Formandens Bord: Danskere er ikke sådan at slå af pinden

DB - FRA FORMANDENS BORD II (720x329)

I november hændte det for året temmelig usædvanlige, at hele fire danske film opnåede placering på månedens top ti. Det drejede sig om ”Familien jul: I nisserne land”, utrættelige ”Klassefesten 3: Dåben”, ”Fuglene over sundet” og minsandten om ”Undercover” ikke også lige nåede at snige sig ind.

Det resulterede i en dansk markedsandel i november på 22,6%, det er faktisk ret fint, specielt i lyset af at det danske markedsandel i november i 2015 kun var beskedne 13,0%. Men det er også første måned i år, hvor dansk film slår samme måned sidste år.

For året er den danske markedsandel nu oppe på 21,2%, dette tal blegner dog i forhold til at den danske markedsandel var hele 30,0% på samme tidspunkt sidste år.

Danske film er for året nu oppe på 2,6 millioner solgte billetter, men det er usandsynligt dansk film vil nå over 3 millioner tilskuere i år. Sidste år blev danske film set af 4,2 millioner tilskuere. Altså en svigende øretæve til dansk film.

Som det kan ses på november måneds top ti, var der desværre ikke nogen film som kunne hamle op med de 795.636 tilskuere som ”Spectre” blev set af i november 2015. Det vil naturligvis få konsekvenser for årets totale tilskuerantal, hvor vi sidste år nåede 14,2 millioner solgte billetter, vil dette år næppe nå over 13,4 millioner.

Det er dog fortsat et imponerende resultatet, når man tager dansk films ualmindelig svage præstation i betragtning, og ikke mindst at resultatet ligge milevidt over gennemsnittet i dette århundrede.

Hvor dansk film i år vil komme til at opleve en nedgang på ca. 26,0%, vil tilskuerantallet på udenlandske film til gengæld stige med ca. 5,0%. Naturligvis først og fremmest takket være amerikanske film.

Udenlandske film scorede da også fint i november. De store vindere blev ”Fantastiske skabninger… og hvor de findes”, ”Kvinden i toget”, ”Doctor Strange” og ”Trolls”.

I et år hvor dansk film halter, kunne vi i november til gengæld glæde os over hele tre amerikanske film med dansk islæt: Mads Mikkelsen i ”Doctor Strange”, Sisse Babett Knudsen i ”Inferno” og selvfølgelig også i ”Trolls”, hvor figurerne i filmen jo er skabt af Thomas Dam.

Jo, danskere er ikke sådan at slå af pinden.

1aksksldl (720x388)

Dansk film udsender kun to film i december: Oliver Zahles ”Iqbal og superchippen”, baseret på Manu Sareens populære børnebøger. Hele skuespillerholdet fra den originale film er atter på plads. Og så er der noget så sjældent som en dansk gyser på programmet. Det drejer sig om Ali Abbasis ”Shelley”, som er dansk lavbudget til 2,6 millioner kroner.

Månedens filmbrag kommer fra USA og er naturligvis Garath Edwards’ ”Rogue One: A Star Wars Story”. Det er en såkaldt spin-off af den mest succesfulde franchise i historien. De bærende roller spilles af Felicity Jones, Ben Mendelsohn, Diego Luna, Riz Admed og vores egen Mads Mikkelsen.

Men det er så sandelig ikke den eneste sci-fi film amerikanerne byder ind med i december. Et overflødighedshorn af amerikanske sci-fi film vil ramme biograferne med snestormsstyrke: Morten Tyldums bigbudget film ”Passengers”, hvor vi skal opleve Jennifer Lawrence og Chris Pratts samspil slår gnister. Amy Adams og Jeremy Renner spiller hovedrollerne i Denis Villeneuves ”Arrival”, baseret på en roman af Ted Chiang.

Ingen julemåned uden amerikansk computeranimation. Denne juls magnet på børnefamilierne hedder ”Syng” og er af studiet bag ”Minions” og ”Grusomme mig”. Som titlen antyder er der masser af sang i filmen, som præsenterer hele 85 hitsange fra 1940’erne til vore dage.

Will Smth står i spidsen for en imponerende stjernebesætning, som blandt andet omfatter Kate Winslet, Keira Knightley Helen Mirren, Edward Norton, Michael Peña og Naomie Harris i David Frankels drama ”Skønheden i alting”. ”Syv minutter over midnat” hedder den dramatiske fantasi af J.A. Bayona, baseret på Patricks Ness’ roman. De væsentligste roller spilles af Toby Kebbell, Felicity Jones og Liam Neeson. David Mackenzie står bag det anmelderroste krimidrama ”Hell and High Water” med Jeff Bridges, Chris Pine og Ben Foster.

Og så skal der ellers grines ’the american way”: Hele tre amerikanske komedier har fundet vej til danske biografers lærred i december: Billy Bob Thornton gentager sin ikoniske rolle i Mars Waters’ ”Bad Santa 2”. Jennifer Aniston og Jason Bateman skal vi opleve i en julefrokost på amerikansk, Will Speck og Josh Gordons ”Office Christmas Party”. James Franco spiller en fars værste mareridt i ”Why Him?” af John Hamburg.

Og hvad kan andre nationer så stille op mod en så bastant amerikansk dominans?

Well, Sverige og Tyskland har i al fald hver et bud på film, der kan give amerikansk film kamp til stregen: Robert Gustafsson er tilbage som den ældre herre i komedien ”Den hundredeårige som stak af fra regningen og forsvandt” og Tyskland kommer med den film, som stort set hele den danske presse mente burde har fået årets Gyldne Palme i Cannes, Maren Ades ”Min far Toni Erdmann” med Sandra Hüller.

Guldpalmen i Cannes gik i stedet til engelske Ken Loachs drama ”Jeg, Daniel Black”, som vi også skal stifte bekendtskab med i den kommende måned. Filmen har Natalie Ann Jamieson, Colin Coombs og Harriet Ghost i hovedrollerne.

New Zealand er repræsenteret med Taika Waititis ”Hunt for the Wilderpeople”, som i den grad har begejstret anmelderne. Sam Neill, Julian Dennisson og Rima Te Wiata ses i hovedrollerne. Fra Japan skal i opleve animationsfilmen ”Uhyret og hans lærling” af Mamoru Hosoda. Fra Sverige kommer også Pernilla Augusts drama ”Den alvorsfulde leg” med Michael Nyqvist, Sverrir Gudnason og Mikkel Boe Følsgaard. Filmen har manuskrift af Lone Scherfig.

Polen er på plads med den prisvindende film ”United States of Love” af Tomasz Wasilewski. Fra Colombia kommer dramaet ”Oscuro Animal” af Felipe Guerrero og nu vi er på de kanter af verden skal den mexikanske ”The Untamed” da også nævnes. Filmen er instrueret af Amat Ascalante, og støttet af både Copenhagen Film Fund og Det Danske Filminstitut.

Som altid er Frankrig med i opløbet om publikums gunst: I december drejer det sig om ”Lægen fra Chaussy” af Thomas Lilti, med François Cluzet og Marianne Denicourt i de bærende roller.

Og jo, så er der også re-premiere på to af filmhistoriens indiskutable mesterværker: Charles Chaplins ”Diktatoren” og Krzysztof Kieslowskis ”Rød”.

Så sørme om der i december ikke også kommer tre udenlandske film med dansk islæt.

1AKSLSLS (720x719)