Formandens Bord: Triumf for den danske filmindustri!

Der er meget at fejre i den danske filmbranche her ved månedsskiftet oktober/november.

  • Hele 1.596.903 danskere gæstede biograferne i oktober.
  • Biografernes tilskuerantal i 2018 er på omdrejningshøjde med 2017.
  • Dansk film triumferede efter historisk lang ørkenvandring.

Oktober måned blev en fuldendt fejring af biografoplevelsen. Næsten 1,6 million danskere fandt behag i frembringelserne på det store lærred. Det er en stigning på 40 procent i forhold til oktober 2017.

Biografernes tilskuerantal er på omdrejningshøjde med sidste år. Foreløbig har over 10,1 millioner danskere i år aflagt biograferne et besøg. En mindre stigning i det samlede biografbesøg lurer i horisonten, ved årets afslutning.

Hele tre danske film: ”Journal 64”, ”Så længe jeg lever” og ”Lykke-Per” topper nu årets foreløbige top 25. Det skal vi mange år tilbage for at opleve lignende. Og den stilling vil efter al sandsynlighed holde året ud. Det eneste der faktisk kan true de tre danske film, er faktisk andre danske film.

Men okay, biografpublikummet fik hvad de hungrer efter: Store, fuldfede, saftige danske filmbøffer. Endelig er dansk film kommet i sync med danskernes smagsløg, efter at have haft et ret ensidigt fokus på alt det som det danske biografpublikum bestemt ikke gider se: Krummer, i form af billige film. Dogme er for længst afgået ved døden, og genoplivningsforsøget er mildt sagt slået fejl.

Den danske markedsandel var i oktober fænomenale 57,7 procent, mod sidste års oktober på 35,0 procent. For året er den danske markedsandel nu oppe på 26,3 procent, i forhold til 20,3 procent på samme tidspunkt sidst år. Det blegner dog altså sammen, når man sammenligner med det danske jubelår 2015, hvor markedsandelen lå på 31,3 procent pr. 31. oktober.

Der kan anes håb om at dansk film vil bevæge sig betydeligt op af listen blandt de øvrige europæiske lande, når der måles på de lokale films tiltrækningskraft. Og det sker fra den niendeplads dansk film har været henvist til de sidste to år.

Al snak om at ”danskerne har bevæget sig andre steder hen”, bør for evigt forstumme. De danske film har bare ikke været gode nok!

Det var selvfølgelig Christoffer Boes filmatisering af Jussi Adler-Olsens roman ”Journal 64” som førte an i feltet over de mest sete film i oktober. ”Journal 64” pulveriserede al konkurrence. Det gik specielt hårdt ud over de øvrige danske film i efterårsferien. Kannibaliseringen var udtalt. Ingen af de øvrige danske film i efterårsferien levede op til forventningerne. Værst gik det ud over ”Team Albert”, som var annonceret til at være en afløser for ”Anja og Viktor”-filmene og skulle bringe hele familien Danmark i biffen. Sådan gik det ikke.

Blandt de udenlandske film var det specielt ”The Wife”, ”Venom” og ”Smallfoot” der trak.

Nedenstående top 10 for oktober og allernederst i denne klumme den foreløbige top 25 for 2018.

I november er der store chancer for dansk film endelig slår de fuldfede amerikanske film. Overfor seks amerikanske film står fem danske titler, hvoraf flere af dem nok skal få danskerne til at stille sig i kø.

Endelig får vi en dansk film om Første Verdenskrig. Filmen hedder ”I krig og kærlighed” og er et episk drama af spillefilmsdebutanten Kasper Torsting med Sebastian Jessen, Rosalinde Mynster, Thure Lindhardt, Ulrich Thomsen og Tom Wlaschiha i de væsentligste roller. Filmen handler om den unge soldat Esben, der efter at have været i krig for tyskerne vender tilbage til sin kone Kristine og deres lille søn. Men omstændighederne har ændret sig efter krigen, da officeren Gerhardt har fået et tæt forhold til Kirstine. Paprika Steen er tilbage som filminstruktør efter 10 års pause. Hendes nye film, ”Den tid af året”, er en dramady og har hende selv i hovedrollen. Omkring hende møder vi blandt andre Sofie Gråbøl, Lars Brygmann, Jacob Lohmann og Lars Knutzon. Filmen skildrer julen i en sammenbragt familie med tre søskende, ægtefæller, børn, mormødre og hunde. Det er historien om det store svigt i det lille svigt. Christian Dyekjær fortæller historien om ”Julemandens datter”, som er en fortsættelse af ”Emma og Julemanden: Jagten på elverdronningens hjerte”. I børnerollerne møder vi Ella Testa Kusk og Peter Sejer Winther og voksenrollerne er besat af blandt andre Martin Buch, Mia Lyhne, Ulf Pilgaard, Nicolaj Kopernikus og Kristian Halken. Debutanten Martion Skovbjerg står bag lavbudgetfilmen ”Brakland” med Natalie Reyes, Patricia Schumann og Peder Thomas Pedersen i hovedrollerne. Filmen er et drama som tager udkantsdanmark under behandling. Og så kommer dansk films enfant terrible og vor tids største filminstruktør, Lars von Trier, med sin seriemorderfilm ”The House That Jack Built”. Vi følger den meget intelligente seriemorder, Jack, over en periode på 12 år og viser mordene der udvikler Jack til seriemorder. Matt Dillon, Uma Thurman, Riley Keough, Sofie Gråbøl og Bruno Ganz medvirker.

Fra USA skal vi se Lasse Hallströms filmatisering af Tjajkovskijs ballet og E.T.A. Hoffmanns roman ”The Nutcracker and the
Mouse King”. Filmens danske titel er ”Nøddeknækkeren og de fire kongeriger”. Disney-filmatiseringen følger en pige, der får et nøddeknækkerlegetøj, som bliver levende ved midnat. Pigen transporteres til en eventyrlig verden befolket af mus og kagesoldater, der ligger i krig mod hinanden. Blandt de medvirkende ses Keira Knightley, Mackenzie Foy, Morgan Freeman, Matthew Macfadyen og Helen Mirren. Og for at blive i den familievenlige ende af november måneds amerikanske filmudbud skal vi også opleve endnu en filmatisering af Dr. Seuss’ ”How the Grinch Stole Christmas”. Filmen har slet og ret fået den danske titel ”Grinchen” og for første gang skal vi opleve eventyret fortalt i computeranimation. Familierne vil dog næppe samles om James Averys ”Overlord”, som handler om to amerikanske soldater, der kommer bag fjendens linje på en mission under Anden Verdenskrig. Men snart finder de ud af, at de ikke blot er oppe mod nazister, men at der er en større trussel på spil. Danske Pilou Asbæk har en væsentlig rolle i filmen, som i øvrigt har Wyatt Russell og Bokeem Woodbine blandt de medvirkende. Og så bliver go’e gamle ”Robin Hood” endnu engang støvet af i Otto Bathursts film af samme navn. På rollelisten står Taron Egerton, Jamie Dornan og Jamie Foxx. Filmen lover en ny vinkel på den klassiske historie om tyveknægten der tager fra de rige og giver til de fattige. Sidst, men ikke mindst, har Dan Fogelman lavet et drilsk romantisk drama med titlen ”Life Itself”, med en imponerende rolleliste: Oscar Isaac, Olivia Wilde, Samuel L. Jackson, Olivia Cooke, Antonio Banderas, Mandy Patinkin og Annette Bening. I filmen følger vi forskellige mennesker, hen over flere generationer, hvis liv krydser hinanden fra gaderne i New York og landskabet i Spanien.

Og så kommer England med den mest imponerende line-up set i meget lang tid. Dog er der ingen tvivl om at disse film næppe ville være blevet til noget uden amerikanske dollars. Under alle omstændigheder er forventningerne til de fire engelske film enorme. Størst forventninger er der til David Yates ”Fantastiske skabninger 2: Gindelwalds forbrydelser” som er endnu en fortælling fra J.K. Rowlings fantastiske univers. Eddie Redmayne, Johnny Depp, Katherine Waterston, Jude Law, Ezra Miller og Zoë Kravitz spiller filmens væsentligste roller. Store forventninger er der også til Dexter Fletchers ”Bohemian Rhapsody” om forsangeren fra rockbandet Queen, Freddie Mercury, som i filmens spilles af Rami Malek. Og så kommer filmen ”The Girl in the Spiders Web”, der fortsætter hvor ”Millennium”-trilogien slap. Den unge computerhacker Lisbeth Salander og journalisten Mikael Blomkvist er fanget i en spindelvæv af spioner, cyberkriminelle og korrupte embedsmænd. Filmen er baseret på en bog af David Lagercrantz og instrueret af Fede Alvarez. I hovedrollerne møder vi Claire Foy, Sverrir Gudnason, Cameron Britton og danske Claes Bang. Fra instruktøren af ”12 Years a Slave”, Steve McQueen, kommer den opsigtsvækkende krimi-thriller ”Widows”, som følger fire kvinder, som intet har til fælles udover en gæld opbygget af deres døde ægtefælles kriminelle aktiviteter. For at slippe ud af gælden må kvinderne tage uortodokse metoder i brug. Filmen er flot stjernebesat: Viola Davis, Michelle Rodriguez, Elizabeth Debicki, Colin Farrell, Liam Neeson og Robert Duvall.

Fra Italien kommer to film: Luca Guadagninos genindspilning af Dario Argentos klassiske gys ”Suspiria” med Dakota Johnson, Tilda Swinton og Mia Goth i hovedrollerne. Filmen fortæller historien om en amerikansk balletdanserinde som under sit ophold på en tysk skole afslører stedets mørke hemmeligheder. Marco Proserpios dokumentarfilm ”The Man Who Stole Banksy” fortæller om hvordan et af gadekunstneren Banksys værker stjæles fra Palæstina og sælges i Vesten. Billedet er af en israelsk soldat, som tjekker et æsels ID, og males på en væg i en krigsramt by. En lokal taxichauffør river væggen ned og sælger herefter maleriet på det sorte marked.

Tyskland byder ind med to film i november: Lars Kraumes ”To minutters stilhed”, efter en roman af Dietrich Garstka. Vi følger en gruppe østtyske skoleelever, som viser deres solidaritet med ofrene fra opstanden i Ungarn i 1956, med et minuts stilhed under undervisningen. Jonas Dassler, Michael de Coco og Sina Ebell ses i hovedrollerne. Ali Samadi Ahadi har lavet endnu en familiefilm om de elskede Peddersen & Findus. Filmen har den danske titel ”Peddersen & Findus: Findus flytter hjemmefra”. I hovedrollerne møder vi Marianne Sägebrecht, Stefan Kurt og Max Herbrechter. Filmen er indtalt på dansk.

Fransk film er selvfølgelig også repræsenteret i biografernes november-program: Først er der Xavier Beauvois’ ”Vogterne”, som er baseret på en roman af Ernest Pérochon og handler om kvinderne der blev ladt tilbage for at arbejde i landbruget under Første Verdenskrig. På rollelisten møder vi Nathalie Baye, Laura Smet og Iris Bry. ”Climax” er titlen på Gaspar Noés gyser-musical med Sofia Boutella, Romain Guillermic og Souheila Yacoub i de væsentligste roller. Filmen handler om 20 dansere, som samles på en nedlagt kostskole ude i skoven til trænings-camp. Danserne samles om en bowle sangria efter træningen. Stemningen tager dog en uventet drejning, da det går op for dem, at der har været stoffet LSD i deres sangria. Vanviddet tager til som aftenen skrider frem, hvor nogle er i paradis, mens natten udvikler sig til et helvede for andre. 

Fra Rumænien kommer årets vinder af Guldbjørnen ved Berlin Filmfestivalen 2018: Adina Pintilies drama ”Touch Me Not”. Fortællingen handler om Laura, Tomas og Christian hungrer alle efter en følelse af intimitet, som de samtidig frygter. Laura Benson, Tómas Lemarquis og Christian Beyerlein ses i hovedrollerne. Tyrkiet er på banen med vinderen af juryens hovedpris ved Sundance Filmfestival 2018: Tolga Karaçeliks familiedrama ”Sommerfuglene” med Tolga Tekin, Bartu Küçükçaglayan og Tugce Altug. ”Reconstruction Utøya” er en svensk dokumentarfilm af Carl Javér om terrorangrebet på den norske ø.

Og endelig er der re-premiere på Bruce Lees ikoniske karatefilm ”Dragen slår til igen” fra 1972, med instruktøren selv og Chuck Norris. Filmen byder blandt andet på den berømte kampscene mellem Bruce Lee og Chuck Norris i Colosseum i Rom.