Formandens Bord: Vil filmåret 2016 slå rekordåret 2015?

DB - FRA FORMANDENS BORD II (720x329)

Det er med spænding man har kunne følge 2016 måned for måned. Selvom spådommen ved årets begyndelse var en mindre tilbagegang i biografernes tilskuerantal i forhold til 2015, får håbet om en nyt rekordår næring pt.

Ved udgangen af august 2016, er året samlet kun en halv procent bagefter rekordåret 2015. I lange stræk har 2016 ligget ca. 300.000 tilskuere bagefter 2015, men det er altså næsten indhentet nu. Faktisk lå det samlende tilskuerantal i år foran 2015 i flere uger i løbet af august.

Skal det virkelig lykkes 2016 at slå 2015? Under alle omstændigheder oplever vi pt. en historisk begivenhed. Man kan nemlig ikke finde to sammenhængende år de sidste 40 år, hvor resultatet har været så flot.

Publikums glæde over underholdning på det store lærred, sammen med en masse andre mennesker, har virkelig bidt sig fast. Men det falder også på et tørt sted. Biograferne investerer voldsomt i nyt udstyr og nye biografer. Alt sammen for at forbedre publikumsoplevelsen.

Nedenstående besøgstallene måned for måned i hhv. 2015 og 2016. Nogle måneder har ligget over 2015, andre under. Som man kan se, er det specielt marts, maj og august i år, som virkelig har givet rekordåret kamp til stregen.

1absjs (720x420)

Største bidragydere til det flotte resultat har været 20th Century Fox, Nordisk Film, The Walt Disney Company og Universal Pictures.

Den seneste måned har dansk film fortsat ligget komplet underdrejet. Eneste danske film i august, som skulle forsvare de rød/hvide farver, var Rúnar Rúnarssons islandske film ”Sparrows”. Når det er en islandsk film som skulle forsvare de danske farver, skyldes det at Filminstituttet betragter filmen som dansk/islandsk. Jo, filminstruktøren er godt nok uddannet på den danske filmskole, og produktionsselskab og klipperen er danske. Men instruktøren er og bliver islandsk, dialogen er islandsk, skuespillerne er islandske, manuskriptforfatteren er islandsk og fotografen er svensk. Det er altså nogen ting vanskeligt at anskue denne film som dansk. Ikke desto mindre medtager filminstituttet filmens tilskuerantal i den danske pulje. Forstå det hvem der kan.

Dansk films markedsandel var således i august mikroskopiske 0,04 procent. For året er den danske markedsandel faldet til 19 procent. Det står i skærende kontrast til niveauet sidste år, hvor markedsandelen på samme tidspunkt var 30 procent. Man kan også notere sig at kun tre danske film har fundet vej til den foreløbige top 25 for 2016. Sidste år havde hele ni danske film på samme tidspunkt placeret sig på top 25.

Dansk film må beklageligvis noterer sig en tilbagegang på hele 32,8 procent foreløbig i år.

Mens dansk film har åndenød, er det dog lykkes amerikansk film at kompensere for dansk films manglende folkelige opbakning.

I august var det specielt amerikanske kæledyr, superskurke, hemmelig agenter og kvinder med hår på brystet, som sørgede for det flotte resultant. ”Kæledyrenes hemmelige liv” blev set af 214.506 tilskuere, ”Suicide Squad” af 159.494, ”Jason Bourne” af 130.929 og ”Bad Moms” af 93.409. Viggo Mortensen og hans ”Captain Fantastic” klarede sig også flot, med et tilskuerantal på 58.584.

Nedenstående top ti for august og allernederst i denne klumme den foreløbige top 25 for 2016.

1abcdef (720x431)

Efter dansk films ørkenvandring over hele sommeren, begynder der i september atter at blive udsendt danske film. Første film bliver Sofie Stougaards privatfinansierede lavbudgetfilm, komedien ”Kærlighed og andre katastrofer”, dernæst følger Rasmus Heisterbergs ”I blodet” og Mikkel Munch-Fals og Charlotte Sachs Bostrups ”Swinger”, som samtidig er sæsonens anden Biografklub Danmark-film.

Dansk film vil dog få hård konkurrence fra amerikanske mainstreamfilm, som den næste måned bliver udsendt i hobetal. Og der er noget for enhver smag og nogle af Hollywoods allerstørste navne er på banen. Tim Burton kommer med ”Miss Perigrine’s Home for Peculiar Children”, Clint Eastwood har instrueret Tom Hanks i “Miraklet på Hudson floden”, Oliver Stone er tilbage i den genre han har haft største succes, biopic’en ”Snowden” med Joseph Gordon-Levitt. Mark Wahlberg spiller hovedrollen i Peter Bergs katastrofefilm ”Deep Horizon” og Matthew McConaughey skal vi opleve i Gary Ross’ amerikanske borgerkrigsfilm ”The Free State of Jones”. Chris Pratt, Denzel Washington og Ethan Hawke er blandt de syv i western-filmen “The Magnificent Seven” af Antoine Fugua. Jack Huston, Morgan Freeman og vores egen Pilou Asbæk medvirker i genindspilningen af en af Hollywoods mest ikoniske film “Ben-Hur”. Zac Efron kalder på smilet i ”Mike and Dave Need Wedding Dates” og Michael Fassbender, Rachel Weisz og Alicia Vikander er at finde i dramaet ”Lyset i havet”. En anden ikonisk franchise får også en fortsættelse med ”Blair Witch”, som ellers først var navngivet ”The Woods”, men under Comic-Con blev filmens sande identitet endelig afsløret. Matthew McConaughey, Chalize Theron, Rooney Mara og Ralph Fiennes har lagt stemmer til computeranimationsfilmen “Kubo – den modige samurai”. James Franco og Jonah Hill slipper gækken løs i noget så sjældent som en grovkornet animationsfilm: ”Sausage Party”. Morris Chestnut og Regina Hall har hovedrollerne i thrilleren “When the Bough Breaks”. Ron Howard står bag dokumentarfilmen ”The Beatles: Eight Days a Week” og sørme om gode gamle Mel Gibson ikke også har sneget sig ind i september måneds filmudbud med action-thrilleren ”Blood Father”.

Man får helt sved på panden. Sjældent har amerikansk film præsenteret så mange store navne på én måned.

Men engelsk film vil så sandelig også spille en rolle i publikums valg af film i september. Ingen tvivl om mange venter spændt på Sharon Maguires ”Bridget Jones’s Baby”, hvor Renée Zellweger og Colin Firth gentager deres berømte roller. Ny bejler i filmen er Patrick Dempsey. Men dokumentarfilmen ”Bolshoi Babylon” burde også få behørig interesse fra balletfans.

Tysk film er repræsenteret med ”Fritz Bauer: En fjende af staten” af Lars Kraume. Bunghart Klaußner spiller hovedrollen, som manden der bragte den højtrangerende Nazi-forbryder Adolf Eichmann for en domstol.

Mr. spansk film, Pedro Almodóvar, præsenterer dramaet ”Juletta” og selv Venezuela har fundet vej til de danske biografer med Lorenzo Vigas romantiske drama ”Sidste nat i Caracas”. Og mens vi er i den del af verden, vil mexicanske ”Chronic” af Michael Franco, også være at finde i de danske biografer i september.

Endvidere vil september byde på den italienske krimithriller ”Suburra” af Stefano Sollima. Og jo, så er Krzysztof Kieslowski mesterlige trilogi ”Blå”, ”Hvid” og ”Rød” indkøbt til ny distribution i Danmark. Der lægges ud med franske ”Blå”.

1abcske (720x755)