Formandens Bord: Fin start på året for dansk film

DB - FRA FORMANDENS BORD II (720x329)

Mens dansk film i 2016 ikke var noget at råbe hurra for, kan man trøste sig med at vort hjemlige filmbryg fik en god start på 2017. Takket være ”Dræberne fra Nibe”, ”Underverden” og ”Iqbal og superchippen” bankede den danske markedsandel i januar helt op på 34 procent.

Den slog dermed januar 2016, hvor den danske markedsandel var 30 procent.

Det var de gode nyheder.

Desværre var den flotte danske markedsandel dog – i vid udstrækning – baseret på en temmelig dårlig start for amerikansk film i det nye år.

En tilbagegang på 22 procent, i det samlede tilskuerantal for januar, måtte beklageligvis noteres. Eneste amerikanske film som for alvor kunne tiltrække publikum var ”Syng”, ”Rogue One: A Star Wars Story” og ”Assassins Creed”. Det står i diametral modsætning til 2016, hvor film som ”Den gode dinosaur”, ”The Hateful Eight”, ”The Revenant” og ikke mindst ”Star Wars: The Force Awakens” triumferede stort.

Selvom dansk film fik en fin start på det nye år, skal der i år virkelig løbes stærkt for ikke at gentage det danske katastrofeår 2016. Det nye år var ikke mange minutter gammelt, før første dårlige nyhed for 2017 blev åbenbaret for de danske biografejere: Den næste Jussi Adler-Olsen filmatisering ”Journal 64” blev udskudt et helt år. Fra efterårsferien 2017 til samme tidspunkt i 2018.

Bedre blev humøret ikke, da det blev bekendtgjort at Ole Bornedals John Mogensen-film, ”Så længe jeg lever”, ligeledes var udskudt til 2018. Og når dertil lægges en temmelig usikker premieredato på ”Min søsters børn og robotten” i efterårsferien 2017, er der ikke meget at råbe hurra for. Herregud, det er jo kun tre danske film, men vi taler altså et samlet tilskuerantal på omkring 1,5 millioner billetter, som lige blev revet væk under dansk film i 2017. Dermed ligner det nye danske filmår i mistænkelig grad katastrofeåret 2016. Og det kan end ikke en Oscar til en halvanden år gammel film ændre.

Well, vi må håbe det bedste.

1akaka (720x387)

Dansk film udsender to film i februar. Rasmus Heides ”Alle for tre” med Mick Øgendahl og Rasmus Bjerg, men også Far til Fire står på spring. Denne gang er ”Far til Fire på toppen” med et helt nyt hold foran og bagved kameraet. Martin Miehe-Renard har instrueret og Martin Brygmann spiller Far, mens Thomas Bo Larsen har påtaget sig rollen som Onkel Anders.

Mens dansk film altså smider 2 forholdsvis sikre esser i bordet, kommer amerikansk film med hele fire: Disneys ”Vaiana”, ”Fifty Shades – I mørket”, ”The Batman Lego Movie” og Oscar-håbet ”La La Land”, med Emma Stone og Ryan Gosling, synes sikre på at kunne få danskerne til at stille sig i kø foran biografernes billetkontorer.

Man skal heller ikke kimse af Garth Davis’ ”Lion” med Rooney Mara og Nicole Kidman samt Yimou Zhangs ”The Great Wall” samt Gore Verbinskis ”A Cure For Wellness”.

Af øvrige amerikanske film skal nævnes John Lee Hancocks ”The Founder”, med Michael Keaton som McDonalds-grundlæggeren. Amerikansk gys præsenteres også i februar: ”Rings” og ”Resident Evil: The Final Chapter”. Keanu Reeves er tilbage i actionfilmen ”John Wick: Chapter 2” og Barry Jenkins Oscar-håb ”Moonlight” glæder mange sig utvivlsomt til. ”Alle tiders kvinder” burde kunne tiltrække alle de kvinder, som mener der er for få film med kvinder i hovedrollen. Og fans af Matthew McConaughey og Ice Cube vil kunne følge deres helte i hhv. ”Gold” og ”Fist Fight”. Derudover kommer også ”Operation Avalanche”, om den største sammensværgelse i amerikansk historie, samt Alex Gibneys dokumentarfilm ”Zero Days”.

Da dansk film på det nærmeste synes helt at have opgivet det store klassiske kvalitetsdrama, er det jo godt nordmændene kan komme dansk film til undsætning. Det sker med ”Kongens valg”, med vores egen Jesper Christensen i hovedrollen.

Fra Finland kommer Juho Kuosmanens ”Den bedste dag i Ollu Mäkis liv”.

Schweizisk-fransk animation for børnene bliver det også til i februar: ”Mit liv som squash” skal forsøge at samle vinterferie-børnene til et alternativ til Far til Fire, Lego og Disney.

Og som rosinen i pølseenden skal det nævnes, at Charles Chaplins mesterværk “Guldfeber” får re-premiere i januar.