Formandens Bord: Hurra for Bornedal og Mogensen

DB - FRA FORMANDENS BORD II (720x329)

Dansk film har efterhånden mange ligheder med fodboldlandsholdet, som oftest spiller ad helvede til, men netop som man tror alt er tabt, løfter de sig op til strålende højder.

Dansk films redning var Ole Bornedals ”Så længe jeg lever”, om den folkelige John Mogensen. Og man kan roligt påstå, at den samme folkelige opbakning sangeren nød i sin karriere, så sandelig også kom filmen til gode. Hele 339.050 publikummer valfartede i marts til bifferne over hele landet og placerede filmen sikkert og velfortjent på førstepladsen – ikke alene på marts måneds top 10 – men også på årets foreløbige top 25 liste.

”Hodja fra Pjort” var der stadig lidt liv i, så den danske markedsandel i marts blev hævet til fantastiske 32,7 procent, mod 12,0 procent sidste år i samme måned. For årets første kvartal er dansk films markedsandel 23,1 procent, mod sidste års 26,8 procent.

Amerikansk film kunne ikke stille meget op, i en måned hvor dog over 1,2 millioner danskere gæstede bifferne. Men når først danskerne sætter sig i bevægelse mod den type film, de værdsætter allermest: Danske hundedyre folkelige film, ja, så må USA give fortabt. Blandt de amerikanske film klarede fænomenet ”Black Panther” sig bedst, mens Pixars ”Coco”, Oscar-vinderen ”The Shape of Water” og film med kvindelige actionhelte ”Tomb Raider” og ”Red Sparrow” fulgte lige efter. Engelske ”Peter Kanin” nåede at blande sig i den amerikanske dominans på tredjepladsen over månedens mest sete, mens Spielbergs seneste ”Ready Player One” lige akkurat nåede at møve sig ind på den attraktive liste.

Nederst i denne klumme årets foreløbige top 25.

1as1sksks (720x458)

I april har en enkelt dansk film fået den temmelig utaknemmelige opgave at forsvare de rød/hvide farver. Det er såmænd Elvira Linds prisbelønnede dokumentarfilm ”Bobbi Jene”, som mutters alene skal tage kampen op mod den amerikanske overmagt.

Det bliver en ulige kamp, idet amerikansk film i april præsenterer hele ti film af både høj diversitet og kvalitet. Filmene bekræfter udsagnet om at nok kommer noget af det værste fra USA, men det gør det allerbedste i allerhøjeste grad også.

Månedens største publikumsmagnet bliver uden tvivl Marvel Studios ”The Avengers: Infinity War”, hvor verdens mest populære superhelte atter slår sig løs. På rollelisten møder vi Robert Downey, Jr., Tom Holland, Chris Evans, Scarlett Johansson, Benedict Cumberbatch, Zoe Saldana, Chris Hemsworth, Chris Pratt og Brie Larson. Løjerne er sat i scene af Anthony og Joe Russo. Steven Spielberg er på banen med den længe ventede ”The Post” om en skandale som udsprang af løgn om USA’s engagement i Vietnam. Vi skal opleve Tom Hanks i forrygende samspil med Meryl Streep. Og så skal Mr. Boxoffice-viagra, Dwayne Johnson, forsøge at gentage kunstnummereret fra julen med ”Jumanji: Welcome to the Jungle”. Det sker med actionfilmen ”Rampage Out of Control”, hvor the Rock skal tage kampen op mod en kæmpeabe, en forvokset øgle og en massiv varulv.

Masser af action finder vi også i filmen ”Den of Thieves” med Gerard Butler. John Krasinski byder på gys i filmen ”A Quiet Place”, hvor instruktøren står overfor hustruen Emily Blunt. Romantikken må vi ikke glemme og den får vi til overflod i Scott Speers ”Midnight Sun” med Bella Thorne, Patrick Schwarzenegger.

Den stolte amerikanske komedietradition bliver holdt i hævd af Kay Cannons ”Blockers”, hvor tre fædre skal forsøge at afholde deres døtre fra sex efter afslutningsballet på deres high school. I hovedrollerne møder vi Leslie Mann, Ike Barinholtz og John Cena.

Vi skal også opleve Harry Dean Stanton i hans sidste film ”Lucky”, hvor skuespilleren spiller en kæderygende ateist. Det kan man vist roligt kalde ”typecast”. Ja, og så kommer den, med længsel ventede, anmelderroste komedie ”Lady Bird” af Greta Gerwig. Filmen handler om pigen Christina, som kalder sig selv for Lady Bird, der kæmper sig igennem High School i en kedelig amerikanske forstad. Saoirse Ronan, Odeya Rush og Kathryn Newton ses i hovedrollerne.

En re-premiere på Charles Chaplins mesterværk ”Moderne tider” bliver det også til i april.

Og så kommer der interessant film fra både Norge og Finland: Iram Haqs norske drama ”Hvad vil folk sige” handler om kultursammenstødet mellem Norges frisind og puritanske pakistanske indvandrere. Og så er der den store finske krigsfilm ”Den ukendte soldat” af Aky Louhimies, som i hjemlandet blev set af op mod en million tilskuere. Et tilskuerantal vi i Danmark skal rigtig mange år tilbage for at opleve lignende på vores nationale film. Men vore finske brødre ka’!

Tyskland byder ind med Fatih Akins drama ”Ud af intet”, med Diane Kruger, som hjemtog prisen som bedste skuespillerinde for denne rolle ved Filmfestivalen i Cannes 2017.

Selvfølgelig ingen måned uden fransk film. April byder på to: Claire Denis’ romantiske komedie ”Luk solskinnet ind”, hvor Juliette Binoche spiller en fraskilt mor, der leder efter kærligheden. Og så er der Lisa Azuelos’ biografiske drama ”Dalida”, om en af Frankrigs største sangstjerner i 1950’erne og 1960’erne, som solgte mere end 130 millioner plader på verdensplan. Sveva Alviti spiller den altdominerende hovedrolle.

1a1skjs (720x731)