste forholder Benjamin chokerende oplysninger, igangsættes en højspændt jagt på sandheden bag hans mors forsvinden. ”Cutterhead” er en dansk lavbudgetfilm med Kresimir Mikic, Samson Semere og Christine Sønderris. Tre mennesker er indespærret i et trykkammer 20 meter under Københavns gader.

Månedens mest besøgte amerikanske film bliver utvivlsomt Tim Burtons live-action udgave af Disneys klassiske historien om elefanten ”Dumbo”. På rollelisten møder vi blandt andre Eva Green, Colin Farrell, Michael Keaton, Alan Arkin og Danny DeVito. Fra Marvel kommer superheltefilmen ”Captain Marvel” af Anna Boden og Ryan Fleck. Det er historien om Carol Danvers, der får mægtige superkræfter. Brie Larson spiller titelrollen og omkring hende møder vi blandt andre Samuel L. Jackson, Jude Law og Annette Bening. ”Us” er titlen bag en ny thriller af Jordan Peele, som sidste år overraskede med ”Get Out”. Filmens omdrejningspunkt er en mor og en far som tager deres børn med til deres sommerhus, i forventningen om at nyde ferien med gode venner. Idyllen går dog i stykker, da ubudne gæster dukker op. Elisabeth Moss, Lupita Nyong’o, Winston Duke og Kara Hayward medvirker. Mimi Leder har instrueret det biografiske drama ”On the Basis of Sex”, om Ruth Bader Ginsburg, der kæmpede for ligestilling med et ønske om at blive højesteretsdommer i USA’s føderale myndighed. Felicity Jones spiller Ginsberg.

Udover de danske og amerikanske film, byder marts på film fra ikke mindre end syv filmnationer.

Fra England skal vi opleve Josie Rourkes biografiske drama ”Mary Queen of Scots” med Margot Robbie og Saoirse Ronan i hovedrollerne. Filmen handler om Mary Stuarts forsøg på at kaste hendes kusine, Dronning Elizabeth I, af tronen, hvilket resulterer i at hun blev fængslet i årevis og senere henrettet.

Frankrig præsenterer to film i februar: Hélène Giraud og Thomas Szabos animationsfilm ”Minisekterne 2”, som handler om en ung mariehøne der bliver fanget i en papkasse, og sendt til Caribien, hvilket får hans far til at tage til Guadeloupe for at redde ham. ”Løfte ved daggry” er en filmatisering af Romain Garys hovedværk ‘Morgenrødens løfte’ fra 1960. Filmen er instrueret af Eric Barbier og har Pierre Niney, Charlotte Gainsbourg og Didier Bourdon i hovedrollerne.

Fra Sverige får vi også to film: Anna Odells eksperimentelle ”X&Y” med en perlerække af danske og svenske skuespillere, blandt andre Mikael Persbrandt, Thure Lindhardt, Sofie Gråbøl, Jens Albinus, Trine Dyrholm og instruktøren selv. Anna Odell udforsker den mandlige og kvindelige identitet ved på én gang at udlevere og dissekere den svenske superstjerne Mikael Persbrandt. Tuva Novotny har instrueret ”Britt-Marie var her” efter en roman af Fredrik Backman, som også har skrevet ”En mand der hedder Ove”. Vi følger den 63-årige Britt-Marie, som efter 40 års ægteskab vælger at forlade sin mand, da han har været hende utro. Damen ender i en lille flække, hvor hun opdager en ny start på livet. Pernilla August, Vera Vitali og Peter Haber ses i hovedrollerne.

Schweiz er hovedproduktionslandet bag Julian Schnabels biografiske drama ”Van Gogh – Ved evighedens port” med Willem Dafoe, Mads Mikkelsen og Oscar Isaac. Filmen handler om Vincent van Gogh og malerens tid i den franske by Arles. Filmen modtog to priser ved Filmfestivalen i Venedig 2018. Fra Italien kommer Paolo Sorrentinos biografiske drama “Silvio og de andre”, om Silvio Berlusconis liv og levned. Toni Servillo ses i hovedrollen som Berlusconi. Spanien er produktionsland på Asghar Farhadis ”Alle ved det” som for femte gang fører ægteparret Javier Bardem og Penélope Cruz sammen på det store lærred. Filmen handler om Carolina, en spansk kvinde der bor i Buenos Aires, som vender tilbage til sin hjemby uden for Madrid med sin argentinske mand og børn. Turen bliver imidlertid forstyrret af uventede begivenheder, der bringer hemmeligheder ud i det åbne. Singapore præsenterer ”Ramen Shop” af Eric Khoo. Dramaet har Tsuyoshi Ihara, Shogen og Takumi Seitoh i hovedrollerne. Filmen handler om Masato, som er en ung japansk Ramen kok. På en kulinarisk rejse til Singapore bliver sløret løftet for mere end familiehemmeligheder og lækre madopskrifter.