Formandens Bord: Oktober gav biografejerne motorcykel-frisure

DB - FRA FORMANDENS BORD II (720x329)

Oktober måneds stormløb på biograferne var af en sådan karakter, at biografejerne fik motorcykel-frisure. Hele 1,7 millioner tilskuere besøgte filmens templer den sidste måneds tid. Vinderen var selvklart ”Spectre”, som slog alle rekorder i åbningsweekenden med 256.841 besøgende, incl. for-premierer. Men dansk film lå ikke på den lade side: ”Klovn Forever”, ”Far til fires vilde ferie”, ”Sommeren ’92” og ”Krigen” tiltrak i alt 547.291 tilskuere i oktober.

Dermed var den danske markedsandel for oktober 33,0% og for året hidtil 31,3%

Ellers var det de amerikanske film ”Praktikanten”, ”The Martian”, ”Hotel Transylvania 2” og ”Inderst inde”, som for alvor havde fat i publikum.

Rekorderne står således til stadighed for fald i 2015.

Det skulle overraske meget om tilskuerantallet på både danske og udenlandske film ikke bliver det bedste i 34 år.

Om de danske film – isoleret set – kan slå rekordåret 2008, synes mere usikkert. Der er virkelige blevet lagt et pres på årets resterende fem danske film: ”Emma og julemanden”, ”Nøgle, hus, spejl”, ”Under sandet”, ”Iqbal & den hemmelige opskrift” og ”Villads fra Valby”. Disse fem film skal samlet ses af over 754.006 for at sikre rekorden. Under alle omstændigheder er det foreløbige tilskuerantal på danske film i år kun overgået otte gange de sidste 40 år.

Men ingen kamp er færdig før det sidste fløjt.

1askdkdkd (720x360)

Nederst i denne artikel årets top 25 pr. d.d.

Ingen tvivl om “Spectre” ikke alene bliver næste måneds mest besøgte film biograferne, den bliver også årets største filmsucces. Det betyder dansk film i november må give sig i kast med ’counter programming”, d.v.s lancere film som ikke rammer samme målgruppe som 007. Til det brug vil Michael Noers ”Nøgle, hus, spejl” og Søren Frellesens ”Emma og julemanden – Jagten på elverdronningens hjerte” forsøge at finde de publikumslommer James Bond ikke nødvendigvis fanger. ”Nøgle, hus, spejl” henvender sig til det ældre publikumssegment og ”Emma og julemanden” er rettet mod familierne.

Mere modige er amerikansk film, som allerede tre uger efter premieren på ”Spectre” lancerer kulminationen på Hunger Games-sagaen: ”The Hunger Games: Mockingjoy 2. del”, dernæst følger det romantiske drama ”By the Sea” med Brad Pitt og Angelina Jolie og som rosinen i pølseenden, for november måneds største amerikanske satsninger, kommer Steven Spielbergs koldkrigstriller ”Spionernes bro” med Tom Hanks.

Af øvrige amerikanske film den kommende måned kan nævnes gyserkomedien ”Scout’s Guide to the Zombie Apocalypse”, finansdramaet ”99 Homes” og ”Truth” med Robert Redford og Cate Blanchett.

Engelsk film udnytter bølgen ”Spectre” har igangsat, til at præsentere hele fire angel-saxiske film: ”Suffragette” med Helena Bonham Carter og Meryl Streep, Lance Armstrong-filmen ”The Program” af Stephen Frears, gangsterfilmen ”Legend” med Tom Hardy samt dokumentarfilmen om en verdensberømt dansk restaurant ”Noma – My Perfect Storm”.

Ellers byder biografrepertoiret i november på film fra hhv. Frankrig, Chile og Tyskland: Philippe Garrels ”I Skyggen af kvinder”, Patricio Guzmáns dokumentarfilm ”Perlemorsknappen” og Margarethe von Trottas ”Den tabte verden”.

1akskskks (720x918)