Formandens Bord: Dansk films nedtur fortsætter

DB - FRA FORMANDENS BORD II (720x329)

Dansk film røg helt bag om dansen i marts. Hverken ”Mesteren” eller ”Aminas breve” kunne samle publikum. Eneste danske film som viste en smule tænder var den gamle ”Alle for tre” og ”Dan Dream”, som efter de første fire dage er blevet set af 35.787 tilskuere, incl. for-premierer. Dog temmelig langt fra makkerparret Christensen/Hvams sædvanlige niveau.

Den danske markedsandel røg i marts helt ned på 12,0 procent og for de første tre måneder er markedsandelen 26,8 procent. Hvis vi sammenligner det med de tre første måneder af katastrofeåret 2016, ser det ikke godt ud. Den danske markedsandel var i 42,2 procent i marts 2016 og for de tre første måneder af 2016 var tallet 29,0 procent. Man kan derfor fastslå at dansk films nedtur fortsætter.

Den danske nedtur har selvfølgelig haft indflydelse på det samlede tilskuerantal, som pt. ligger 10 procent under sidste år.

Amerikansk film lå til gengæld tungt på den folkelige opbakning i marts. ”Skønheden og udyret” er blevet en kolossal succes, med næsten en kvart million tilskuere på de første tre uger. Snart vil genindspilningen af Disneys klassiker slå årets foreløbige nummer et: ”Fifty Shades: I mørket”.

Ellers var det ”Logan”, ”La La Land” og ”Kong: Skull Island” som var publikums foretrukne, dog godt fulgt til dørs af engelske ”Kærlighed kender ingen grænser”.

1ABDKSK (720x421)

To danske film får premiere i april. Peter Schønau Fogs længe ventede ”Du forsvinder”, med Trine Dyrholm og Nikolaj Lie Kaas, samt Pernille Rose Grønkjærs dokumentarfilm ”Den anden side” med Anders Matthesen.

Amerikansk film kommer med to vaskeægte filmbrag, som efter al sandsynlighed også bliver de to film danske biografer skal hente det største tilskuerantal i april. Vin Diesel er tilbage med en ny film i den yderst succesfulde ”Furious”-franchise. Det er nummer otte i rækken og filmen er meget opfindsomt blevet navngivet ”Fast & Furious 8”. Blandt filmens øvrige medvirkende møder vi både nye og gamle ansigter: Dwayne Johnson, Jason Statham, Charlize Theron, Scott Eastwood, Helen Mirren, Kurt Russell, Jordana Brewster, Michelle Rodriguez og Tyrese Gibson. Et mindst lige så stort brag må forventes når James Gunns ”Guardians of the Galaxy Vol. 2” får premiere. Den første film tog verden med storm og forventningerne til denne 2’er er helt i top. Atter skal vi følge Chris Pratt, Karen Gillan, Zoe Saldana, Michael Rooker og selvfølgelig har Vin Diesel og Bradley Cooper atter lagt stemmer til (Baby) Groot og Rocket. Filmen vil også byde på optræden af de to garvede gutter Sylvester Stallone og Kurt Russell.

Børn med familie bliver selvfølgelig også tilgodeset når DreamWorks Animation-filmen ”Boss Baby” begynder at kommandere rundt med opgivelserne. Filmen er instrueret af Tom McGrath og vi skal nyde stemmerne af Kevin Spacey og Alec Baldwin.

Amerikanerne byder i øvrigt ind med Rubert Sanders sci-fi film ”Ghost in the Shell, med Scarlett Johansson, Michael Pitt, Juliette Binoche og vor egen Pilou Asbæk. Kelly Fremin Craig har instrueret ungdomsfilmen ”The Edge of Seventeen”, med Hailee Steinfeld. Jon Nguyen, Rick Barnes og danske Olivia Neergaard-Holm præsenterer dokumentarfilmen ”David Lynch: The Art of Life”. Anna Rose Holmers drama ”The Fits” med Royality Hightower, skal vi også stifte bekendtskab med, ligesom Benjamin Dickinsons sci-fi drama ”Creative Control” med Benjamin Dickinson.

April byder også på et gensyn med Charles Chaplins “Rampelys”, hvor mesteren atter viser sin storhed.

Seks øvrige filmlande velsigner ligeledes filmrepertoiret i april. Fra broderlandet Norge kommer Rasmus A. Sivertsens børnefilm ”Dyrene i Hakkebakkeskoven” efter Thorbjørn Egners klassiker. Fra Iran kommer Oscar-vinderen ”Sælgeren” af Asghar Ferhadi. Frankrig med Christian Carions anden verdenskrigsdrama ”Dengang i maj” og Nicole Garcias ”Elsk mig!”. Grækenland er på plads med Athina Rachel Tsangaris ”Chervalier”. Chan-wook Parks sydkoreanske ”The Handmaiden” kan vi også glæde os til samt Kleber Mendonça Filhos brasilianske ”Aquarius”.

1ADVJE (720x718)