Formandens foreløbige Oscar-forudsigelse 2019

Snart er det Oscar-tid igen og uddelingen 2019 er i visse kategorier den mest spændende i årevis.

Nedenstående min foreløbige forudsigelse i samtlige 24 kategorier og de overvejelser jeg gør mig i de forskellige kategorier. Når tiden nærmer sig for uddelingen, vil jeg fremkomme med min endelige forudsigelse.

Det er jo et følsomt emne og selv den sikreste favorit kan, med blot en enkelt lidet favorabel overskrift, blive sendt bagerst i køen.

Uddelingen foregår natten mellem den 24. og 25. februar 2019.

Bedste film: The Favourite

Kommentar: Efter min mening den mest åbne kategori i hele feltet. Jeg har ingen fantasi til at forestille mig akademiet vil hylde ”Roma” med den fornemmeste pris. Men hvis det ikke bliver ”Roma”, hvilken film bliver det så? På nuværende tidspunkt er jeg meget varm på ”The Favourite”. Det skyldes, at jeg satser på akademiet vil sende en klar besked til Disney: Nedlæg ikke Fox Searchlight. Derudover er ”The Favourite” selvfølgelig en fandens god film. ”Green Book” er handicappet af ikke at være nomineret i ”bedste instruktør”-kategorien, omvendt er det dog før sket at en film er løbet med den fornemmeste pris, uden af være nomineret i ”Bedste instruktør”-kategorien. Hvis nogen fornemmer jeg er usikker i ”bedste film”-kategorien, har de ganske ret. ”BlackKklansman” kan heller ikke komplet udelukkes på nuværende tidspunkt.

Bedste instruktør: Yorgos Lanthimos for ”The Favourite”

Kommentar: Eneste virkelig konkurrent er Spike Lee for “BlackKklansman”. Kan heller ikke her forestille mig akademiet vil hylde ”Roma”.

Bedste kvindelige hovedrolle: Glenn Close for “The Wife”

Kommentar: Ikke megen tvivl om det bliver Glenn Close for sit fornemme spil i “The Wife”. Det bliver i øvrigt også en dansk triumf, idet Meta Film har produceret denne engelsk/svensk/amerikanske produktion. Så hvis danskerne mangler noget at heppe på, så har de Glenn Close’ præstation.

Bedste mandlige hovedrolle: Christian Bale for ”Vice”
Kommentar: To biografiske portrætter står overfor hinanden i denne kategori. Christian Bale for ”Vice” og Rami Malek for ”Bohemian Rhasody”. Jeg tror på Bale.

Bedste kvindelige birolle: Regina King for “If Beale Street Could Talk”

Kommentar: Selvom “The Favourite” har hele to nomineringer i denne kategori (Emma Stone og Rachel Weisz) føler jeg mig overbevist om Regina King vil få æren.

Bedste mandlige birolle: Mahershala Ali for ”Green Book”
Kommentar: Mahershala Ali vil vinde denne kategori for din rolle i Peter Farrellys ”Green Book”, som ret beset i virkeligheden er en hovedrolle. Nærmeste konkurrent er Richard E. Grant for ”Can You Ever Forgive Me?”

Bedste originale manuskript: Deborah Davis & Tony McNamara for “The Favourite”

Kommentar: Denne kategori er en af nøglerne til “bedste film”-kategorien. Kampen står mellem “The Favourite” og “Green Book”

Bedste manuskript baseret på andet forlæg: Charlie Wachtel, David Rabinowitz, Kevin Willmott & Spike Lee for “BlackKklansman”

Kommentar: En af de mest sikre kategorier. Akademiet kommer ikke uden om Spike Lee & Co

Bedste fotografering: Łukasz Żal for “Cold War”

Kommentar: Omend Alfonso Cuarón fortjener at vinde for sin fotografering af “Roma”, kan jeg ikke forestille mig akademiet vil hylde en præstation, som så få har haft mulighed for at opleve udfolde sig hvor fotograferingen virkelig kommer til sin fulde ret: Det store lærred. Nærmeste konkurrent til ”Cold War” er Robbie Ryan for ”The Favourite”.

Animationsfilm: ”Spider-Man: Into the Spider-Verse”
Kommentar: Endelig vil Disney og Pixars seks år lange triumtog i denne kategori blive brudt af Sony Pictures Animations ”Spider-Man: Into the Spider-Verse”.

Bedste dokumentar: “RBG”

Kommentar: Ingen tvivl om akademiet ikke kan dy sig for at give Oscar’en i denne kategori til filmen om Ruth Baader Ginsburg.

Bedste ikke-engelsksprogede film: “Roma”
Kommentar: Herom hersker slet ingen tvivl. ”Roma” vil vinde.

Bedste klipning: Hank Corwin for “Vice”
Kommentar: Nærmeste konkurrenter til “Vice” i denne kategori er “BlackKklansman” og “Bohemian Rhapsody”

Bedste scenografi: Hannah Beachler & Jay Hart for “Black Panther”

Kommentar: Nærmeste konkurrent til scenografien i “Black Panther” er “The Favourite”.

Bedste kostumedesign: Ruth Carter for “Black Panther”

Kommentar: Samme problematik som i ”bedste scenografi”. Nærmeste konkurrent er ”The Favourite”.

Bedste makeup og hår: Greg Cannom, Kate Biscoe & Patricia DeHaney for “Vice”
Kommentar: Forvandlingen af Christian Bale til Dick Cheney vil utvivlsomt udløse en Oscar.

Bedste underlægningsmusik: Nicholas Britell for “If Beale Street Could Talk”

Kommentar: Nærmeste konkurrenter er Ludwig Goransson for ”Black Panther”

Bedste originale sang: “Shallow” fra “A Star Is Born”
Kommentar: Hævet over enhver tvivl. Gaga vinder.

Bedste lydklipning: Ai-Ling Lee & Mildred Iatrou Morgan for “First Man”
Kommentar: Den skammeligt oversete ”First Man” vil triumfere i begge lydkategorier.

Bedste lydmiks: Jon Taylor, Frank A. Montaño, Ai-Ling Lee & Mary H. Ellis for “First Man”
Kommentar: ”First Man” igen.

Bedste visuelle effecter: Dan DeLeeuw, Kelly Port, Russell Earl & Dan Sudick for “Avengers: Infinity War”
Kommentar: Nu hvor akademiet har skrotten idéen om kategorien ”Populær bedste film”, vil de efter al sandsynlighed benytte lejligheden til at hylde den største globale succes i 2018 i denne kategori.

Bedste kortfilm: ”Marguerite”

Kommentar: Eneste seriøse konkurrent: ”Skin”.

Bedste korte dokumentarfilm: “Black Sheep”
Kommentar: Helt åben kategori. Det kan også blive ”Period. End of Sentence.” eller “End Game”.

Bedste animerede kortfilm: “Bao”

Kommentar: Locked and stocked. Det bliver “Bao”. Intet år uden en vinder fra Pixar/Disney. Mange i Danmark har allerede set denne kortfilm, idet den ledsagede ”De utrolige 2″