Formandens Bord: Jubelstart på året for dansk film

Det er ikke kun dansk håndbold som her succes for tiden – danske film har det så sandelig også. Fra kanten af afgrunden til rekordernes tid. Dansk film har været gennem store omvæltninger det seneste års tid. Og endnu engang er det en film støttet gennem Det Danske Filminstituts populærkulturelle støtteordning, som har sat dansk film på den anden ende.

Fænomenet ”Ternet Ninja”, af Anders Matthesen og Thorbjørn Christoffersen, har lagt Danmark ned og er foreløbig blevet set af 728.592 biografgæster på kun 5½ uge. Filmen er pt. den sjette mest sete danske biograffilm i dette århundrede. Kun 126.582 billetter skiller filmen fra at lade sig krone som århundredets mest sete danske film. Og det er bestemt ikke usandsynligt filmen vil nå dette mål. Ja, faktisk kan ”Ternet Ninja” ende med at blive den mest sete danske film de sidste 25 år.

Men også Michael Noers ”Før frosten”, Hella Joofs ”Happy Ending” og Ask Hasselbalchs ”Skammerens datter II – Slangens gave” bidrog flot til den danske hjemmemarkedsandel i januar på fantastiske 54,3 procent. Når først over halvdelen af biografgængerne, inden for en måned ser dansk, begynder det for alvor at ligne noget. Danskerne elsker overalt danske film, men det kræver selvfølgelig de bliver præsenteret for nogle ordentlige film på professionelt budget, som kan underholde, røre, more og begejstre.

Som det kan iagttages i nedenstående skema, hæver den danske markedsandel i januar 2019 sig milevidt over samme måned de seneste 6 år. Ja, selv januar i rekordåret 2015 bliver en dværg sammenlignet med 2019.

Dansk film har allerede sat sig tungt øverst på hitlisten, hvor fire af pladserne på den foreløbige top ti er besat af vort hjemlige bryg. Og ja, selvfølgelig også førstepladsen, hvor ”Ternet Ninja” sejrssikkert triumferer.

Eneste to udenlandske film, som har været i stand til at give dansk film konkurrence i januar, er ”A Star is Born” og ”Bohemian Rhapsody”. To film som for alvor har bidt sig fast og er blevet enestående long-runners. Ja, faktisk har ”A Star is Born” ikke været til at drive væk fra andenpladsen på hitlisten, gennem årets første måned, til trods for filmen fik premiere helt tilbage i begyndelsen af december. Fælles for begge de udenlandske film er også at musikken spiller en væsentlig rolle og at mange publikummer har set filmene talrige gange.

Det totale tilskuerantal for januar er ligeledes imponerende, med en stigning i besøgstallet på 13,4 procent i forhold til sidste år.

Imponerende start på 2019! 

Nederst i denne klumme, årets foreløbige top 25 liste.

Orientering om biograffilmene i februar:

Der udsendes i februar to danske film. Det drejer sig om Charlotte Sachs Bostrups ”Mødregruppen”, med Danica Curcic, Maja Askehave, Lærke Winther, Anders W. Berthelsen og Martin Buch. Filmen handler om et kvindeligt overklasseløg, bosiddende i Hong Kong, som efter mandens utroskab ikke alene søger skilsmisse, men også med det parrets fælles barn, søger mod de hjemlige himmelstrøg i Danmark. Her involveres hun i en sprudlende mødregruppe. Filmen skal ses som en kvindelig pendant til ”Klassefesten”. Spændende bliver det om ”Mødregruppen” også kan sælge over en halv million billetter. Og så bringer februar også en ny dokumentarfilm af Mads Brügger, med titlen ”Cold Case Hammarskjöld”, hvor instruktøren undersøger den mystiske flyulykke, hvor FNs generalsekretær Dag Hammarskjöld omkom i 1961. Filmen har allerede trukket overskrifter inden verdenspremieren på Sundance. Af gode grunde, for det er både sensationelt og eksplosivt, hvad instruktøren får afdækket i filmen.

Men dansk films engagement i februar måned begrænser sig ikke kun til de to rene danske film. Kun få ting er mere dansk end Lego og amerikanerne kommer nu med film nummer fire baseret på det populære legetøj. Det drejer sig om Rob Schrabs animationsfilm ”Lego Filmen 2”, som handler om en almindelig, gennemsnitlig Lego-minifigur, som får til opgave at redde hele verden(!). En danskers engagement finder vi også i Hans Petter Molands engelske action-thriller ”Cold Pursuit” med Liam Neeson og Laura Dern i hovedrollerne. Filmen er en genindspilning af den norske film, ”Kraftidioten”, efter et manuskript af danske Kim Fupz Aakeson. Filmen handler om en far som søger hævn, efter gangstere har forårsaget sønnens død. Danske fingre er det også i Ciro Guerra og Cristina Gallegos colombianske drama ”Trækfugle”. Danske Snowglobe Film har co-produceret. Filmen beskrives som en colombiansk western, der udspiller sig i La Guajira-ørkenen i årene 1968-1980. I hovedrollerne møder vi Maria Camila Arias og Jacques Toulemonde Vidal.

Jo, og så er der også en film i februar med dansk-amerikaneren Viggo Mortensen, men at medtage den film under dannebrog, er vist at stramme den en tand for meget.

Udover ”Lego Filmen 2” byder amerikanerne ind med hele ni film i februar. Disneys anmelderroste ”Vilde Rolf smadrer internettet” skal nok vække genkendelsen glæde blandt danskere der nød den første film om den heltemodige spilfigur Vilde Rolf. Phil Johnson og Phil Moore har instrueret. Februar byder også på den længe ventede ”Alita: Battle Angel”, instrueret af Robert Rodriguez efter et manuskript af James Cameron. Filmen handler om den kvindelige cyborg Alita, som bliver dusørjæger efter at være blevet reddet fra skrotning af professor Ido, som har omprogrammeret hende. I de væsentligste roller vil vi stifte bekendtskab med Rosa Salazar, Eiza González, Jennifer Connelly, Christoph Waltz og Jackie Earle Haley. Store forventninger er der også til Peter Farrellys drama ”Green Book”, med Viggo Mortensen og Mahershala Ali. Filmen følger en sort koncertpianist som tager på turné gennem sydstaterne i 1960’ernes USA. Til at køre sig rundt har pianisten hyret en udsmider af italiensk afstamning. Filmen byder for en kultursammenstød af dimensioner. Filmens titel refererer til den grønne bog, som dengang anviste hvilke hoteller og restauranter der bød sorte velkommen. Raceproblematik skal vi også måde i to af månedens øvrige amerikanske film: Barry Jenkins, som vandt en Oscar for filmen ”Moonlight”, kommer nu med det romantiske krimidrama ”If Beale Street Could Talk” med Regina King, Stephan James og Kiki Layne i hovedrollerne. Filmen handler om Tish, som ikke alene er nyforlovet, men også gravid. Da hendes kommende mand bliver falsk anklaget og står til fængselsstraf, begynder et desperat kapløb med tiden for at få manden ud af fængslet, inden hun skal føde.

I den mere muntre afdeling af amerikansk film i den kommende måned, finder vi Sean Anders’ roste komedie ”Instant Family – Når 2 bliver til 5” med Mark Wahlberg og Rose Byrne. Filmen handler om et ægtepar der adopterer hele tre børn på een gang. En amerikanske gyser skal vi selvfølgelig også stifte bekendtskab med i februar, i form af Nicholas McCarthys ”The Prodigy”, hvor en mor er bekymret for hendes unge søns besynderlige opførsel og mener noget overnaturligt står bag. Og der kan sandt for dyden garanters for hun har ret. Moderrollen er efterhånden ved at blive Julia Roberts varemærke og i ”Ben is Back” spiller hun moren til en forpint søn. Peter Hedges har instrueret dramaet. Desiree Akhavan står bag filmatiseringen af Emily M. Danforths roman ”The Miseducation of Cameron Post” og handler om en ung teenagepige, der bliver sendt i konservativt omvendelsesterapi, fordi hun er homoseksuel. Filmen vandt Grand Jury-prisen ved sidste års Sundance Film Festival. Hovedrollen spilles af Chloë Grace Moretz. Amerikansk film byder også ind med dokumentarfilmen ”RBG”, om en af ikonerne i kvindekampen: Ruth Bader Ginsburg. Historien bag den amerikanske højesteretsdommer har været ukendt for den brede offentlighed, men det vil hele to film i 2019 rette op på.

Re-premieren på Charlie Chaplins ”Cirkus” skal også nævnes. Denne længe savnede film fra 1928 vises i smukt restaureret digital udgave til særvisninger rundt om i landets biografer.

Udover ovennævnte vil fire øvrige filmnationer præsenterer film på februars biografrepertoire: Nadine Labaki har instrueret det libanesiske drama ”Kapernaum”, som handler om et barn som lægger sag an mod sine egne forældre. I filmen medvirker stort set kun amatørskuespillere. Fra Italien kommer Cannes-prisvinderen ”Dogman”, hvor Marcello Fonte modtog en prisen for bedste mandlige skuespiller. Filmen handler om en hundefrisør, som involveres i en grum mordsag i en forstad til Rom og er instrueret af Matteo Garrone.

Og så skal vi opleve noget så sjældent som islandsk animation i Árni Ásgeirssons ”Pjuske flyver fra reden”. Og som rosinen i pølseenden den finske forsættelse af fænomenet ”Iron Sky” med undertitlen ”The Coming Race”. Filmen er instrueret af Timo Vuorensola og har Lara Rossi, Vladimir Burlakov og Kit Dale i hovedrollerne. Nazisternes månebase er blevet menneskehedens sidste tilflugtssted, efter en atomkrig har lagt Jorden øde…