Formandens Bord: Forspringet er intakt

DB - FRA FORMANDENS BORD II (720x329)

Selvom maj pr. definition ikke ligefrem er rekordernes måned, er forspringet til sidste år intakt og foreløbig har 6,1 millioner publikummer gæstet biograferne i år. Da vi erfaringsmæssigt ved at andet halvår er mere besøgt end første, har håbet om 15 millioner tilskuere i ’15 fortsat næring.

Selvom forventningerne til dansk film i maj var til at overse, overraskede alligevel en enkelt film. ”Lang historie kort” holdt dansk films fane højt og blev med 104.333 tilskuere månedens anden mest sete film. Men ellers var der ikke meget at råbe hurra for. Blandt andet kunne debutantfilmene ”I dine hænder” og ”Jens Munk: NordvestXpeditionen” ikke tiltrække mange tilskuere og man kan roligt spørge sig selv hvad specielt sidstnævnte overhovedet lavede i biograferne. Kombinationen af miserable anmeldelser og gabende tomme sale har aldrig været befordrende for noget som helst. Den danske markedsandel for maj var 23,6%. For årets fem første måneder holder dansk film fortsat en flot markedsandel på hele 38,0%.

Så var der mere svung i maj måneds udenlandske film: ”Avengers: Age of Ultron” begejstrede 150.833 biografgængere. Vinterbergs ”Far from the Madding Crowd” og actionbraget ”Mad Max: Fury Road” bragte hver over 70.000 foran det store lærred. Specielt ”Hjem” viste en fantastisk ’staying power’ med næsten 50.000 tilskuere i maj og ellers var det go’e gamle ”Fast & Furious 7” som fortsat trak.

1akksks (720x368)

I juni måned tager dansk film på sommerferie og kun en enkelt dansk film vil få premiere hen mod slutningen af måneden. Som sædvanlig er det de stakkels danske spillefilmsdebutanter og deres lowbudget film, som på denne tid af året står for tur. I år er det Jeppe Rønde, som ene mand har fået den utaknemmelige opgave at forsvare de danske farver i sommervarmen med dramaet ”Bridgend”.

Amerikansk film disker op med to vaskeægte sommerblockbusters: Colin Trevorrows ”Jurassic World” og Alan Taylors ”Terminator: Genisys”. Ingen tvivl om at det bliver de to film som kommer til at bære hovedparten af publikumsinteressen i juni.

Af øvrige amerikanske film kan nævnes komedien ”Spy” med Melissa McCarthy, samt Jason Statham i en sjælden morsom rolle. Den anmelderroste gyser ”It Follows”, instrueret af David Robert Mitchell, skal nok give publikum gåsehud midt i sommervarmen, og filmfolket vil sikkert glæde sig over ”Entourage”, som handler om netop dem. Som rosinen i den amerikanske pølseende, får en af årets bedste film fra landet hvor honning flyder i gaderne, endelig premiere. Det drejer sig om J.C. Chandors ”A Most Violent Year” med Oscar Isaac og Jessica Chastain.

I juni vil også den sidste film i Biografklub Danmarks hovedprogram 2014/15 få premiere: ”Pride”, instrueret af Matthew Warchus, med Bill Nighy, Andrew Scott og Imelda Staunton i hovedrollerne. Den sidste film i klubbens sideprogram, ”Guldkysten”, får premere 2. juli.

Børne- og familiepublikummet bliver tilgodeset med ”Asterix: Byplanlæggeren” af Alexandre Astier og Louis Clichy, samt Cédric Babouches ”Lille Houdini”.

De filmiske feinsmeckere kan glæde sig til François Ozons ”Min nye veninde”, Zaza Urushadzes ”Mandariner”, Mélanie Laurents ”Træk vejret”, Hafsteinn Gunnar Sigurðssons ”Paris of the North”, James Kents ”Testament of Youth” samt dokumentarfilmen ”The Man Who Saved the World”.

Nedenstående top 25 for året hidtil.

1ajsjjsUnavngivet (720x768)