Formandens Bord: ”Klassefesten 3” reddede dansk films ære

DB - FRA FORMANDENS BORD II (720x329)

Efter en af de længst varende tørkeperioder i dansk film nogensinde, kom forløsningen endelig i form af Birger Larsens ”Klassefesten 3: Dåben” med de tre uheldige musketerer, Anders W. Berthelsen, Troels Lyby og Nikolaj Kopernikus. Filmen blev på kun 3½ uge set af 459.462 publikummer. Man kan roligt påstå, at de tilskuere faldt på et meget tørt sted. Den anden film i oktober, som bidrog pænt til dansk films tilskuerantal, var ”Swinger”. Den blev set af 104.328 i den forløbne måned og er totalt blevet set er 148.335.

Takket være ”Klassefesten 3” mandende den danske markedsandel sig op på 34,6%, og slog hermed sidste års oktober med 1,6 procentpoint. Tillykke til dansk film, men det var en skam kronen ikke blev sat på værket, med en dansk børnefilm i efterårsferien.

For året hidtil er den danske markedsandel 21,0%, hvor vi sidste år på samme tidspunkt kunne glæde os over hele 31,3%.

På årets foreløbige top 25 er dansk film repræsenteret med beskedne fire film. Sidste år ved samme tid, havde hele ti danske film placeret sig på den eftertragtede liste.

Så selvom ”Klassefesten 3” reddede dansk films ære, er vor nationale filmproduktion stadig langt bagefter sidste år. At dansk film skulle nå over tre millioner tilskuere i 2016 forekommer stadig at være et uopnåeligt mål. Dansk films tilskuerantal nåede i 2015 op på 4,2 millioner.

Det samlede tilskuerantal for samtlige film i biograferne, er fortsat nogenlunde på niveau med rekordåret 2015.

Det var amerikanske børnefilm (en enkelt med dansk islæt), der klarede ærterne, hvor dansk film svigtede. ”Trolls” blev set af 199.981 tilskuere. ”Storkene” og ”Peter og dragen” opnåede et besøgstal på hhv. 103.665 og 64.395, mens langtidsholdbare ”Kæledyrenes hemmelige liv” og ”Find Dory” tog sig af de sidste danske efterårsferiebørn med hhv. 57.042 og 50.451 tilskuere. Filmene er til dags dato blevet set af hele 324.571 og 202.421 tilskuere.

I alt blev de fem amerikanske børnefilm i oktober set af op mod en halv million barnlige sjæle. For et dansk film i krise er det intet mindre end ubegribeligt, at man overlader denne scene komplet til amerikansk film.

”Inferno” og ”Bridget Jones’ Baby” klarede sig også fint med hhv. 151.887 og 104.328 tilskuere. Sidstnævnte er set af totalt 239.574.

Nederst i denne klumme årets foreløbige top 25 liste.

1aksksks (720x388)

Dansk film udsender seks film i november. Hele tre julefilm bliver det til: Carsten Rudolfs familiefilm ”Familien Jul 2: I nissernes land”, Jacob Leys animationsfilm ”Den magiske juleæske” og Nikolaj Peyks komedie ”Undercover” med Linda P og Roland Møller. Derudover følger tre dramaer: Christian Tafdrups drama ”Forældre”, Puk Grastens ”37” og Morten BH’s ”Anti”. De sidste fire nævnte er alle dansk lavbudget.

Ingen tvivl om november måneds best-seller bliver David Yates ”Fantastiske skabninger… og hvor de findes”, efter et manuskript af Harry Potter-forfatteren J.K. Rowling. Højspænding er kodeordet for to øvrige amerikanske film med stort publikumspotentiale i november: Tate Taylors ”Kvinde i toget” og Robert Zemeckis’ ”Allied” med Brad Pitt og Marion Cotillard. Filminstruktøren Mel Gibson gør et comeback-forsøg med krigsfilmen ”Hacksaw Ridge” med Sam Worthington og Vince Vaughn. Derudover præsenterer amerikanske film to dramaer: James Schamus’ “Indignation”, baseret på en roman af Philip Roth og Ira Sachs “Little Men”.

Fra Spanien kommer ”Violetta – den store forandring” af Juan Pablo Buscarini og Cesc Gays ”Truman”. Fra Tyskland ”Peddersen og Findus: Den bedste jul nogensinde” af Ali Samadi Shadi. Fra Norge skal vi se Sara Johnsens ”Rose Marie og gartneres hemmelighed”. Sverige lader sig repræsenterer af Suzanne Osten med ”Pigen, moderen og dæmonerne”. England byder ind med Colm McCarthys ”The Girl with All the Gifts”, Australien er også repræsenteret i november med Rosemary Myers “Girl Asleep”. Italien er på plads med Paolo Genoveses “Perfect Strangers”.

Ingen måned uden fransk film og november er ingen undtagelse: Mia Hansen-Løves ”Dagen i morgen” med Isabelle Huppert og en re-premiere på Krzysztof Kieslowskis ”Hvid”.

1aksksksl (720x761)