Formandens Bord: På vej mod rekord

DB - FRA FORMANDENS BORD II (720x329)

I en status over første halvår 2015, kan man glæde sig over knap syv millioner besøgende i de danske biografer. Det er en fremgang på knap tyve procent i forhold til samme periode i 2014. Da anden halvdel af året erfaringsmæssigt er mere velbesøgt end første, lever håbet om 15 i ’15 stadig. Femten millioner solgte billetter i år er bestemt fortsat et realistisk bud på slutresultatet. Det vil i givet fald blive det bedste udkomme i 34 år.

Biograferne holder hånden under dansk films økonomi

Dansk film er ligeledes på vej mod et rigtig stort år. Knap 2,4 millioner biografgængere har i første halvår valgt danske film. Både det totale besøgstal og markedsandel på danske film er på sikker kurs mod rekord og dermed det bedste resultat i 39 år. Den gang var det ”Olsen-Banden” og ”Familien Gyldenkål” som klarede dansk films ærter. Dansk films markedsandel andrager pt. 34,9%. Hvis blot home video-sektoren tillod en lignende dansk succes.

“Vi skal møde publikum hvor de er,” messer Det Danske Filminstitut ved enhver given lejlighed, med henblik på yderligere omfavnelse af de digitale tjenester. Bemærkelsesværdigt filminstituttet komplet ignorere biografgængerne, til trods for de bliver flere og flere! Og ovenikøbet betaler biografgængerne en pris som afspejler filmenes produktionsomkostninger. Det samme oplever man ikke på de digitale medier, filminstituttet er så forhippede på af omfavne. Det er dog mod biograferne fokus skal rettes, hvis man har dansk film kær.

Det totale antal tilskuere i biograferne, til danske og samtlige film, i årene 1976-2014, kan iagttages i nedenstående skemaer, med estimater for 2015.

1askksss (720x372)

1ajsjs (720x373)

Biografernes totale omsætning, excl. moms, til danske og samtlige film, i årene 1976-2014, kan iagttages i nedenstående skemaer, med estimater for 2015.

1akks (720x371)

1aahhss (720x374)

Nu mangler vi blot home video-sektoren viser samme åbenhed om deres omsætning og antal transaktioner i spillefilm-sektoren. Så kan gennemsigtighed i filmbranchen nemlig skabes. Det er nu engang forudsætningen for velkvalificerede, fornuftige beslutninger.

Dansk film er velrepræsenteret på top 25

Som man kan se på nedenstående liste over de 25 mest besøgte film i 1. halvår, er danske film yderst velrepræsenteret. Specielt har komedierne ”Mænd og høns”, ”Min søsters børn og guldgraverne” og ”All inclusive” for alvor fået danskerne i biografen. Hele ni danske film har kæmpet sig vej til top 25, heraf hele fem på top 10! Ganske godt klaret af et lillebitte land, når man påtænker der kun er blevet udsendt seksten danske spillefilm i første halvår. Ingen tvivl om der i udlandet bliver kigget med dyb misundelse på den danske succesrate.

Hård amerikansk konkurrence

Det imponerende danske resultat skal også ses i lyset af hård konkurrence fra amerikansk film, som besætter toppen af listen med ”Fifty Shades of Grey” og ”Fast & Furious 7”. Og snart vil ”Jurassic World” gøre de to film selskab i toppen af listen. Det er lang tid siden vil har oplevet en så overvældende amerikansk dominans i toppen af top 25-listen.

Kun fem originale film på top 25

Otte af filmene på top 25 er fortsættelser, seks er baseret på bøger, tre er baseret på virkelige hændelser, tre er genindspilninger og kun fem film er baseret på originale historier, skrevet direkte til biografernes store lærred – og de er alle danske(!). Hvis danske filmskabere synes livet er hårdt i forbindelse med de originale film, efter filmbranchens samlede indtægter er røget i frit fald, pga. en prissætning på internettet som er dikteret af illegale gratis-tilbud, så skulle de lige prøve at forsøge på at komme igennem med en original historie i USA. Næh, Danmark er i den henseende et smørhul.

Resten af 2015

For resten af 2015 vil følgende film efter al sandsynlighed ende på årets endelige top 25: ”Minions”, en animationsfilm med de små gule hjælpere fra kæmpesuccesen ”Grusomme mig” i hovedrollerne. Kasper Barfoeds ”Sommeren ’92” vil uden tvivl samle et meget stort antal danskere, til en hyldest af en vore største sportslige triumfer og makkerparret Hvam/Christensen vil sikkert komme til at opleve en lignende hyldest med deres ”Klovn Forever”. Familiepublikummet vil garanteret valfarte til Disney/Pixars ”Inderst inde” og ”Far til Fires vilde ferie” og teens vil strømme til kulminationen af fænomenet ”The Hunger Games: Mockingjay – 2. del”. Markante hemmelige agenter vil over det næste halve år succesfuldt dukke op med jævne mellemrum: Først er der Tom Cruise i rollen som Ethan Hunt i ”Mission: Impossible – Rogue Nation”, siden følger Daniel Craig trop som James Bond i ”Spectre” og afsluttes med Tom Hanks i Steven Spielbergs koldkrigsthriller ”Spionernes bro”. 2015 afsluttes med en af årets mest imødesete film: ”Star Wars: Episode VII – The Force Awakens”. Dog ingen tvivl om der vil vise sig adskillige postive overraskelser undervejs.

Se iøvrigt BUZZ-BIZZ, som denne gang omtaler samtlige premieresatte film de næste 36 måneder.

1ASUnavngivet (720x918)